Fenerbahce: Van Persie ankommer i aften

Mens Manchester Uniteds fans har jublet over indkøbene af Matteo Darmian og Bastian Schweinsteiger, gør Robin van Persie klar til sit exit. Det bekræfter Fenerbahce på deres hjemmeside.

Det har været en sjældent travl uge set med Manchester United-briller. I går blev to nye spillere sikret, mens Memphis Depay fredag blev præsenteret officielt. Mandag blev Luis Nani så solgt til tyrkiske Fenerbahce efter otte år hos “de røde djævle”.

Nu tyder alting på, at han får selskab af en anden United-spiller. Torsdag meldte Fenerbahce, at man var i gang med at forhandle en aftale hjem om Robin van Persie, og nu bekræfter klubben, at aftalen er ved at tage form.

– Vi reporterede tidligere, at vi havde påbegyndt forhandlinger med Manchester United om hollandske Robin van Persie. Søndag aften, d. 12 juli, kommer han til Istanbul, skriver den tyrkiske klub på sin hjemmeside.

Robin van Persie fylder 32 år til august. Han kom til Manchester United i 2012, hvor det er blevet til 105 kampe og 58 mål.

United har endnu ikke meldt noget officielt ud i sagen.

Forrige artikel

Schweini til lægetjek i dag

Næste artikel

Chicharito er ønsket i USA

ANNONCE