En status over udlån

Fem unge spillere er i øjeblikket lånt ud til klubber i Europa. Her er et overblik over, hvordan det går dem.

– Sam Johnstone (Aston Villa, Championship)
Johnstone har spillet ti kampe for Villa under manager og tidligere United spiller Steve Bruce. Han fik en del kritik for sin præstation i de første kampe, men er siden blev rost af både manager og medier. 14 mål lukket ind, tre clean sheets.

– Cameron Borthwick-Jackson (Wolverhampton, Championship)
Han fik en smule spilletid under tidligere manager Walter Zenga, men siden Paul Lambert overtog trænersæddet, har han ikke fået et eneste minut. Borthwick-Jackson har ikke spillet siden 5. november 2016, hvor han fik 90 minutter, og ikke været i truppen siden 13. december. Man kan undre sig over, at han ikke blev tilbagekaldt i december for i stedet at spille med Uniteds reserver

– Guillermo Varela (Frankfurt, Bundesligaen)
Udlånt i sommerpausen og fik hurtigt debut. Desværre fik han problemer med sin ankel i midten af september, og den skade, der var vurderet til at holde ham ude i 3-4 måneder, er han stadig ikke kommet over følgerne af. Muligvis har han spillet sine sidste minutter i sæsonen.

– Andreas Pereira (Granada, La Liga)
Fik debut i september og scorede i Granadas første sæsonsejr, da de slog Sevilla 2-1. Pereira har været fast mand siden sæsons begyndelse, og har indtil nu spillet i 24 ud af 26 kampe og haft en karantænedag. Han står noteret for et assist og fire mål, tre af dem scoret i 2017.

– Adnan Januzaj (Sunderland, Premier League)
Januzaj har været en del af Moyes foretrukne 18 i næsten alle sæsonens kampe, bortset fra mod United, hvor han ikke var spillerberettiget. Han har aldrig levet op til de store forventningerne, der var til ham, efter han fik debut for United i første sæson efter Fergusons pension. Både fans og medier forventede, at Moyes, manageren, der gav ham debut i den røde trøje, var i stand til at få det bedste ud af ham, men nordenglænderne mangler stadig at se ham udfolde sin potentiale. For Sunderland er han noteret for nul mål og tre assists. 

 

United spillere tidligere på udlån i sæsonen

– James Wilson
Spillede fire kampe uden at score for Derby County, før han blev skadet for resten af sæsonen. Er nu tilbage i United, hvor han modtager behandling.

– Dean Henderson
Ung målmand, der blev hjemkaldt fra Grimsby i League Two i januar. Her spillede han 90 minutter syv kampe i streg, inden Mourinho kaldte ham tilbage. 

– Joel Pereira
Hjemkaldt efter Sam Johnstone blev udlånt til Villa. Fik stor ros for sine præstationer for Belenenses i den bedste portugiske række.

 

Status

United har ikke en tradition for, som eksempelvis Real Madrid eller Barcelona, at lade unge talenter gå tidligt for senere at hente dem tilbage senere i deres karriere. Derfor virker det som om, at flere af de udlånte talenter skal forsøge sig med en ny lejeaftale, hvis de skal bevare håbet om at slå igennem i den klub, hvor de fik deres fodboldopdragelse. Undertegnede vurderer, at Borthwick-Jackson og Varela sælges til sommer, mens Johnstone og Januzaj skal på lån igen, hvis de vil bevare håbet. Andreas Pereira kan godt tilspille sig en plads i truppen, som han delvist gjorde under van Gaal, specielt hvis Carrick går på pension efter sæsonen.

 

Køb Manchester Uniteds nye trøjer her

Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her

Forrige artikel

Zlatan og Mings sigtet af FA

Næste artikel

Gruppe: Oplev sæsonens sidste kamp på Old Trafford.

ANNONCE