Juventus venter på De Geas kontraktudløb

Flere engelske aviser skriver, at Juventus skulle stå klar til at overtage David de Gea, hvis hans kontrakt ender med at løbe ud.

De seneste mange transfervinduer har Real Madrid været ude efter Uniteds sikre sidste skanse, David de Gea. Det lykkedes aldrig, og til United-fansenes store glæde endte spanierne i stedet med at hente Thibaut Courtois i Chelsea.

Det skulle så være enden på den transfersaga, men det ser det bare ikke ud til at blive. For med kontraktudløb hos David de Gea efter denne sæson – dog med option på en sæson yderligere – og endnu ingen ny kontrakt med en underskrift på, begynder andre klubber naturligt at forberede sig på at skulle kæmpe om en aftale med ham. 

En af dem er tilsyneladende Uniteds italienske banemænd, Juventus, der håber, at kontrakten løber ud, så de kan hente målmanden gratis.

– De Gea spillede mod sin kommende klub i tirsdags. Juventus er eksperter i intelligente handler. Hvis United ikke sælger ham til sommer, vil Juventus vente, til hans kontrakt løber ud, skulle en kilde på Old Trafford angiveligt have sagt. Det melder The Times, Manchester Evening News samt flere andre engelske aviser.

Det ville ikke være første gang, at Juventus udnytter en udløbet kontrakt i Manchester United. I 2012 lykkedes det dem at lokke den bare 19-årige Paul Pogba til Torino, efter han ikke ønskede at forlænge i United. De seneste syv års italienske mestre har også hentet andre store navne såsom Dani Alves, Andrea Pirlo og Sami Khedira uden at betale overgangssummer.

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

Podcast: Kontraktudløb - Kulturbærere eller dødvægt?

Næste artikel

Mourinho udelukker Zlatan-lån

ANNONCE