City-sejr sender United i Europa League

Manchester Citys sejr i FA Cup-finalen over Watford betyder, at Manchester United træder ind i gruppespillet af Europa League i næste sæson og dermed slipper for at skulle kvalificere sig.

Selvom Manchester Uniteds sæson sluttede i sidste weekend, var det stadig ikke afgjort, om Uniteds sjetteplads gav klubben en plads i Europa League-kvalifikationen eller gruppespillet. Det var nemlig afhængigt af udfaldet i FA Cup-finalen, som blev spillet lørdag aften.

Lørdag aften vandt Manchester City FA Cup-titlen med en 6-0-sejr over Watford, og det betyder, at Manchester United træder ind i gruppespillet af Europa League og dermed slipper for at kvalificere sig. En Watford-sejr havde betydet, at United skulle igennem Europa League-kvalifikationen.

FA Cup-tilten, som Watford og Manchester City spillede om lørdag aften, giver nemlig en plads i Europa League-gruppespillet, og hvis City, der i modsætning til Watford var kvalificeret til europæisk fodbold, vandt, ville United få en plads i gruppespillet, da de to bedst placerede engelske hold får direkte kvalifikation.

Det tredje engelske hold i Europa League er Wolverhampton, der med deres syvendeplads får en plads i Europa League-kvalifinationen.

Forrige artikel

Sky: United viser interesse for Sessegnon

Næste artikel

Podcast: Den store sæson-evaluering

ANNONCE