Endnu en sejr: De Geas fødder reddede United på Wembley

United tog femte Premier League-sejr på stribe og sjette i alt, da Tottenham blev slået med 1-0 på Wembley. De Gea stod en vidunderlig kamp.

Publikum på Wembley skulle blive vidne til en hæsblæsende omgang fodbold søndag eftermiddag, da United og i særdeleshed David De Gea slog hjemmeholdet 1-0. Marcus Rashford blev matchvinder i slutningen af første halvleg.

Det lignede ellers, at de første 45 minutter på trods af en tempomæssigt lovende åbning ikke rigtig skulle blive spændende. Som halvlegen skred frem, faldt tempoet og antallet af skabte chancer hos begge hold. 

Der var dog et par muligheder i begge ender, hvoraf den største tilfaldt hjemmeholdets Harry Winks, der i feltet modtog en flot aflevering fra Son, men han kunne ikke få drejet bolden mod mål.

Det kunne til gengæld Tottenhams målmager Harry Kane efter en halv time, men hans scoring blev helt korrekt fløjtet offside. 

Det lignede altså, at de to hold kunne gå til pause, som de startede, men symptomatisk for kampens udvikling, skulle en fejlaflevering ændre på det kort før pausen.

Kieran Trippier smed bolden direkte til Jesse Lingard, som lagde bolden af til Paul Pogba. På den modsatte banehalvdel var Marcus Rashford stukket i løb, og det udnyttede Pogba med en lang aflevering. 

Rashford sprintede fra Vertonghen i Tottenham-forsvaret og sparkede sikkert bolden i mål til 1-0 United.

David De Gea, der på trods af relativ store chancer til hjemmeholdet i første halvleg ikke var blevet testet for alvor, kom til gengæld i aktion tidligt i anden halvleg. 

Først var Harry Kane var pludselig fri i feltet, men målmanden fik afværget med en klassisk fodparade. Kort efter måtte han helt ned i hjørnet for at fange hovedstødet fra Dele Alli.

Mens første halvleg bevægede sig i en underholdningsmæssigt negativ retning, var det helt anderledes efter pausen.

Perioder med tungt Tottenham-pres blev afløst af dominans og målchancer til de rødblusede, inden hjemmeholdet igen tog over. Sådan bølgede kampen længe frem og tilbage, og det virkede, som om et mål var på vej. Spørgsmålet var bare, hvilken ende det skulle ske i.

Ud fra spil og chancer skulle hjemmeholdet nok have haft udlignet i denne periode, men en enormt velspillende spanier i United-målet satte egenhændigt en stopper for det. 

Tottenhams tryk ned mod United-målet blev kun tungere og tungere mod slutningen af kampen, og det var ikke meget, Solskjærs offensive esser så til bolden.

Lykkeligvis kom Kane, Eriksen og de øvrige Spurs-spillere aldrig forbi David De Gea, og Ole Gunnar Solskjær kunne notere sig endnu en sejr. Og hvilken en denne gang.

 

Forrige artikel

Startopstillingen mod Spurs

Næste artikel

Spillerkarakterer: De Gea i en anden verden

ANNONCE