Karakterbogen: Mest af alt middelmådigt

Amad Diallos mål var den eneste rigtige positive ting at tage med fra kampen, hvor United særligt i første halvleg var tilbage i det samme gear fra før City-sejren.

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med.
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999.

Vi har som noget nyt besluttet også at give Manchester United-træneren karakter. Det vil dog i højere grad være en karakter, som er baseret på en subjektiv vurdering snarere end en objektiv. Nogle af vores skribenter føler, det er en karakter, de vil give, mens andre ikke gør.

Dean Henderson – 4
Henderson koster i sidste ende to point i en situation hvor man bør forvente han kan gøre det bedre. Var heller ikke altid sikker i spillet med fødderne, og han har en tendens til at parere bolden hvor man som seer kan føle han bør gribe.

Aaron Wan-Bissaka – 5
Ikke den mest solide defensive præstation fra ham i dag, hvor han et par gange lader en mand komme indenom ham i boksen. Særligt Krunic’s hovedstød burde have kostet.

Eric Bailly – 6
Baillys fart kom til tider United til gode når Milan forsøgte at bryde hurtigt igennem. Fik desuden sat Rafael Leao på plads et par gange når han forsøgte at udfordre.

Harry Maguire – 5
Defensivt var der hverken rigtig fra eller til at tale om, men han brænder en chance fra en vinkel hvor det nærmest ikke kan lade sig gøre fysisk. I en kamp hvor United endte med ikke at vinde koster det en karakter.

Alex Telles – 4
Nok den mest skuffende spiller i United-trøjen på dagen. Det er let at se at han ikke har fået meget spilletid på det seneste, så det er måske hårdt at klandre ham. Men hans førsteberøringer og afleveringer var sløje hele kampen igennem.

Nemanja Matic – 5
Rimelig anonym optræden fra serberen. I første halvleg særligt savnede jeg progressive afleveringer fra midtbanen, og det leverede Matic ikke. Til tider var beskyttelsen foran bagkæden også en mangelvare, og hvis ikke Matic levererer på de to parametre hvad skal han så bidrage med?

Scott McTominay – 6
Også skyldig i ikke altid at beskytte bagkøden godt nok. Det kunne særligt ses ved Franck Kessies underkendte mål hvor McTominay er sløv til at komme i vejen. Har dog en mere dynamisk tilgang end Matic i meget af kampen, hvor han både prøver den svære aflevering til tider og flere gange holdet op ad banen med sine løb med bolden.

Daniel James – 4
Det er altid svære betingelser for James når der ikke er meget plads at løbe i bag modstanderens bagkæde, og Milan var godt organiseret. Men James kunne have lukket og slukket kampen på Greenwoods indlæg. Det er en skammelig afbrænder der trækker en karakter ned.

Bruno Fernandes – 6
Bruno er en momentspiller for tiden. Han er ikke på sit bedste niveau i lange perioder, men kan stadig finde magi frem når der er brug for det. Her tænker jeg selvfølgelig på den flotte assist til Amad’s mål. Kunne også have fået en assist mere hvis Maguire blot havde lukket øjnene og ladet sig ramme af bolden.

Mason Greenwood – 5
Usynlig i første halvleg på venstrekanten, hvor han bare ikke ser helt komfortabel ud for tiden. Kom på toppen i anden halvleg og det klædte ham bedre, men han imponerede ikke.

Anthony Martial – 5
Når ikke at bidrage med meget andet end et enkelt skud på mål inden han måtte forlade banen i pausen med en småskade.

Amad Diallo (skiftet ind efter 46. minutter) – 7 (Man of the Match)
Han skulle blot bruge fem minutter på at gøre en forskel, og sikke en aktion. Hans løb ved målet er fremragende timet og teknikken og overblikket til at heade den over målmanden med ryggen til mål var sublim. Det afgørende moment er i mangel på bedre nok til at gøre ham til min Man of the Match,

Fred, Luke Shaw og Brandon Williams kom ind i det 74. minut og er uden for bedømmelse.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Simon Kjær redder Milan med udebanemål i tillægstiden

Næste artikel

Solskjær: Uafgjort er nok et fair resultat

ANNONCE