Bekræftet: Fosu-Mensah til Crystal Palace

I går trænede Timothy Fosu-Mensah med i Crystal Palace, og i dag kom bekræftelsen så på at hollænderen udlejes i den kommende sæson.

Timothy Fosu-Mensah er blevet sendt på udlån hos Crystal Palace i den kommende sæson. Dermed bliver den 19-årige hollænder genforenet med Frank de Boer, som var involveret omkring ungdomsholdene i Ajax fra 2007-2010, hvor Fosu-Mensah også slog sine folder inden skiftet til United i 2014.

Det alsidige stortalent har i alt spillet 21 kampe for United, og primært vikarieret som højreback når Antonio Valencia var ude. Nu skal der altså masser af spilletid i rygsækken, så Fosu-Mensah kan vende retur næste sommer, og for alvor presse på for en plads i truppen.

– Tim er en ung spiller med en stor fremtid. Jeg er meget tilfreds med hans udvikling og det er tydeligt at se, at han lærer hver dag, udtalte Mourinho om Fosu-Mensah, der i efteråret forlængede sin kontrakt med United.

I Crystal Palace er manager Frank de Boer lykkelig for at få tilgang af landsmanden, der altså allerede trænede med i går i London-klubben.

– I vores system ser jeg ham i første omgang som den højre del af et midterforsvar. Men han kan også spille højreback og defensiv midtbane. Han er hurtig, stærk og atletisk. Det er den type spillere man har brug for i dagens fodbold, lyder det blandt andet fra de Boer.

Fosu-Mensah selv ser frem til forhåbentlig at få mere regelmæssig spilletid.

– Jeg er bare 19 år gammel, og har meget at lære endnu. Denne mulighed for at få lov at spille mere vil uden tvivl hjælpe mig i min udvikling, udtalte Fosu-Mensah i forbindelse med skiftet, hvor han også takkede de Boer for at vise ham tillid.

Første mulighed for spilletid til Fosu-Mensah er på lørdag, når oprykkerne fra Huddersfield gæster Selhurst Park klokken 16.00.

 

QUICK LINKS

Forrige artikel

Medie: United forhandler med Zlatan

Næste artikel

Willian: Jeg drøftede et skifte med Mourinho

ANNONCE