Holdet bag OT.dk: Emil Jørgensen

Læsetid
2 minutes
Læst indtil videre

Holdet bag OT.dk: Emil Jørgensen

22 april, 2020 - 11:08
OldTrafford.dk rundede for nyligt 30.000 skrevne artikler. Det har vi tænkt os at markere med en ny artikelserie, hvor vi præsenterer det nuværende hold bag Danmarks største Manchester United-side, der siden 2003 har leveret daglig dækning af vores alles yndlingsklub. Hen over de næste par uger vil du derfor kunne læse, hvad der er af arbejdsopgaver som frivillig på OldTrafford.dk, og du vil kunne lære hvert enkelt ansigt bag det passionerede crew bedre at kende.

Navn: Emil Jørgensen
Alder: 26 år 
Bosat: På Nørrebro i København 
Uddannelse og beskæftigelse: Uddannet journalist og specialeskrivende på kanditat i Mellemøststudier
Twitter: @emil_jrgensen

Hvor længe har du skrevet for OT.dk?
Siden år 2011 (dog med halvandet års pause omkring ’16/17)

Hvad er din rolle hos OT.dk?
Redaktør siden år 2018.

Hvorfor skriver du for OT.dk?
Der er tre grunde. Først og fremmest er jeg usundt afhængig af Manchester United og alt hvad der rører sig omkring klubben. Om jeg skrev artikler eller ej, ville jeg stadigvæk bruge latterligt mange timer på at læse om klubben. På en seks måneder lang rygsækstur gennem Sydamerika i 2017 besluttede jeg mig for at afskærme mig både sociale medier og nyheder; det lykkedes med alle dagsordner på nær Manchester United, som jeg bare brugte endnu længere tid på og endte med at følge overalt - alle steder fra Amazonas-junglen til saltørkenen.

For det andet har arbejdet på OT.dk været en journalistisk legeplads, som har givet mig mulighed for at prøve enormt mange ting af; hurtige nyheder, skarpe blogs, kampanalyser, magasinudgivelse, boganmeldelser, SoMe-arbejde, podcasts, ledelse og meget, meget mere.

For det tredje (og vigtigste) elsker jeg fællesskabet omkring hjemmesiden. Både det der er i crewet af frivillige, hvor jeg gennem årene har lært et utal af fantastiske mennesker at kende, som jeg også har været på ture til Manchester med. Men også fællesskabet med brugerne af sitet, som alle brænder for United.

Bedste oplevelse med OT.dk
Da Søren Bülow ringede og fortalte mig, at jeg var hyret for ni år siden, mange aftner og nætter på Balderdash, som jeg siden har glemt, og min tur til Molde i 2018, hvor jeg interviewede Ole Gunnar Solskjær. 

Hvornår og hvordan blev du United-fan?
Da Real Madrid eksekverede United ud af Champions League i 2003. Brasilianske Ronaldo scorede hattrick på Old Trafford og blev klappet fra banen, David Beckham scorede direkte på frispark, og United vandt 4-3, hvilket ikke var nok. Men selvom de røg ud, vandt de mit hjerte – måske også fordi min daværende bedste ven ”Martini” var United-fan.

Hvad er din bedste oplevelse med United?
The Double i 2008 og Fergusons sidste mesterskab i 2013. Jeg boede i Dublin på det tidspunkt og havde et seriøst man-crush på Robin van Persie. Var over at se tre kampe i løbet af sæsonen og husker bare truppen, tiden og kampene som meget magiske. Der er nærmest sådan lidt højskolenostalagi over det. 

Hvad er din værste oplevelse med United?
Aguero i 2012 og FC Porto i 2004. Jeg græd og græd, da Jose Mourinho løb ned langs sidelinjen på Old Trafford, efter at Porto havde scoret til 1-1 og sendt United ud af Champions League.

Hvem er din yndlingsspiller i United gennem tiden?
Ruud van Nistelrooy. Håret, målene, tilskuernes ”Ruuuud”-råb mod ham – da min første forelskelse i David Beckham var drevet over, fik det hollandske bæst af en angriber al min kærlighed. 

Hvem er din yndlingsspiller på det nuværende hold?
Sir Scott McSauce. Behøver jeg uddybe hvorfor? Rent attitudemæssigt er han alt det, United har sukket efter i syv år. Fremtidig Manchester United-kaptajn. 

Hvor og hvordan følger du primært United, når de spiller?
Hjemme i lejligheden sammen med min forlovede, som er blevet godt indoktrineret, på Karrusellen på Nørrebro eller på Den Glade Gris i Indre By.

Hvordan får du stillet din United-sult her under Corona-tiden? 
Jeg forsøger at lave nogle podcasts og derigennem tale med ligesindede. Men tro mig – jeg er sulten!!!

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.