Karakterbogen: Pogba og Maguire bedst på San Siro

Midtstopperne og Pogba scorer højest i den vigtige sejr.

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med.
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999.

Vi har som noget nyt besluttet også at give Manchester United-træneren karakter. Det vil dog i højere grad være en karakter, som er baseret på en subjektiv vurdering snarere end en objektiv. Nogle af vores skribenter føler, det er en karakter, de vil give, mens andre ikke gør.

Dean Henderson – 7

Så rigtig solid ud i sine aktioner i dag. Dominerende i feltet og sikker med fødderne. Men især redningen på Zlatan Ibrahimovic’ hovedstød trækker op i dag.

Aaron Wan Bissaka – 5

Var slet ikke til stede i det offensive spil i dag, og af én af to grunde til, at vores højre side, efter min mening, ikke er nogen stor trussel pt. Defensivt fik han som altid arbejdet gjort og tillod sjældent gennembrud.

Victor Lindelöf – 7

Super kamp af svenskeren, som virkelig læser spillet flot. Giver nærmest ingen chancer væk, og er generelt bare, hvor han skal være, når han skal være der.

Harry Maguire – 8 (Kampens spiller)

Kaptajnens kamp blev egentlig meget godt afbildet af det skud, som Saelemaekers fik tyret direkte i brystet på englænderen – han stod i vejen for det hele. En rigtig captain’s performance, der havde fuldstændig styr på Milans frontkæde, og lod sig heller ikke true, da Zlatan Ibrahimovic kom på banen.

Luke Shaw – 5

Ringeste kamp længe af Shaw, som slet ikke nåede op på det høje niveau, han ellers længe har vist – hverken defensivt eller offensivt.

Fred – 5

Brasilianeren virkede ved siden af sig selv i dag. Især i første halvleg var præget af mange personlige fejl og dumme boldtab. Som sædvanligt var arbejdsindsatsen ikke til at klage over. 

Scott McTominay – 6

Var som sædvanlig en jernmand på midtbanen, men ligesom sin brasilianske midtbane-makker bar præstationen også præg af mange boldtab. Blev dog bedre i anden halvleg.

Daniel James – 6

I mine øjne er waliseren alt for endimensionel. Han har det klart bedst bredt i banen og hviler for meget på sin fart, som Theo Hernandez nemt læste og lukkede ned for i aften. Havde dog et par gode aktioner sent i kampen, som kunne være blevet farlige med lidt ekstra overblik.

Bruno Fernandes – 6

Der er altså noget om Bruno-i-de-store-kampe-snakken, og det gjorde sig også gældende i aften. Lykkedes med absolut ingenting i første halvleg, og i et par tilfælde var de risikable afleveringer ved at koste i den anden ende. Så dog en smule bedre ud, da han kunne kombinere med Pogba.

Marcus Rashford – 3

I de 45 minutter Rashford var på banen var han nærmest ikke at finde. Udover et par lidt visne aktioner og et enkelt blokeret skud viste englænderen ikke skyggen af, hvad vi ved, han har at byde på. Måtte se sig udsiftet i pausen grundet en skade.

Mason Greenwood – 6

Var aldrig rigtig farlig i en kamp, hvor han ofte så sig isoleret i 9’er rollen. Havde dog et par gode aktioner, som med lidt ekstra skarphed kunne være endt i enten mål eller assist.

Paul Pogba – 8 (Indskiftet efter 45 minutter)

Franskmanden lignede ikke en spiller, der har været ude med skade i en måned. Han var sprudlende på bolden, som han holdte flot på og krydrede den flotte præstation med en scoring. En fornøjelse at se ham tilbage i den forfatning – det kan blive afgørende. 

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Pioli: Vi spillede som et godt hold

Næste artikel

Solskjær: Vi har savnet Pogba

ANNONCE