2. december: Målorgie i Ferguson-farvel

Læsetid
2 minutes
Læst indtil videre

2. december: Målorgie i Ferguson-farvel

02 december, 2020 - 09:34
Det er blevet tid til at åbne anden låge af Oldtrafford.dks julekalender, hvor vi i år tager en tur ned langs memory lane for at hylde og minde de største United-kampe siden hjemmesidens spæde start tilbage i 2003.

Sir Alex Ferguson i sin sidste kamp for Manchester United ©Getty

Den 19. maj 2013 var en søndag med mange fortællinger. Manchester United havde ugen forinden løftet Premier League-trofæet på Old Trafford efter en magisk sæson, men i glædesrusen svævede også en sky af bekymring og sorg. Sir Alex Ferguson havde tidligere på sæsonen annonceret sit stop i klubben efter 26 år i front som cheftræner. Kampen mod West Brom var derfor den sidste hyldest til den legendariske skotte, der har fungeret som en slags bonusfar for alle United-fans i hvad der føltes som en evighed.

Den sidste hyldest udspillede sig på The Hawthorns, hvor Ferguson gik på banen i karrierens sidste Guard of Honour med stående applause fra lægterne. Kampen var ligeledes skottens nummer 1.500 og forventningerne var derfor tårnhøje. Næppe svært at sætte sig op til sådan en kamp trods pointene var ligegyldige. Bossens afsked skulle være speciel. Og det blev den.

HUSK AT DELTAGE I VORES JULEKALENDERKONKURRENCE

Manchester United startede som lyn og torden. Opgøret var ikke mere end seks minutter gammel før Chicharito fik placeret læderet i pandebrasken på Shinji Kagawa til en tidlig føring. Ondt blev værre for West Brom, da Jonas Olsson dirigerede et karakteristisk tordenskraldsindlæg af Valencia i eget net. United cruisede sig på vinderkurs, og der resterede stadig 81 minutter.

I startopstillingen figurerede både Anders Lindegaard og Alexander Büttner, der hver fik deres store rolle i kampen. Sidstnævnte allerede efter 30 minutter, hvor det hollandske sommerindkøb satte sidste vrist på en kælen frispilning fra det unge håb, Tom Cleverley, i venstresiden. Champagnebold i United-lejren, hvor stadionkameraerne fangede en storsmilende Alex Ferguson fra sin plads ved trænerbænken.

Værterne fik reduceret inden pausen, hvor en dengang 21-årig Phil Jones så en kende sløj ud i opdækningen af James Morrison.

Efter pausen kom en ung belgier på banen. 20-årige Romelu Lukaku havde allerede bombet 14 gange i sæsonen, og 9’eren, med den forrygende fysik, skabte ravage fra første fløjt. En løs bold blev opsnappet på kanten af feltet, hvor Lukaku med den kolde højreskøjte passerede Anders Lindegaard. En afslutning danskeren med al respekt skulle have pillet.

Manchester United svarede hurtigt tilbage, hvor Robin van Persie kronede sin mindeværdige sæson med Premier League-mål nummer 26 i trøjenummeret 20, der symboliserede Uniteds antal vundne mesterskaber. Det lignede derfor endegyldigt en sejr, da Giggs med 30 minutter tilbage fandt Chicharitos målsøgende inderside til stillingen 2-5, men her tog man fejl.

Med to hurtige mål af Lukaku og Youssouf Mulumbu i det 80. og 81. minut var spændingen tilbage i opgøret. Det blev derfor hverken værre eller bedre, da netop samme duo i samarbejde fik tromlet bolden ind bag Lindegaard, der takserede belgieren for et hattrick til slutstillingen 5-5.

Resultatet blev modtaget med blandede følelser i United-land, hvor mange fans ærgrede sig over, at Ferguson ikke fik en sejr i sin sidste kamp. Omvendt var kampen det mest præcise billede og symbol på den type fodbold Ferguson har praktiseret igennem sin glorværdige karriere. En karriere, der blev afsluttet med et buk og en klapsalve ud mod de medrejsende fans, der returnerede gestussen til verdens største manager.

Kampen blev ligeledes det første, og eneste, 5-5-resultat i Premier Leagues historie. Den sidste rekord. Det sidste farvel. Derfor er 5-5-kampen mod West Brom selvfølgelig Oldtrafford.dks låge nummer to.

Kampens resultat: 5-5

Målscorere:

0-1: Shinji Kagawa 6’
0-2: Jonas Olsson (OG) 9’
0-3: Alexander Büttner 30’
1-3: James Morrison 40’
2-3: Romelu Lukaku 50’
2-4: Robin van Persie 53’
2-5: Chicharito 63’
3-5: Youssouf Mulumbu 80’
4-5: Romelu Lukaku 83’
5-5: Romelu Lukaku 86’

Du kan se højdepunkterne fra kampen her:

 

 

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.