Jeg spurtede rundt om Q8 og skreg:
– YEEEEES! FUCKING YES!
Glædestårene pressede sig på, kroppen føltes for lille, som om jeg ikke rigtig passede ind i den længere. Et løfte om ikke at vække hele huset var på forhånd blevet givet, og derfor løb jeg rundt i Kochsgadekvarteret i Odense som en anden tosse. Jeg havde netop set Edwin van der Sar, den smukke mand, nappe Nicolas Anelkas straffespark. Set den hollandske keeper gøre en ende på en helaftensforestilling af en kamp, der havde ramt solar plexus på alle følelser i registret, men heldigvis endte lykkeligt med en sejr i straffesparkskonkurrencen.
Manchester United var Champions of Europe.
Datoen var den 21. maj 2008, og rammen for det bedste United-minde, jeg har, var Luzhniki Stadium.
Dagen forinden havde jeg lavet et power point-show til mine forældre med titlen “Derfor skal jeg have lov til at se kampen på den irske pub Ryans i Odense”. Jeg var 14 år gammel og talte faktisk så god en sag, at jeg fik grønt lys. Det gjorde mine venner ikke, og derfor så vi den hjemme hos mig.
United bestod dengang af monstre. Rio Ferdinand, Nemanja Vidic, Cristiano Ronaldo, Carlos Tevez og Wayne Rooney – bæster på den gode måde. Men på højrebacken huserede en mancunian af egen avl, der på det her tidspunkt var på det absolutte højdepunkt af sin karriere:
He’s big, he’s bad, he’s WESLEY BROWN.
Og med et perfekt slået indlæg med venstreskøjten efter 26 minutter fandt han Cristiano Ronaldo, verdens bedste fodboldspiller, der som altid hoppede en halv meter højere end alle andre.
1-0 og vi var på vej mod drømmeland.
United kunne have lukket kampen i første halvleg. Carlos Tevez og Michael Carrick havde chancerne til det. I stedet udlignede Frank Lampard i det 45. minut, og anden halvleg og den forlængede spilletid forsvandt i en tåge af nerver, Chelsea-dominans og hårde tacklinger.
Da kampen gik i straffespark, forlod mine venner mig. Det var nærmest en lettelse, for de fattede ikke, hvad det var, jeg gik igennem i den kamp. De var ikke United-fans.
John Terrys tilløb til bolden turde jeg ikke se. Jeg holdt mig for øjnene og hørte Carsten Werge sige, at Edwin van der Sar hoppede til den forkerte side.
– Men John Terry rammer forbi!
Han gled. Og i dag – 12 år senere – kan jeg stadig blive helt varm i kroppen, når jeg ser Chelsea-anføreren ligge der og græmme sig. Fryd.
Samme berusende glæde frembringer billederne af United-spillerne, der spurter ned mod van der Sar, mens Cristiano Ronaldo, der ellers havde brændt sit straffespark, græder med ansigtet i grønsværen.
For alle dem der måske ikke er gamle nok til at huske kampen, og dem der – ligesom mig – bliver glad i låget af at gense den, har jeg fundet udvidede highlights uden kommentatorlyd. Hør de syngende tacklinger, smæld mod bolden og jubelbrølene mod himlen. Og mærk julefreden sænke sig.
Rigtig glædelig jul.
Kampens resultat:
Chelsea 1-1 Manchester United (5-6 på straffespark)
Målscorerer:
0-1 – Cristiano Ronaldo (26′)
1-1 – Frank Lampard (45′)
Straffesparkskonkurrencen:
MÅL: Carlos Tevez
MÅL: Michael Ballack
MÅL: Michael Carrick
MÅL: Juliano Belletti
MISSER: Cristiano Ronaldo
MÅL: Frank Lampard
MÅL: Owen Hargreaves
MÅL: Ashley Cole
MÅL: Luis Nani
MISSER: John Terry
MÅL: Anderson
MÅL: Salomon Kalou
MÅL: Ryan Giggs
MISSER: Nicolas Anekla
Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.
