Mads Nørager Oddershede startede i 2010 Danmarks første rigtige nyhedssite og samlingspunkt for Chelsea-fans. Her fortæller han om rivaliseringen med Manchester United, om at blive fan på et uheldigt tidspunkt og om dén kamp mod Barcelona i 2009.
Hvornår blev du Chelsea-fan?
Det blev jeg – desværre – i 2005. Det var der, jeg sådan rigtigt fattede interesse for fodbold. Når jeg siger desværre, er det, fordi det er i starten af den periode, hvor Chelsea bliver rigtig gode. Og det er relativt kort tid efter Abramovic købte klubben. Derfor var det i den periode, de fik prædikatet “købeklub”. Det kan godt være ret svært at overbevise folk om, at man er rigtig fan, fordi man begyndte at holde med dem på det tidspunkt. Men det gjorde jeg. Og det var sådan primært, fordi det i skolegården var svært at komme frem for United-fans, Barcelona-fans og Real Madrid-fans. Så det var sjovt at holde med nogle andre. Chelsea var de oplagte, for de var gode og fik masser af skærmtid i den periode, så det var et hold, jeg stødte på rigtig ofte, da jeg begyndte at følge med i fodboldverdenen.
Og så kan jeg huske, at de var helt vildt gode at spille med i FIFA, fordi de havde så mange penge, at man kunne købe alle, så det var bare fedt at spille med dem.
Hvorfor startede du fanklubben?
Jeg startede fanklubben i august 2010, da jeg havde holdt med klubben i cirka fem år. Det skete, fordi jeg ikke kunne finde noget samlingspunkt for danske Chelsea-fans. Hvilket var underligt, fordi de havde etableret sig rimelig godt i Danmark. Det var lige før de vandt Premier League med Ancelotti. Det manglede, og så kom det lidt på bagkant af Facebook-bølgen, der skyllede ind over Danmark på det tidspunkt. Jeg søgte efter grupper for Chelsea-fans men kunne ikke rigtig finde noget. Derfor startede jeg det som en Facebook-gruppe, og så udviklede det sig lidt derfra. Der kom to andre personer med en over, og vi besluttede os for at lave en rigtig hjemmeside, så det både kunne være en fanklub og nyhedsside, så man både kunne diskutere og holde sig opdateret på Chelsea, for det manglede i tilværelsen som Chelsea-fan, syntes jeg.
Hvor mange gange har du set Chelsea live?
Jeg tror, jeg har været i England for at se dem 4-5 gange. Og så har jeg set dem lidt rundt omkring. Jeg har været i Amsterdam og i Østrig. Også herhjemme i Danmark nogle gange. Første gang mod Brøndby i en venskabskamp i 2007 og så mod både FCK og FCN i Champions League. Jeg så Champions League-semifinalen mod Barcelona i 2009. Den meget omdiskuterede kamp, der endte 1-1. Jeg så Europa League-finalen mod Benfica i Amsterdam i 2013, og så har jeg set FA Cup-semifinalen mod Manchester City på Wembley engang.
Hvad er dit bedste Chelsea-minde?
Det kan næsten ikke være anderledes end maj 2012, da de vinder Champions League for første gang i klubbens historie og som det første London-hold nogensinde. Det var efter en fuldstændig vanvittig kampagne i turneringen, hvor det så lykkedes at slå Bayern München efter straffesparkskonkurrence i finalen. Jeg så den på Café Guldhornene, som er vores stambar i København. Jeg har aldrig oplevet noget lignende på en dansk sportsbar. Det er imponerende, at taget blev på, vil jeg sige. Så som så mange andre Chelsea-tilhængere vil jeg sige, at det er det største minde.
Derudover vil jeg også nævne Champions League-kampen mod Barcelona, som jeg så på Stamford Bridge, og som var min første store oplevelse med Chelsea. Det var også mindeværdigt men af andre årsager, for Chelsea endte jo med at ryge ud efter en ret skandaleombrust kamp, men det er også et stort minde alligevel.
Hvad er så dit værste minde?
Det er sådan lidt af det samme. For jeg tror også, det er 2009-kampen mod Barcelona, for at de røg ud på den måde, det var godt nok hjerteskærende. Men det er også sådan lidt, hvordan man vælge at se på det. For den sæson, hvor vi ender nummer 10 i Premier League er jo den suverænt dårligste sæson, jeg har set. Men det er så over en hel sæson, som var hård at komme igennem. Så Barcelona-kampen var helt klart det værste, men den var som sagt også mindeværdig, så det er meget ambivalent.
Som Chelsea-fan i Danmark, hvem har man så den største rivalisering med?
United er et ret godt bud, synes jeg. Hvis man spørger nogle lidt ældre tilhængere, kan det godt være, at London-klubberne trækker hårdere, men jeg vil nok sige United. Det har i min tid som fan altid været den klub, man har målt sig med. Jeg ved godt, at City også er deroppe nu, men United har bare altid været den klub, som man gerne ville slå, og som man også skulle slå, hvis man ville vinde ligaen. Det er også næsten altid de kampe – bortset fra denne sæson måske – som jeg har frygtet mest på Chelseas vegne. Både fordi de har været afgørende i ligasammenhæng, men også fordi det bare gør så ondt at tabe til United.
Det er svært at skære det over en kam for alle Chelsea-fans, hvem der er den største rival. Men for mit vedkommende er det United, der er den størst rival.
Hvordan har I det så med at se Mourinho i United i dag?
I starten gjorde det rigtig ondt i hjertet. Nu har man lidt vænnet sig til det, og nu kan man godt se, hvor nederen det er, at et hold spiller så kedeligt. Så det griner jeg måske lidt mere af nu. Men det gjorde ondt. Og det blev ikke bedre af, at han hentede Matic. Jeg synes generelt, at Chelsea har haft en underlig blåøjethed over for at lade ret vigtige og centrale figurer gå til United. Altså Mata for nogle år siden. Man solgte ham for et ret stort beløb, men det var alligevel en vigtig spiller, som var kåret til klubbens bedste to år i træk, og som man så lader gå, fordi han så ikke passer ind under Mourinho på det tidspunkt, og det er lidt samme historie med Matic, som man også lader gå og så mangler i den her sæson. Gælder også lidt på trænerbænken, selv om det endte med at gå i fisk og brænde sammen for Mourinho i hans anden periode i Chelsea. Men det er også bare med til at gøre kløften til United dybere som Chelsea-fan, fordi det er nogle centrale skikkelser i klubben, der skifter til det hold, man virkelig ikke har lyst til, at de skifter til.
Hvad forventer du dig af kampen på lørdag?
Det er en af de eneste finaler, jeg kan huske, hvor jeg virkelig ser Chelsea som underdogs. Sådan har det nærmest ikke været i de år, hvor jeg har fulgt klubben. Der har jeg stort set altid tænkt, at det var enten lige eller også var Chelsea favoritter. Tidligere har man mødt sådan nogle hold som Portsmouth men også Liverpool, hvor jeg alligevel har tænkt, at Chelsea har “the upper hand”. Så tabte man til Arsenal sidste år, hvor man nærmest af alle var blevet udråbt til favoritter.
Her synes jeg alligevel, at jeg har svært ved at se, hvor Chelsea skulle være bedre end United, og hvordan de lige umiddelbart skal slå dem. Jeg ved, at finaler har sit eget liv og sådan, men den skiller sig ud, fordi Chelsea er ret undertippede i min optik.
Kan man tale om, at en sejr vil redde sæsonen for Chelsea?
Jeg tror, at når man kigger tilbage på den her sæson, vil den ikke være helt reddet af, at man vinder FA Cuppen, hvis det sker. Det vil være et ret stort plaster på såret, men det vil stadig ikke være godkendt. Man skal minimum ende i top 4. Det er bare så stor en hjørnesten af både selvforståelsen i ligaen, men også økonomisk og i forhold til status, når man skal hente nye spillere ind. Champions League-kvalifikation er bare helt vildt vigtigt. Så selv om man skulle slå United med 5-0, vil sæsonen vil stadig ikke være reddet. Det vil redde den fra at være dybt elendig, men det kan ikke redde den som sådan.
