EM-karakterbogen: Runde 3

Læsetid
3 minutes
Læst indtil videre

EM-karakterbogen: Runde 3

24 juni, 2021 - 10:08
Vi følger Manchester United-spillerne tæt under Europamesterskaberne. Derfor giver vi efter hver spillerunde karakterer til de ”røde djævle”, som har været i aktion under turneringen. I dag bedømmer vi spillernes præstationer i runde 3.

Paul Pogba i duel med Cristiano Ronaldo ©Imago

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip – det gælder også under EM:

1 - Den rædderlige indsats, der ikke bød på noget nævneværdigt
2 - Den dårlige indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 - Den ringe indsats, der bød på flere negative aktioner
4 - Den middelmådige indsats - dog mere negativ end positiv
5 - Den middelmådige indsats
6 - Den middelmådige indsats - dog mere positiv end negativ
7 - Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 - Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 - Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med.
10 - Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999

Daniel James – 5
Kampfakta: Italien 1-0 Wales
Antal minutter: 73

Den walisiske hurtigløber har spillet en flot turnering hidtil, selvom kampen mod Italien var den dårligste præstation under EM-slutrunden fra James’ side. Næste stop for den 23-årige kantspiller og resten af Wales-mandskabet er lørdag, når en spændende knockoutkamp mod Danmark venter på Johan Cruijff Arena i Amsterdam.

Dylan Levitt – UB
Kampfakta: Italien 1-0 Wales
Antal minutter: 5

Får kun et par minutter på banen, og den unge midtbanespiller er derfor uden for bedømmelse.

Luke Shaw – 7
Kampfakta: England 1-0 Tjekkiet
Antal minutter: 90

Uheldig med ikke at få en assist kort inde i Englands sidste gruppekamp, da han spillede Raheem Sterling helt fri med en flot aflevering i dybden. Shaws præstation var efterfølgende solid, og den 25-årige venstreback ser ud til at have slået sig fast på det engelske mandskab, som er klar til ottendedelsfinalerne trods svingende præstationer.

Harry Maguire – 7
Kampfakta: England 1-0 Tjekkiet
Antal minutter: 90

Efter en længere skadespause var Maguire tilbage i den engelske startopstilling – og det med rette. Den engelske forsvarskæmpe spillede en fin kamp og var særligt dygtig til at finde sine medspillere i små rum frem i banen. United-kaptajnen er vigtig for ”Three Lions” spil med bolden, og han bliver en central figur, hvis englænderne skal gøre sig forhåbninger om at sikre sig EM-trofæet.

Marcus Rashford – 3
Kampfakta: England 1-0 Tjekkiet
Antal minutter: 24

Det har ikke været Rashfords turnering hidtil, og kampen mod Tjekkiet var endnu en af dem, som går i glemmebogen for offensivspilleren. Han virker slidt og begår for mange små, uprovokerede fejl. Englands angrebsspil fungerer ikke, når Rashford er på banen – men det ser på samme tid tandløst ud, når han ikke er.

Scott McTominay – 5
Kampfakta: Skotland 1-3 Kroatien
Antal minutter: 90

Spillede som ofte før ude af position for Skotland i et tremands-midterforsvar. Desværre for McTominay og resten af Skotland-mandskabet blev det ikke til videre avancement, da holdet hjemme på Hampden Park tabte til VM-vicemestrene. McTominay gjorde som altid alt, hvad han kunne, for sit hold, men det blev aldrig til mere end en krigerisk indsats uden udbytte.

Victor Lindelöf – 6
Kampfakta: Sverige 3-2 Polen
Antal minutter: 90

Sverige fortsætter med at imponere, og onsdag var det end ikke med den jerndefensiv, vi har set hidtil i turneringen. Derfor er Lindelöfs karakter heller ikke lige så høj som i de første to kampe. Han og resten af det svenske forsvar bliver to gange fanget af en omgang Roberto Lewandowski-magi, hvor særligt han og forsvarskollega Marcus Danielson ser dårlige ud på det andet mål.Ser man bort fra disse situationer, spiller Lindelöf en solid kamp.

Bruno Fernandes – 4
Kampfakta: Portugal 2-2 Frankrig
Antal minutter: 19

Det er ikke den bedste slutrunde, Fernandes har gang i indtil videre. Åbningskampen var godkendt, kampen i anden runde var med pil ned, og mod Frankrig havde landstræner Fernando Santos valgt at smide Uniteds bedste spiller i den forgange sæson ud af startopstillingen. Fernandes havde én situation i den sidste gruppekamp, som seerne særligt vil huske på: Da han fældede Kingsley Coman på feltkanten og var tæt på at give Frankrig et kampafgørende straffespark i de døende minutter.

Paul Pogba – 8
Kampfakta: Portugal 2-2 Frankrig
Antal minutter: 90

Fortsætter med at imponere på det franske landshold. Virker frigjort i sit spil. Her kan årsagen blandt andet forklares med, at N’Golo Kanté ligger bag Pogba og støvsuger alt, hvad der nærmer sig. Det er en god konstellation, som landstræner Didier Deschamps har fået skabt. Mod Portugal spillede Pogba endnu en flot kamp, hvori han blandt andet leverede en smuk assist og var pågående mod mål á flere omgange.

Diogo Dalot – UB
Kampfakta: Portugal 2-2 Frankrig
Antal minutter: 12

Den 22-årige højreback fik onsdag sin debut på det portugisiske A-landshold. Det er dog ikke optimalt at bedømme de præstationer, som er baseret på mindre end 15 minutters fodbold.

Følgende spillere kom ikke i aktion i runde 3: David de Gea.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.