Karakterer: Bruno og Rashford gjorde forskellen

Bruno Fernandes og Marcus Rashford gjorde lørdag forskellen, da de satte gang i Manchester United efter pausen.

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt

2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre

3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner

4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv

5 – Den middelmådige indsats

6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ

7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt

8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner

9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med.

10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999.

Dean Henderson – 5

Virker til tider lidt for usikker. Hans placering ved målet kan diskuteres. Har dog nogle fine redninger i slutningen af kampen, hvilket løfter hans karakter.

Aaron Wan-Bissaka – 6

Smed en del bolde væk. Backen var dog god til at rydde op efter sig selv og sine holdkammerater. Leverer syv (!) tacklinger i kampen – KLART flest af alle. West Hams Sebastian Haller, der havde næstflest, leverede to.  

Victor Lindelöf – 6 

Lukkede fint ned for Haller, der fik svære arbejdsbetingelser af svenskeren.

Harry Maguire – 5

Kaptajnen havde i første halvleg ikke styr på sine forsvarstropper, der virkede usikre og smed for mange bolde væk. Stærk indsats i anden halvleg.

Alex Telles – 5

Forfærdelig første halvleg, hvor West Hams Jarrod Bowen konstant fik overløbet brasilianeren ude på kanten. Glemte at dække Souček op ved 1-0-målet. Løftede dog sit niveau efter pausen, hvor han var manden bag assisten til Greenwoods føringsmål. 

Donny van de Beek (ud 45′) – 5

Led en lidt hård skæbne, da han blev hevet ud i pausen. Ramte 95% af sine 18 afleveringer. Hollænderen havde dog svært at involvere sig nok i spillet og bryde igennem på den sidste tredjedel.

Scott McTominay – 5

Stor fighterindsats af skotten. Har dog haft sine bedre dage.

Paul Pogba – 6

Franskmandens bedste kamp i Premier League i denne sæson. Havde ligesom resten af holdet en svær første halvleg, men løftede sit niveau i anden halvleg, hvor han også fik scoret et mål i verdensklasse. Pogba havde 85 afleveringer i kampen – flest af alle.

Mason Greenwood – 6

Teenageren var manden bag en flot 2-1-scoring. Ligesom mange af sine holdkammerater leverer han to forskellige halvlege. 

Edinson Cavani (ud 45′) – 3

‘El Matador’ kunne ikke følge op på den store præstation i sidste uges comeback-sejr over Southampton. Angriberen var som usynlig. Til hans forsvar fik han heller ikke den store hjælp fra sine holdkammerater.

Anthony Martial (ud 62′) – 3

Franskmanden ligner på ingen måder den spiller, han var i sidste sæson. Rammer slet ikke dagen og er fortsat målløs i denne ligasæson. Måtte desværre udgå med en skade efter en times spil.

Indskiftere:

Bruno Fernandes (ind 45′) – 8 (Kampens spiller)

Sammen med Rashford gjorde han den helt store forskel. Viste igen i dag, at han er Uniteds absolut bedste spiller. Portugiseren viste god bevægelse og slog nogle flotte afleveringer. Blev også noteret for assisten bag Pogbas udligningsmål.

Marcus Rashford (ind 45′) – 8

Inden englænderen blev sat på banen, var United-angrebet nærmest ikke-eksisterende. I selskab med Bruno Fernandes fik han sat gang i Uniteds offensive spil, hvor han var involveret i flere offensive aktioner, heriblandt et mål.

Juan Mata (ind 62′) – 7

Spanieren kom ind ved stillingen 0-1 og var sammen med vores portugisiske talisman med til at binde Uniteds spil sammen på midtbanen. Lagde flot op til Rashfords mål til 3-1.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Rashford: Vi spiller først, når vi er kommet bagud

Næste artikel

Moyes: Der var indkast ved målet til 1-1

ANNONCE