Lampard har fokus på Uniteds straffesparksstatistik

Chelseas manager, Frank Lampard, har forud for søndagens FA Cup-semifinale opfordret sine spillere til at fokusere på ikke at begå dumheder i eget straffesparksfelt. Det kommer efter en periode, hvor Manchester United har tilkæmpet sig en række straffespark.

United har tilkæmpet sig 18 straffespark i 2019/2020-sæsonen. 13 af disse er kommet i Premier League.

Det seneste straffespark kom i 3-0-sejren over Aston Villa, hvor Bruno Fernandes, noget tvivlsomt, skaffede “De Røde Djævle” et straffespark efter at være faldet til jorden i forbindelse med, at portugiseren stemplede en Aston Villa-spiller.

De seneste straffesparksdomme har medført en debat på de sociale medier, om hvorvidt Ole Gunnar Solskjærs mandskab får favorabel behandling af de engelske dommere.

I den forbindelse har Frank Lampard udtalt, at hans spillere skal have et fokus på ikke at give United-spillerne chancen for at falde i feltet.

– De er nødt til at passe på, fordi når spillere har så højt niveau, kvalitet og fart som Manchester United-angriberne, er du nødt til at flytte dine fødder og ikke glide ind i dem, udtaler den tidligere Chelsea-spiller og nuværende manager blandt andet til mediet Football.London.

Derudover udtrykker Lampard stor respekt for Bruno Fernandes, som har imponeret alt og alle i løbet af sin første tid i engelsk fodbold.

FA Cup-semifinaleopgøret mellem United og Chelsea fløjtes i gang søndag klokken 19:00. Kampen spilles på Wembley.

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

Forrige artikel

Solskjær sammenligner angrebstrio med Rooney, Ronaldo & Tevez

Næste artikel

Solskjær svarer igen på VAR-kritik: Folk siger, vi er heldige

ANNONCE