3. december: Berbatov spinner magisk og assisterer Ronaldo

Læsetid
1 minute
Læst indtil videre

3. december: Berbatov spinner magisk og assisterer Ronaldo

03 december, 2019 - 04:22
Redaktionen på OldTrafford.dk bruger julen som undskyldning til at kåre de 24 bedste Manchester United-mål i vores hjemmesides levetid - altså siden år 2003. En umulig opgave. Men ikke desto mindre har vi gjort det, og i dag afslører vi det 22. bedste.

Dette mål, som blev scoret den 29. oktober 2008 hjemme på Old Trafford i en 2-0-sejr over West Ham, huskes nok ikke for Cristiano Ronaldos fremragende målnæse. De fleste - inklusiv mig selv - husker derimod målet for den helt igennem VANVITTIGE assist, som det daværende rekordindkøb, Dimitar Berbatov, leverede til sin portugisiske holdkammerat. 

Sir Alex Ferguson havde til kampen valgt at stille med en offensiv kvartet, der lød på navnene Cristiano Ronaldo, Nani, Carlos Tevez og Dimitar Berbatov med Wayne Rooney som indhopper senere i kampen. Sikke en offensiv og sikke en tid at være United-fan. Den bulgarske angriber, der forud for sæsonen 2008/09 blev hentet til Old Trafford for et dengang rekordstort beløb, havde før kampen endnu ikke lykkes med at tage sit høje niveau med sig fra Tottenham. Det skulle han dog lave om på i denne kamp.

En halv time inde i kampen, som 'De Røde Djævle' fører med 1-0, modtager Anderson bolden efter et indkast på West Hams banehalvdel. Den brasilianske midtbanespiller viser stort overblik og sender en hård bold ned ad venstreflanken, hvor Berbatov er løbet i dybden. Bulgareren bliver løbet op af West Hams walisiske midterstopper James Collins, der forsøger at lukke af for Berbatov, der fanges tæt på bagglinjen. Men ved hjælp af sin fornemme boldteknik formår den bulgarske angriber på magisk vis at spinne sig forbi en sagesløs James Collins, der bliver sat fuldstændig af i situationen, inden den dengang 27-årige bulgarer med en hård og præcis aflevering finder en fremstormende Cristiano Ronaldo midt inde i feltet. En situation, der fik de fremmødte tilskuere på 'Drømmenes Teater' op af sæderne af ren forbavselse. 

Det omtalte mål, som vi har kåret som det 22. bedste mål i vores hjemmesides levetid, kan du nyde nedenfor.

 

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.