Herrera: Kritik af Mourinho er unuanceret

Jose Mourinho bliver ofte skudt i skoene, at han er en defensiv træner. Det er dog ikke det helt sande billede, mener Ander Herrera.

Da United i oktober spillede 0-0 med Liverpool og siden tabte til Chelsea på udebane, blev der sat store spørgsmålstegn ved Mourinhos defensive tilgang til kampene.

Det er ikke kritik, der er ny af Mourinho, som har et ry for at fokusere meget på resultatet. Men Ander Herrera mener, kritikken ofte er unuanceret.

– Hvis du ser på vores statistik indtil for en måned siden, havde vi scoret det samme antal mål som Manchester City. Mange gange er det nødvendigt for journalister at stemple personligheder i fodbold med forskellige mærkater for at lave den bedste historie.

– Det er bare ikke altid, de mærkater viser sandheden. Det gør det hvert fald ikke i tilfældet omkring José Mourinho, siger Herrera til BeINSPORTS

Spanieren nævner yderligere, at det ikke er muligt at vinde tre titler, som United gjorde sidste år, ved at spille defensivt. Mourinhos meritter fortæller ifølge Herrera også en anden historie om Uniteds manager end den, der ofte bliver fortalt.

– Han slog pointrekorden i LaLiga med Real Madrid i 2011-2012, og hvis jeg ikke tager fejl, slog de også målrekorden den sæson. Så tog han til Chelsea, og der vandt han mesterskabet med stor margen til de nærmeste forfølgere. Det kan man ikke som defensiv træner.

Real Madrid blev gjort til de onde
Ander Herrera spillede i Spanien, da Mourinho var træner i Real Madrid. Midtbanespilleren mener, at det var her, Mourinho blev stemplet som en defensiv træner, fordi Pep Guardiola var modsætningen i Barcelona.

– Der har altid været en stor rivalisering mellem Real Madrid og FC Barcelona. Real Madrid fik stemplet som ’de onde’ med Mourinho som den defensive træner. FC Barcelona blev gjort til ’de gode’ med Pep Guardiola som den offensive træner. Igen var det unuanceret, fordi statistikkerne viste noget andet.

Pep Guardiola er som bekendt træner for Manchester City, og mange har forventet, han og Mourinhos rivalisering vil nå nye højder med de to i spidsen for Manchester-klubberne. Næste slag mellem de to managere står søndag den 10. december.

 

Læs mere om:

Podcast: Lyt til OldTrafford.dk’s podcast om Manchester United. Læs mere her
Rejser og billetter: Vi har samlet en masse tips og gode råd, hvis du vil opleve Manchester United på Old Trafford
Forrige artikel

Podcast: Newcastle, Giggs' nye job & optakt til Basel + Brighton

Næste artikel

Optakt: Basel vs United

ANNONCE