Greenwood og Bruno arkitekterne bag ny United-sejr

Der var klasseforskel, da Manchester United her til aften udbyggede deres stime som ubesejrede til 15 kampe i træk med en stensikker 3-0 sejr over Brighton. Greenwood og Bruno var de to store arkitekter bag sejren.

United var forud for aftenens kamp ubesejret i de foregående 14 opgør, og man sad bare med en følelse inden kampen af, at den stime ville blive udbygget yderligere mod Brighton.

United har været i fantastisk form på det seneste og den fine formkurve fortsatte da også her til aften på det mennesketomme, blå Amex Stadium i Brighton.

Hjemmeholdet kom ellers godt fra start, og United havde faktisk svært ved at få greb om spiller i kampens indledning.

De blå og hvidstribede havmåger fra sydkysten pressede højt på Uniteds bagkæde og det stressede tydeligvis United-spillerne, som ledte efter deres spil i de første 10 minutter.

Første rigtige store chance til United faldt efter 11 minutters spil, hvor Harry Maguire slår en fantastisk aflevering ud til Wan Bissaka, som kontrolleret piller den ned og i næste bevægelse sætter sin direkte mand og spiller bolden skråt ind mod midten, hvor Bruno Fernandes brager bolden på stolpen fra distancen.

Det sætter så til gengæld også gang i United, som herefter tager fat om struben på kampen og allerede få minutter efter, da der er spillet godt og vel et kvarter slår United til.

De røde djævles supertalent, Mason Greenwood trækker ind i banen og driver gæk med Brightons forsvarskæde med nogle lynhurtige husmandsfinter, inden han sparker bolden i kassen mellem benene på sin direkte oppasser.  Et fremragende mål af teenage-sensationen, som vækker minder om Robin van Persie.

Herefter sidder United solidt på tingene og efter en halv times spil sparker Fernandes bolden i kassen på oplæg fra Pogba og punkterer hermed reelt enhver spænding i kampen. Bolden rammer en modspiller på vejen og efterlader Brightons keeper, Matt Ryan chanceløs i målet.

2-0, som også bliver resultatet ved pausen.

Festen dør ud, mens United er i kontrol

Brighton kommer ud til anden halvleg med en god energi og en tydelig ambition om at byde United lidt mere op til dans, end tilfældet havde været i første halvleg, men når man byder op til dans, skal man være sikker på, at man kan dansetrinene, og allerede efter 5 minutter bliver Brighton-spillerne snurret så godt og grundigt rundt, at de mister orienteringen, da United viser sig dødeligt kyniske på en kontrasituation.

Først vinder Maguire suverænt sin hovedstødsduel i midterforsvaret og clearer bolden frem i banen til Nemanja Matic, som demonstrerer stort overblik og teknisk høj klasse ved at sende en perle af en aflevering ud til en helt fri Greenwood, som sætter turboen på langs venstrekanten, inden han slår bolden højt indover i feltet, hvor en fremadstormende Bruno Fernandes kommer med i modsatte side af feltet og køligt flugter bolden i mål til 3-0. Fremragende kontraspil af United, som bare er en klasse eller to bedre end Brighton her på denne småkølige sommeraften.

Efter 3-0 målet slipper United dog en anelse foden fra pedalen og benytter også lejligheden til at spare først Bruno, Pogba og Shaw og siden også Rashford og Martial. Ind kommer i stedet McTominay, Andreas Pereira, Brandon Williams med små 25 minutter igen og Ighalo og Daniel James med lidt over 10 minutter tilbage.

Kampen mister naturligt rytme og intensitet som følge af de mange udskiftninger og Brighton kommer frem til et par enkelt store chancer, men Uniteds spanier i målet er ikke faldet i søvn trods det manglende aktivitetsniveau i første halvleg og disker op med et par fremragende redninger, som sikrer United sæsonens  23. clean sheet.

United kravler med sejren tilbage op på 5. Pladsen og er nu ubesejret i de seneste 15 kampe.

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Podcast: Farvel til Gomes men goddag til fremtiden

Næste artikel

Highlights: Tre flotte mål på Amex

ANNONCE