Hårdtkæmpende FCK snublede på målstregen mod et tamt United-hold

United måtte ud i forlænget spillettid for at slå hovedstadens drenge, der leverede en hæderlig og uforfærdet præstation i Europa League-kvartfinalen.

Det var et modigt og velorganiseret FCK-hold, der kom ud til kampen. Man kunne tydeligt se, at spillerne var sat godt op af Ståle Solbakken. United, der havde svært ved at finde rytmen, måtte bruge noget tid på at finde sig selv og sit spil.

Kampens første chance tilfaldt da også FCK, da et afventende United-forsvar gav Pep Biel muligheden for at sende et farligt indlæg ind til Daramy, der lige akkurat blev stoppet af kamikaze-Bailly, før FCK-angriberen kunne sende en afslutning afsted tæt på mål.

United så generelt usikre ud i forsvaret de første tyve minutter, og spillet var langt fra velsmurt. FCK lignede et hold, der sagtens kunne bide skeer med Bruno Fernandes og co. De var bedre i presspillet og løb mere for hinanden.

Men kampen begyndte så småt at vende sig i anden halvdel af første halvleg. United fik bedre styr på FCK’s solide organisation. Afleveringerne sad i højere grad i fødderne, og små åbninger blev skabt.

Men det blev aldrig helt farligt, før Greenwood til sidst i første halvleg fik en tilfældig bold i fødderne foran mål med en gunstig mulighed for at score. Den chance omsatte det 18-årige stortalent naturligvis til mål, men Uniteds ellers normale gode ven ’VAR’ underkendte målet pga. offside.

Anden halvleg

Det var ikke fordi, der var ’soleklare’ tegn på, at Solskjær havde fået banket gejst og vilje ind i ’De Røde Djævles’ hjerter efter pausen. Spillet fortsatte med at være gumpetungt og plaget af små uprovokerede fejl, men ikke desto mindre var det stadig United med dirigentstokken i behold.

Ti minutter skulle der gå, før det for alvor blev farligt. Her var det igen Greenwood, der tog ansvaret, da han sendte et knastørt spark afsted på stolpen. Rashford opsnappede riposten og kunne nemt sende bolden i kassen, men igen fik United afvist sin scoring af offisde.

United havde momentum herefter, og Brunos kreative gaver kom i højere grad til udtryk. En snedig høj bold bag FCK’s forsvar ramte Rashford lige i fødderne, men englænderen kunne ikke omdanne den store chance til en scoring. Den portugisiske troldmand var dog ikke færdig med at producere offensive indspark. Kort tid efter sendte han et tørt hug afsted uden for feltet, men måtte se sig slået af den yderste stolpe.

FCK lignede et hold, der havde nogle lange 30 minutter i vente, men en pludselig genialitet af Rasmus Falk skabte kampens hidtil største chance, da han sendte bolden ind til Oviedo meget tæt på mål, som burde score, men mislykkedes.

Herefter var der stilstand mellem de to klubber, og vi skulle helt frem til minut 83, før en ny chance blev skabt. Martial modtager bolden lidt uden for feltet og sender en finesse afsted mod det lange hjørne. FCK-målmanden var desværre på sit bedste og diskede op med en særdeles flot redning.

Forlænget spilletid

Der var andre boller på suppen, da United tog hul på den forlænget spilletid. Martials vilde finter i feltet gav franskmanden en åben mulighed for at score, men igen kunne FCK-målmanden bremse en scoring med en flot fodparade. Lige efter fik Martial igen mulighed for et skud på mål, men måtte se sig revet i skulderen af Bjelland i feltet. Dommeren pegede på pletten, og Fernandes kunne endnu engang sende United foran på et straffespark.

FCK blev presset helt i bund, og Uniteds farlighed voksede i takt med trætheden hos Solbakkens tropper tiltog. Mata var kommet på banen i stedet for Greenwood, og spanieren fungerede som et friskt pust til Uniteds offensiv.  

Uniteds autopilot satte så småt ind i anden halvleg af den forlænget spilletid, mens de hvidklædte hev efter vejret i en løbekrævende kamp. Det blev ikke til mere for begge klubber, og et hæderligt FCK-hold kunne se sig slået 1-0 af et tamt United-hold.

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

Forrige artikel

Startopstilling: Romero vogter buret i stærk start-11'er

Næste artikel

Karakterer: Martial er Uniteds bedste på en ellers gumpetung aften

ANNONCE