21. december: Da RvP flugtede United til titlen

Redaktionen på OldTrafford.dk bruger julen som undskyldning til at kåre de 24 bedste Manchester United-mål i vores hjemmesides levetid – altså siden år 2003. En umulig opgave. Men ikke desto mindre har vi gjort det, og i dag afslører vi det 4. bedste.

En mandag aften sent i april 2013 gik drømme i opfyldelse på Old Trafford, da en brandvarm hollænder med et hattrick sikrede Manchester United klubbens 20. engelske mesterskab i en 3-0-sejr over Aston Villa. “Ohh Robin van Persie, ohh Robin van Persie, ohh Robin van Persie” blev der skrålet ud over lægterne på ‘Drømmenes Teater’. Manden med nummer 20 på ryggen havde bragt klubben dens 20. mesterskab, som han havde lovet det ved sit skifte forud for sæsonen fra rivalerne Arsenal. 

Dette mål betyder noget helt særligt. Det var målet, der gav fødsel til endnu en helt på Old Trafford. Målet, der var med til at sikre Sir Alex Ferguson sit sidste og klubbens seneste mesterskab. Et mål i sublim verdensklasse – både oplæg og afslutning. 

Manchester United fører 1-0 efter en scoring af topscorer Robin van Persie indenfor kampens første to minutter. Vi er fortsat indenfor kampens første kvarter, da Aston Villa krydser midterlinjen, idet gæsternes Gabriel Agbonlahor fører bolden frem og prøver med en aflevering til Andreas Weimann. United-forsvarer Jonny Evans stikker sit højreben frem og bryder gæsternes spil. Shinji Kagawa opsnapper bolden og sender den hurtigt videre til Wayne Rooney, som kigger op af banen. Robin van Persie lurer efter en bold i dybden. Bag midterlinjen sender Rooney bolden tværs over banen i retning mod hollænderen som på første hug med sit giftige venstreben flugter bolden i mål bag en chanceløs Brad Guzan i Aston Villa-målet til 2-0. En fænomenal førstegangsafslutning på en forrygende aflevering sætter gang i mesterskabsfesten på Old Trafford, hvis den ikke allerede var i gang. 

 

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Optakt: Watford

Næste artikel

22. december: Scholes sendte United i Champions League-finalen

ANNONCE