Tilbage i 2014 havde Ole Gunnar Solskjær ikke været Cardiff-manager i mange dage, før han hentede tre unge spillere. Fælles for dem alle var, at de var nordmænd, og at de var repræsenteret af Solskjærs agent Jim Solbakken – en mand som United-helten kalder for “sin bedste ven” og desuden har ejet en agentvirksomhed med i mange år, mens han selv var aktiv spiller.
I Molde var størstedelen af Solskjærs spillere repræsenteret af Solbakken. I den nuværende United-managers tid som reserveholdstræner i klubben kom en anden af Solbakkens klienter – Mame Biram Diof – til Old Trafford på Solskjærs opfordring.
I januar 2020 hev Solskjær en ny angrebskanin op af hatten: Den tidligere Watford-angriber Odion Ighalo, som blev hentet på en lejeaftale fra kinesiske Shanghai Greenland Shenhua på transfervinduets sidste dag.
Ighalo er repræsenteret af agenten Atta Aneke, som er forretningspartner med… Jim Solbakken.
I den moderne fodboldverden er det ikke unormalt, at managers har foretrukne agenter, hvis spillere de går efter. Det er for eksempel ingen hemmelighed, at Jose Mourinho og superagenten Jorge Mendes har et nært forhold.
Alligevel er der norske journalister fra fodboldmediet Josimar, som har gravet dybt i Solskjær-Solbakken-forbindelsen. I en stribe forskellige artikler – ”Solskjærs selvmål”, ”Solskjærs usynlige formue” og ”Dobbeltagenten” – retter de heftige anklager om korruption og magtmisbrug mod venneparret.
OldTrafford.dk har lavet et kritisk interview med Håvard Melnæs, en af Josimars journalister bag artiklerne, og bedt ham om at uddybe sagen:
– Hvad var dine første tanker, da du så, at United købte Ighalo på transfervinduets sidste dag?
– Jeg har ikke nogen mening om de sportslige aspekter i det, men jeg registrerede, at Solskjær igen købte en spiller, som er tæt knyttet til hans egen bedste ven, forretningspartner og agent, Jim Solbakken. Ighalo repræsenteres af Atta Aneke, som har et nært forhold til Solbakken. Solbakken og Aneke har samarbejdet om en lang række handler.
– Hvorfor er det bemærkelsesværdigt, hvis der er en bagvedliggende Solskjær/Solbakken-forbindelse?
Der findes utroligt mange spillere derude, som kan forstærke United. Så når Solskjær igen køber en spiller med forbindelse til en agent, som han er nært knyttet til, ser det uheldigt ud. Da Solskjær var Cardiff-manager, så var det første han gjorde at købe tre norske spillere, som blev repræsenteret af Jim Solbakken. Ingen af dem var gode nok til Cardiff. Og så er spørgsmålet, om Ole Gunnar Solskjær tjente Cardiffs interesser? Eller om han havde andre interesser i handlerne? Når du køber spillere af din bedste ven, så gør du dig sårbar overfor den slags beskyldninger. I erhvervslivet ville man kalde det for korruption.
– I har skrevet en del meget kritiske artikler om Solskjær og hans agentven Jim Solbakken henover de seneste år: ”Solskjærs selvmål”, ”Solskjærs usynlige formue” og ”dobbeltagenten”: Hvad er det for nogle problematiske ting, som I mener Manchester Uniteds manager har gang i?
– Vi skal mange år tilbage. Solskjær og Solbakken dannede en ulovlig agentvirksomhed sammen – Dynamic Solution – mens at Solskjær stadig var aktiv som spiller i United.
– Hvordan ulovlig?
– En aktiv spiller må ret beset ikke drive agentvirksomhed jævnfør reglerne i Premier League. En træner som er ansat i en klub må heller ikke, og derfor var Solskjær også nødt til at sælge sig ud af Dynamic Solution i 2008. Men båndene til Solbakken er i den grad blevet holdt varme.
– Hvordan vil du beskrive forholdet mellem Solskjær og Solbakken?
– De har været bedste venner, siden de spillede i angrebet sammen i Clausengen i den norske tredje division i start-90’erne. De omtaler hinanden som ”bedste venner”, og Solbakken kan ret beset takke Solskjær for sin agentkarriere. De fik en gave foræret af det norske fodboldforbund i og med at de fik lov til at holde en årlig sommercamp for de største u-14-talenter i Norge. Alle ville gerne trænes af Manchester United-helten, og imens luskede Solbakken rundt på træningsanlægget og støvsugede talenterne årgang efter årgang.
– Er der noget forbudt i det?
– Nej ikke rent juridisk. Men man bør da i det mindste diskutere, om det er rimeligt, at ét privat agentfirma nærmest fik monopol på de største talenter i Norge i 10 år.
Hvad var ellers problemerne ved Dynamic Solutions?
– Det er den måde, som Solbakken opererer på. Han har gjort det til sin specialitet at sidde på begge sider af forhandlingsbordet, således at han nogle gange repræsenterer både spiller og klub. Det har vi se mange gange. Da Mame Biram Diof blev købt af Manchester United, var Solbakken de-facto hans agent. Men da han skulle forhandle sin kontrakt med United, blev Diof repræsenteret af en advokat, han aldrig havde mødt før – mens at Solbakken var på den anden side af forhandlingsbordet. Og det rejser spørgsmålet: Hvem arbejder Solbakken for? Er det spilleren, klubben eller træneren? Gennem hele sin agentkarriere er han gang på gang blevet taget i de her gråzoner. Han har gjort det til sin ting. Og Solskjær har gjort det til sin ting at købe sin bedste vens spillere. Vi så det i Molde, hvor stort set alle spillere i truppen var repræsenteret af Solbakken, og vi har fået anonyme kilders udsagn om, at spillere blev presset til at skifte deres agent til Solbakken, hvis de ville have et skifte til udlandet. Vi så det i Cardiff, hvor Solskjær i sin korte tid i klubben hentede flere af Solbakkens spillere. Og vi ser det nu i Manchester United med Ighalo, der er forbundet til Solbakken.
– Men at Solskjær handler for egen vindings skyld er jo stadig ren spekulation. Man kan også sige, at det kun er naturligt, at Solskjær læner sig op af en, som han stoler på, når han køber spillere.
– Ja. Men hvis du ser på resultaterne af handlerne i Cardiff, så er alle Solbakkens spillere totalt mislykkedes rent sportsligt. Solskjærs opgave var at undgå nedrykning med Cardiff. I den sammenhæng er købet af tre helt unge norske spillere ret uforklarligt. Og det efterladet et billede af, at Solskjær intet overblik har over transfermarkedet, når han hele tiden må have hjælp af sin bedste ven. Udover det er det rent faktisk også i direkte strid med den norske forvaltnings- og offentlighedslov. Den slags handler med ”nært relaterede” er i værste fald korruptionssager – i bedste fald meget problematiske.
– Første gang vi hører om Atta Aneke i en Manchester United-sammenhæng er ved købet af danske Anders Lindegaard fra Aalesund. Var der noget problematisk i den handel, som du ser det?
– Aneke og Solbakken har i mange år haft et forretningssamarbejde. Og ved Anders Lindegaards overgang fra Aalesund til United repræsenterede de to agenter samtlige sider i sagen. Sælgende klub, købende klub og spilleren. Der er ingen transparens i den slags handler, men gennem aktindsigt i lønsedler, lækkede e-mails og anonyme kilder kan vi dokumentere Solbakkens arbejdsmetoder.
– Mener I, at Solskjær varetager sine egne økonomiske interesser før klubbens?
– Det ved jeg ikke. Men Solskjær sætter sig selv en sårbar situation, når han køber spillere, som er repræsenteret af folk i hans nære netværk. Når man er manager i Manchester United, så kan man vælge spillere fra øverste hylde. Jim Solbakken repræsenterer ingen spillere, som tilhører øverste hylde – alligevel taler vi nu om deres forhold igen.
– Solskjær har et meget rent image. Han er den sympatiske, smilende og også socialistisk tænkende nordmand, som taler på arbejderpartiets landsmøder og har chokolade med til receptionisterne. I fremstiller ham som både korrupt og grådig. Hvordan hænger det sammen?
– Solskjærs status i Norge er næsten umulig at pille ved. Efter han blev United-manager har medierne behandlet ham som en halvgud. Han har aldrig været et udsat for et kritisk interview af et mainstream medie i Norge. Selv ikke i Cardiff-tiden. En af grundene til at han ikke får det er, at han og Solbakken har enormt meget magt over norsk fodbold. Solbakken repræsenterer halvdelen af det norske landshold. Siden vi skrev en kritisk artikel om Solbakken i 2014, har Solskjær boycuttet os. Han svarede ”are you taking the piss” på vores seneste interviewforespørgsel. Og der hersker en forståelse af i de norske medier, at hvis man træder Solskjær eller Solbakken over tæerne, så mister man adgang til fodboldspillere. Hvilket også er sandt.
– Den engelske presse er også kendt for at være kritisk. Hvorfor skriver de ikke om det?
– Det har jeg svært ved at sige. Det synes jeg selv, de må svare på.
– Det er nogle meget alvorlige korruptionsanklager, I kommer med. Der er ikke nogen andre medier, der skriver om de her ting med samme intensitet, som I gør. Er I ikke bare et lille medie, som føler sig trådt over tæerne af Solskjær, fordi han ikke længere vil give interviews til jer?
– Vi behandler fodbold som et forretningsområde. Mainstream medier i Norge og England dækker fodbold som underholdning. Der er en stor forskel. Solskjær og Solbakken påstår, at vi har en agenda mod dem. De har truet med at sagsøge os flere gange, men har aldrig gjort det. Der er intet at komme efter i forhold til nogle af artiklerne. Vi har dokumentation for alle vores påstande. Og vi har ingen agenda. Men Ole Gunnar Solskjær er Norges mest berømte fodboldmand, og Jim Solbakken er Norges mest succesfulde agent. Derfor mener vi, at det er pressens opgave at kigge dem efter i sømmene. Når vi har undersøgt Solbakkens forretninger, har vi kun publiceret de påstande, vi kan dokumentere. I virkeligheden er der en masse ting, vi har hørt om Solbakken og Solskjær, som er meget værre, men som vi ikke kan dokumentere. Derfor skriver vi det heller ikke.
– Hvordan synes du, at man som Manchester United-fan skal forholde sig til alt det her?
– Jeg mener, at fodboldfans generelt er nødt til at være mere kritiske og årvågne. Vi ved, at sporten er pilrådden, og at alle de ledende institutioner – FIFA, UEFA – er korrupte. Vi ved, at Premier League-klubberne er blevet propagandaredskaber for menneskerettighedskrænkende regimer og oligarker. Vi ved, at pressen behandler fodbold som en del af underholdningsbranchen. Så skal vi nogensinde se forandringer i fodboldverdenen, så er det supporterne, som er nødt til at sige stop.
– Hvad tænker du konkret, de skal gøre?
– Man må sige fra. Dengang at Glazer-familien kom og købte klubben, så vi en fremragende opvisning i, hvordan fans fandt sammen i modstanden mod amerikanerne. Om lidt over to år er der fodbold-VM i Qatar. Ingen andre tager ansvar, og derfor mener jeg fansene må tage aktivt stilling. Kan man bakke op om en slutrunde, hvis man ved, at tusindevis af migrantarbejdere er blevet behandlet som slaver i opbygningen af stadions?
– Her tror jeg du italesætter en frustration og bekymring, som mange fodboldfans deler. Men spørgsmålet bliver altid, hvor trækker vi linjen i sandet? Hvem skal afgøre, hvornår nok er nok? Og i hele den beskidte fodboldverden, er det vel ikke Solskjærs lyssky agentaktiviteter, som bør få os til at trække stikket?
– Nej. Men det er vigtigt, at man kan have en åben og offentlig dialog om de her ting. Og det er jo det, som vi forsøger at bidrage til. Vi sidder ikke med facit for, hvordan fodbold bør være. Men vi ønsker at indgå i en diskussion omkring de her ting.
Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.
