Holdet bag OT.dk: Andreas Kragh Jacobsen

Læsetid
4 minutes
Læst indtil videre

Holdet bag OT.dk: Andreas Kragh Jacobsen

01 maj, 2020 - 14:15
OldTrafford.dk rundede for nyligt 30.000 skrevne artikler. Det har vi tænkt os at markere med en ny artikelserie, hvor vi præsenterer det nuværende hold bag Danmarks største Manchester United-side, der siden 2003 har leveret daglig dækning af vores alles yndlingsklub. Hen over de næste par uger vil du derfor kunne læse, hvad der er af arbejdsopgaver som frivillig på OldTrafford.dk, og du vil kunne lære hvert enkelt ansigt bag det passionerede crew bedre at kende.

Andreas Kragh Jacobsen (højre) til landskamp på Brøndby Stadion mellem Danmark og Tyskland i 2017 ©Privatfoto

Navn: Andreas Kragh Jacobsen
Alder: 27 år
Bosat: I København NV
Uddannelse: Litteraturvidenskab
Rolle hos OT.dk: Skribent - med et øje på ungdomsholdene
Har været hos OT.dk: Siden september 2019

Hvorfor skriver du for OT.dk?
Det er en blanding af faktorer. Jeg har en massiv interesse i fodbold og Manchester United som jeg gerne vil dele ud af, og som livslang United-fan er det her et oplagt forum at deltage i. Det giver noget ekstra som fodboldfan når man har andre ligesindede at dele oplevelserne med, om det er så online eller fysisk. Desuden ville jeg gerne have en cv-relevant sidebeskæftigelse, og så er det jo også godt at få brugt/trænet sine skrivekundskaber på en fast basis.

Bedste oplevelse med OT.dk
Crewdag er det oplagte svar. Det var fedt at møde de andre og det var bare en skidesjov dag. Men jeg har også nydt at følge med i “tråden” (crewets Messenger-gruppe) under kampene. En torsdag aften ude mod Astana kan godt blive lidt mere interessant når man kan følge med i folks betragtninger og jokes undervejs i kampen.

Hvornår og hvordan blev du United-fan?
Den første kamp jeg på papiret har set, er FA Cup-finalen mod Newcastle i 1999. Min ene storebror er stor United-fan, og den anden holder med Liverpool. United-broren vandt duellen om at få mig med på vognen, hvilket ikke er så mærkeligt, da det var i de sene 90’ere, og United var på toppen af verden. Men jeg var kun syv år, da den kamp blev spillet, og jeg har ikke noget rigtig håndgribeligt minde om det. Jeg kan huske småting omkring hele sagaen om, hvorvidt Van Nistelrooy ville komme eller ej i de tidlige 00’ere, men der hvor mine minder for alvor begynder er da Wayne Rooney kommer til i 2004. Hans hattrick imod Fenerbahce i hans første Champions League kamp er et af mine stærke tidlige minder.

Hvad er din bedste oplevelse med United?
Det må være Champions League-triumfen i 07/08. Min bedste ven var Chelsea-fan, og vi så kampen hjemme hos ham. Da John Terry gled og tabte kampen for Chelsea, begyndte min ven at græde og smed os ud af sit hjem. Det var første gang jeg så en på min egen alder tage fodbold så alvorligt, og det inspirerede mig.
Jeg har også et “soft spot” for kvartfinalen mod Roma i 06/07 i CL. Den kamp så jeg med en ven der var glødende Roma-fan. Den aften kunne jeg ikke ryste mit smørrede smil af.

Hvad er din værste oplevelse med United?
QPR-momentet dukker selvfølgelig hurtigt op i hukommelsen. Man kunne også bare svare post-Ferguson-æraen som helhed. Men for mig er det uden tvivl 6-1 nederlaget på Old Trafford til Manchester City. Jeg gik ikke ofte på Den Glade Gris dengang, men lige den dag havde jeg lokket en ven med derind, det fortrød jeg senere. Stemningen derinde var så sindssygt trykket. Blandingen af vrede, skuffelse og “utter disbelief” var uforglemmelig.

Hvem er din yndlingsspiller i United gennem tiden?
Wayne Rooney. Det var med ham min fandom skød fart. Jeg har fulgt ham hele hans karriere i United, både i de fremragende år og i hans senere mere magre år. Det giver noget særligt at have fulgt en spiller i så mange år, særligt når størstedelen er i den samme klub. Han er en spiller, jeg har stor respekt for, og som jeg har nydt at se score fantastiske mål og kæmpe som en besat. 

Hvem er din yndlingsspiller på det nuværende hold?
Det er for tidligt at sige Bruno, men for tiden er han den man glæder sig til at se spille inden kampene går igang. Men jeg går med McDominate som er en spiller der repræsenterer alle de rigtige ting. Hans udvikling har været fænomenal, og han er essensen af en ægte United-spiller.

Hvor og hvordan følger du primært United, når de spiller?
Som oftest er det via streaming derhjemme, næsten udelukkende med engelske kommentatorer. Af og til tager jeg med en kammerat på pub og ser kampen, særligt knockout-kampe i Europa eller de senere runder af FA Cup.

Hvordan får du stillet din United-sult her under Corona-tiden?
For at være ærlig har jeg skruet lidt ned for det i denne periode. Jeg har mange andre interesser end fodbold som normalt fylder meget i min hverdag, så jeg lader andre ting få forrang nu hvor fodbolden er på pause. Jeg er stadig meget interesseret i hvad der skal ske med fodboldverdenen over det kommende stykke tid (jeg selv håber på at næste sæson annulleres og man spiller den nuværende færdig i efteråret), men det går så langsomt med information at man ikke behøver være klistret til medierne.
Jeg har dog virkelig nydt at følge Manchester Uniteds YouTube-kanal, som en gang om ugen uploader alle PL-mål fra en sæson ad gangen siden 1992. Det har været fedt at få forfrisket, hvor god en spiller som Kanchelskis var, og hvor mange mål en dynamisk Roy Keane scorede i hans første par år i United.

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.