Champions League-triumfen fra 1999 genskabes

Manchester United afholder til maj en velgørenhedskamp for at markere 20-års dagen for den berømte Champions League-triumf i 1999.

Det er ikke mange United-fans, der ikke kender til Champions League finalen i 1999. Manchester United mødte Bayern München på Camp Nou. Stillingen lød på 0-1 til Bayern, inden overtidsscoringer fra henholdsvis Teddy Sheringham og Ole Gunnar Solskjær medvirkede til, at “De Røde Djævle” kunne levere et af de største comebacks i europæisk klubfodbolds historie og sende pokalen med de store øre til Manchester. 

Den historiske kamp bliver til maj spillet på ny, når legender fra United og Bayern tropper op på Old Trafford for at markere 20-års dagen for opgøret. 

United har forsøgt at samle en stor del af profilerne fra 1999-holdet. Indtil nu tæller truppen blandt andet selveste Sir Alex Ferguson på trænerbænken samt Jaap Stam, Neville-brødrene, Denis Irwin, Peter Schmeichel, Nicky Butt, Jesper Blomqvist, David Beckham med flere. 

Sidsnævnte, David Beckham, har, ifølge Manchestereveningnews, udtalt sig forud for velgørenhedskampen.

– Jeg er meget spændt på at vende tilbage til Old Trafford til maj. 1999 var et massivt år for os, og derfor er det meget specielt at skulle være med til at genskabe dette.

– At komme tilbage sammen som et hold og blive ledet af bossen igen er stort. Stort for os og for fansene; jeg kan ikke vente.

Kampen vil blive spillet den 26. maj 2019. Altså den eksakte dato for da United slog Bayern for 20 år siden. Desuden vil alt overskud fra begivenheden gå til “the Manchester United Foundation”. 

Forrige artikel

Burnley-keeper: De Gea er ligaens bedste - men det er tæt

Næste artikel

Scholes stopper i Oldham efter 31 dage

ANNONCE