Europa League-eventyret startede med en smal sejr på mål af Greenwood

Greenwood, Chong, Gomes og Tuanzebe var alle med fra start, da United indledte Europa League-eventyret med en sikker sejr over FC Astana fra Kazakhstan.

Europa League er måske ikke den mest sexede turnering, men til gengæld er der rig mulighed for at prøve kræfter af med de sultne akademispillere. Solskjær havde nemlig sat sin lid til de unge drenge i aftenens kamp, og det skulle vise sig at give pote.

United startede de første fem minutter med flot pasningsspil og god bevægelse. Her blev det også til kampens første chance, der tilfaldt Fred, da han uden for feltet sendte en kanonkugle afsted på træværket. Et fantastisk forsøg fra brasilianeren.

Ikke lang tid efter kom United igen tæt på en scoring, da Rojo sendte en flot bold i dybden til Rashford. Han kunne dog lige akkurat ikke få foden på og dermed få afprøvet keeperen.

United-fansene var vidne til boldbesiddende dominans hos de røde djævle, mens de sang ”are you City in disguise” fra lægterne rettet mod Astana-spillerne.  

Det blev dog afbrudt af en friløber til Astana, der heldigvis blev stoppet af Jones med en god glidende tackling.

United fortsatte deres dominans og forsøgte sig i de små rum med afleveringer langs jorden, men Astana stod solidt på banen. Andre midler måtte i brug og efter en dødboldsituation i form af et hjørnespark landede bolden i fødderne på Rashford, der stod én meter fra mål, men englænderens afslutning blev desværre afværget af keeperen.  

Næste chance tilfaldt Greenwood. Her var Rashford igen hovedpersonen, da han med en smart hælaflevering spillede det 17-årige talent fri i feltet, der måtte se sin afslutning flyve forbi målet.  

Første halvlegs sidste reelle chance tilfaldt endnu engang Rashford, efter Rojo spiller ham fri på en flot, men også lidt tilfældig bold i dybden. Afslutningen fra angriberen blev dog endnu engang blokeret af Astanas velspillende målmand.

Tendensen fra første halvleg med et United-mandskab i boldbesiddelse fortsatte, men Astana skulle vise sig svære at nedbryde.

Anden halvlegs første chance tilfaldt Greenwood, der sendte en forkølet afslutning afsted på ydersiden af stolpen efter klumpspil på et hjørnespark. Men det så aldrig helt farligt ud.

Ufarligt blev det ved med at være indtil indskiftningen af Lingard og Mata. Herfra begyndte det at blive mere farligt, og i 72’ minut kom den tiltrængte scoring endelig. Det 17-årige stortalent, Greenwood, viste flotte takter ude på højrekanten, da han med en fodfinte finder plads til en fin afslutning gennem benene på keeperen.

Herefter kunne United køre kampen hjem på cruise control, uden Astana havde meget at byde ind med. 1-0 blev det endelige resultat i Uniteds Europa League-åbner.

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Greenwood, Gomes, Chong og Tuanzebe med fra start

Næste artikel

Spillerkarakterer: Fred og Gomes med gode præstationer

ANNONCE