Carrick: Jeg led af depression efter tabt CL-finale

Michael Carrick løfter sløret for det sværeste tidspunkt i karrieren, der sendte ham ud i en længerevarende depression.

Nederlaget til FC Barcelona i Champions League-finalen i 2009 sendte Michael Carrick ud i en længere nedtur. 

Det fortæller den 37-årige englænder i et interview med The Times, hvor han åbner op for den sværeste tid i hans karriere som professionel fodboldspiller. 

Året efter triumfen i Moskva, hvor United slog Chelsea i finalen, blev de sendt i gulvet af et storspillende Barcelona-mandskab i Rom. Samuel Eto’os scoring til 1-0 skyldtes bl.a. en fejlaflevering fra Carrick. 

– Det var med længder den største nedtur i min karriere, og jeg ved ikke rigtig hvorfor. Jeg mente, at jeg havde svigtet mig selv i den største kamp i min karriere. Jeg havde vundet Champions League året før, men det var totalt irrelevant. 

– Jeg følte mig deprimeret. Jeg var virkelig langt nede. Jeg forestiller mig, at det er sådan, en depression føles. Jeg beskriver det som en depression, for det var ikke noget, der bare skete i øjeblikket, siger Carrick og fortsætter:

– Jeg kunne have det dårligt efter nogle kampe, men det ryster man af sig i løbet af de kommende dage. Men den her kunne jeg ikke komme af med. Det var en mærkelig følelse. 

– Jeg straffede mig selv pga. målet. Jeg blev ved med at spørge mig selv, hvorfor gjorde jeg det? Og så startede sneboldeffekten. Det var hårdt et år efter. Det blev ved i lang tid.  

Carrick indstillede karrieren efter sidste sæson og er i dag assistenttræner i Manchester United. Men selvom han har været i klubben siden 2006, er det første gang, han fortæller om nedturen. 

– Det er ikke rigtigt noget, der bliver snakket om i fodbold. Jeg har ikke talt om det før. 

– Det vil være første gang, at drengene, jeg har spillet med, finder ud af det. Som fodboldspiller forventes det af dig, at du spiller uge efter uge og leverer resultat på resultat og præstation på præstation. 

– Du bliver betalt godt, og du spiller for en god klub, så hvorfor kan du ikke være god hver eneste uge? Sådan er det bare ikke. Det er ikke let at gøre, selvom det er let at glemme. Der kan foregå en masse ting, som man intet aner om, forklarer Carrick. 

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

Forrige artikel

Juventus afkræfter Pogba-interesse

Næste artikel

U18: Laird skriver kontrakt med klubben

ANNONCE