Cofie på lån til Sheffield Utd

I den kommende sæson skal den unge angriber spille i Sheffield United.

Uniteds 19-årige angriber, John Cofie, er i dag blevet præsenteret som lejesvend for den kommende sæson hos Sheffield United i League One.

Cofie tilbragte sidste halvdel af 2011/12-sæsonen på lån hos Antwerpen i Belgien. Nu skal han spille hos Sheffield United, der glippede oprykningen til the Championship sidste år, efter nederlag på straffespark i play-off-finalen.

Cofie var en del af det FA Youth Cup-vindende hold fra 2010/11 og blev skiftet ind i begge finalekampene mod netop Sheffield United.

Glad manager
Sheffield Uniteds manager, Danny Wilson, er yderst tilfreds med tilgangen af Cofie, som United hentede for nogle år siden i Burnley. En angriber var lige, hvad han stod og manglede i jagten på oprykning i den kommende sæson.

– Vi har for få folk på den position. Han vil bidrage med fart og styrke oppe foran. Han har en god attitude, noget man naturligvis har, når man arbejder under Ferguson, og så har han et stort talent, siger Wilson ifølge manutd.com.

– Han er en af de unge spillere, United hele tiden producerer, kvalitetsspillere, som trænger til spilletid. Vi var heldige, at de ville låne ham ud til os. Nu må vi se, hvordan han klarer den; der er ikke pres på ham, da han stadig er ung, siger Wilson.

Forrige artikel

Neville arrangerer træningskamp

Næste artikel

Neville uden manager-ambitioner

ANNONCE