Fryers troede ikke på spilletid i United

Læsetid
1 minute
Læst indtil videre

Fryers troede ikke på spilletid i United

03 december, 2012 - 15:03
Det kom som en overraskelse, at Ezekiel Fryers i sommers valgte at forlade United, efter han ellers var begyndt at snuse til førsteholdet.

Gennem det sidste års tid har en række store talenter forladt United. Alle på forskellig vis. Morrison og Pogba var de to største navne, men også Ezekiel Fryers var der store forventninger til.

Den unge venstreback fik spilletid i seks kampe i sidste sæson for United. Han fik debut i Liga Cup opgøret mod Leeds, hvor han spillede ved siden af Michael Carrick i det centrale forsvar.

Den 20-årige forsvarsspiller gjorde det fint i de kampe han fik og var udset til at være nærmere holdet i år, men Fryers troede ikke helt på sine egne chancer i United.

- United tilbød mig en 3-årig forlængelse, som jeg afviste. Spurs var interessede i mig, men United krævede for meget i kompensation. Så kom Standard Liege på banen, og jeg mente det var en god mulighed for mig, for at få spilletid og erfaring. Jeg mente, at det var rette tid for mig at skifte og få spilletid i en god liga, siger Fryers til fodboldmagasinet Four Four Two.

Fryers spillede træningskampe for Spurs reservehold i sommers, men skiftede siden til belgisk fodbold og Standard Liege. Her er det indtil videre blevet til en håndfuld kampe for Fryers.

Man skulle ellers mene, der ville være muligheder for Ezekiel Fryers i United, hvis han havde valgt at blive. Fabio da Silva blev sendt til Q.P.R. på lån, og så var Fryers eneste reele alternativ til Evra. Men Fryers tvivlede selv på spilletid.

- Jeg føler, at United stadig havde købt en ny venstreback, hvis jeg var blevet. Der var også snak om at sende mig afsted på lån, siger Fryers.

Efter Fryers skifte, valgte United at hente Alexander Büttner til Old Trafford, som gardering på positionen som venstreback.

Bliv klædt ordentligt på til 2018/19