Juan Mata sikrede United FA Cup-avanchement

En genopfundet Juan Mata scorede kampens enlige mål, da Manchester United onsdag aften slog Wolverhampton i FA Cuppen, og dermed kunne avancere til næste runde.

Den 4. januar besøgte Manchester United Wolverhampton på sidstnævntes hjemmebane, Molineaux Stadium, som endte uafgjort. Derfor skulle der spilles en omkamp, som fandt sted 11 dage efter, bare på Old Trafford i stedet for.

Manchester United havde et godt udgangspunkt, da de vandt 4-0 hjemme mod Norwich City sidst, de var i aktion, men Wolverhampton har vist sig at være en svær modstander for United, hvor United ikke har besejret dem siden “ulvene” rykkede op i Premier League.

Det startede egentlig fint for United, der viste prøver på flot kombinationsspil og mange fine ideer, men det var Wolverhampton, der fik kampens første afslutning, da Raul Jimenez tog bolden flot ned i boksen, fik vendt og afsluttet i samme ombæring, dog uden for alvor at teste Romero i United-buret. Og dette var blot en smagsprøve på, hvad gæsterne kunne.

Der gik nemlig ikke mere end et par minutter før selvsamme Jimenez erobrede bollden i United-feltet, fik den tacklet videre til den unge Pedro Neto, som alene med Romero kunne smide bolden sikkert i mål. Heldigvis for United begik Jimenez frispark i situationen, og målet blev annulleret via VAR. Ærgerligt for 19-årige Neto, der nu har fået annulleret mål på både Anfield og Old Trafford.

Resten af første halvleg bølgede lidt frem og tilbage for begge hold, hvor ingen af holdene for alvor kunne få et ordentligt tag på kampen. Begge hold havde et par fine forsøg på mål, men intet så konkret, at det for alvor fik truet modstandernes mål. Indtil sidst på halvlegen.

Her var lynhurtige Daniel James løbet i ryggen på forsvaret, hvor han fik en fremragende bold fra Fred og kom alene med Ruddy. Dog blev sidstnævnte stående, og James kunne ikke passere ham på Uniteds første rigtigt store chance.

Anden halvleg startede, som den første slap. Det var nemlig igen Daniel James, der var farligste United-mand. Han blev sat flot i dybden af Brandon Williams, hvor James igen løb fra Wolves-forsvaret, kom alene ind i feltets venstreside, fik afsluttet, men den flade afslutning gik snert forbi stolpen.

Efter lidt over en time spil fik United omsider hul på bylden. Wolves var fanget i ubalance, Martial modtog bolden og fik sendt Mata afsted i noget så sjældent som et langt dybdeløb. Spanieren kom som resultat af dette alene med John Ruddy, og chippede bolden på kølig vis over Wolves-målmanden til 1-0.

Efter målet kom der aldrig de store chancer, og United kom videre til fjerde runde i turneringen. Eneste dårlige nyheder med United-briller må være, at Marcus Rashford blev skadet i sit indhop, og han ligner ikke umiddelbart en, der er klar til storkamp mod Liverpool på søndag.

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Startopstillingen mod Wolves

Næste artikel

Karakterer: Godkendte præstationer over hele linjen

ANNONCE