Karakterbogen: Kedelige præstationer i kedelig kamp

Det var svært at holde sig vågen i alle 90 minutter i aftenens kamp mod Real Sociedad.

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt
2 – Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med.
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999.

Vi har som noget nyt besluttet også at give Manchester United-træneren karakter. Det vil dog i højere grad være en karakter, som er baseret på en subjektiv vurdering snarere end en objektiv. Nogle af vores skribenter føler, det er en karakter, de vil give, mens andre ikke gør.

Dean Henderson – 6
Om det er ham, der skræmmer Oyarzabal til at sparke et af de dårligste straffespark længe, må vi lade være usagt. Derodver løser han sine opgaver fint, men bliver heller ikke for alvor sat på prøve.

Aaron Wan-Bissaka – 6
Gør det pænt hverken mere eller mindre, og så bliver han skiftet ud til fordel for Brandon Williams i pausen.

Eric Bailly – 6
Spillede også en god, koncentreret kamp, hvor han løser sine opgaver som forventet.

Victor Lindelöf – 5
Løser ligesom Bailly også sine opgaver pænt, men det trækker dog ned, at han laver et så stort frispark i forbindelse med Tuanzebes mål, som så bliver annulleret. 

Alex Telles – 5
Man kunne over en hel kamp godt have håbet, at han havde bidraget med flere gode offensive aktioner. Det er ikke i dag, at han skaber konkurrence til Luke Shaw på venstrebacken.

Fred – 6 (kampens spiller)
Hvis han havde spillet anden halvleg som første, var karakteren også blevet højere, men han blev skiftet ud i pausen. Inden da havde han leveret et fornemt løbearbejde og lavet mange gode afleveringer.

Nemanja Matic – 5
En anonym og rolig indsats af den rutinerede serber.

Mason Greenwood  – 4
Startede meget sløjt ud og kom kun meget lidt mere i gang efterfølgende. Fik ikke rigtigt sat et aftryk inden sin udskiftning.

Bruno Fernandes – 6
Er i første halvleg manden bag de gode ting fra United, særligt med en fremragende aflevering til Daniel James, hvis afslutning sad lige på målmanden.

Daniel James – 4
“DJ!” kunne man flere gange høre Solskjær råbe efter den hurtige waliser, men det hjalp ikke rigtigt til at få ham op i de omdrejninger, vi ellers har set den seneste uge. Begik et klodset straffespark, som dog ikke endte med at koste.

Anthony Martial – 4
Har egentlig et par gode afslutninger men ellers er det stadig ikke meget, franskmanden bidrager med.

Axel Tuanzebe – 5 (indskiftet efter 45. minutter)
Kommer ind på Freds midtbaneplads, og den opgave løser han egentlig meget fint.

Brandon Williams – 4 (indskiftet efter 45. minutter)
Han er heldig med ikke at få nummer to gule kort inden for ti minutter efter, han er kommet ind. Arbejder godt resten af halvlegen.

Marcus Rashford – 5 (indskiftet efter 45. minutter)
På femårsdagen for sin debut for Manchester United kommer han ind med anførerbindet på,  og det er vist det eneste,der er at sige om det indhop.

Amad Diallo – 4 (indskiftet efter 69. minutter)
Starter ud med et par lovende, hurtige aktioner, men bidrager ikke med noget derefter.

Shola Shoretire uden for bedømmelse.

 

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

United forventet videre efter langgaber

Næste artikel

Solskjær forklarer valg af Bruno: Vigtig for mentaliteten

ANNONCE