Karakterbogen: Ronaldo stjæler rampelyset i comeback-sejr

Læsetid
3 minutes
Læst indtil videre

Karakterbogen: Ronaldo stjæler rampelyset i comeback-sejr

11 september, 2021 - 18:46
Portugiseren kommer til at nuppe mange overskrifter de næste dage.

Cristiano Ronaldo ©Imago

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 - Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt
2 - Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 - Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 - Den middelmådige indsats - dog mere negativ end positiv
5 - Den middelmådige indsats
6 - Den middelmådige indsats - dog mere positiv end negativ
7 - Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 - Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 - Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med.
10 - Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

David de Gea - 6
Han har en rigtig god redning i anden halvleg, men ellers er det ikke meget væsen, han behøver gøre af sig. Der er en ro omkring defensiven i det meste af kæmpen, som spanieren bidrager til.

Aaron Wan-Bissaka - 6
En kamp på det jævne af højrebacken, der ikke på vanlig vis lukker fuldstændig ned i sin side - uden der er åbent hus. Bidrager nogenlunde til det offensive spil, hvor hans tilstedeværelse tvinger Newcastle til at være opmærksomme, men hans bidrag med bolden er sjældent farlige.

Raphäel Varane: 6
Solid kamp af den nye forsvarsspiller, der gør de ting han skal i langt de fleste situationer.

Harry Maguire: 7
Spiller med en stor autoritet og sikkerhed i rigtig mange af sine indgreb. Flot kamp af kaptajnen.

Luke Shaw: 7
Assisten til Ronaldos andet mål trækker op, da det er virkelig godt af venstrebacken. Derudover er det dog en kamp på det jævne, hvor han kommer lidt bagefter i nogle situationer defensivt.

Nemanja Matic - 3
Det var en ringe omgang af den rutinerede midtbanespiller. Når fysik og hurtighed måske ikke længere er til, at han kan dominere en midtbane som i velmagtsdagene, så må man kunne stole på, at rutinen gør, han ikke falder under niveau. Det gør han desværre i dag, hvor der er fejlafleveringer og et par kiksede frispark.

Paul Pogba - 8
Flot kamp af franskmanden, som får registreret 23 afleveringer til banens sidste tredjedel, og det på en dag, hvor United kæmper med at skabe chancer. Den statistik fortæller, at Pogba tog ansvar for at prøve på det, og han får en flot assist til slut.

Jadon Sancho - 5
Der er rigtig mange forventninger til nyindkøbet fra Borussia Dortmund, men det virker, som om den unge kantspiller stadig kæmper lidt med det. Han prøver mange ting, men der er bestemt ikke alt, der lykkes, og nogle gange ender det i unødvendige boldtab. Men point for at blive ved at prøve.

Bruno Fernandes - 7
Indtil det 80. minut var det ikke alt, der lykkedes for Bruno, men så stemplede han ind med et mål, der kommer til at kandidere til månedens bedste. Fra 25 meter bragede han kuglen i hjørnet, og han fik taget på Old Trafford til at lette.

Mason Greenwood - 7
Det kunne måske også have været 8, for den unge angriber spiller en flot kamp, hvor han ikke er bleg for at tage noget ansvar og skabe nogle ting for United. Det viser han blandt andet ved det første mål, hvor han i vanlig stil bare tager bolden, laver et par stepovers og afslutningen tvinger målmanden til at give en ripost. Greenwood har en dejlig evne til ikke at gøre spillet sværere, end det er.

Cristiano Ronaldo - 9 (kampens spiller)
Sikket et comeback af Ronaldo! Hans navn har stået i mange overskrifter de seneste uger, og det bliver bestemt ikke mindre den næste tid. Alle øjne og alt pres var på hans stærke skuldre, men de kan bære det, og han leverede to mål, når United havde mest brug for det.

Jesse Lingard (indskiftet i 67. minut) - 7
Kommer ind og gør en fin indsats som han kroner med et flot mål. Hvis han er tilfreds med ikke nødvendigvis at være en del af første violinen, så kan han blive et farligt kort fra bænken i løbet af sæsonen.

Donny Van de Beek og Anthony Martial er begge uden for bedømmelse.

 

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

Skal du opleve Ronaldo, Sancho og resten af stjernerne på Old Trafford i den nye sæson? Læs vores guide til kampbilletter her