16. december: Forrygende fodboldkamp på Highbury

Vi åbner låge nummer 16, og for anden dag i træk gemmer der sig en kamp mod Arsenal.

I gårsdagens julekalender, åbnede vi for en låge, hvor der gemte sig otte United-scoringer. I dag er vi kommet et hak højere på listen, men det er med det halve antal scoringer. Men det er stadig mod Arsenal, og det er en 4-2 kamp fra det hedengangne Highbury, 1. Februar 2005.

De generationer, der husker den her kamp, vil måske endda vove den påstand, at 8-2 kampen faktisk ikke har noget at gøre ved siden af den her på en liste over de bedste United-kampe. Det var dengang, Arsenal var aller bedst, de var gået ubesejrede gennem den foregående sæson og United havde unge Rooney og Ronaldo på vej frem.

Og måske vigtigst. Roy Keane mod Patrick Vieira. Det var en forrygende kamp, og det startede allerede i spillertunnellen mellem de to kamphaner og Premier League-legender.

Highbury var et stadion af den gamle skole, og især spillertunnellen var en fryd for alle fodboldromantikere med lavt til loftet og ikke mange meter i bredden.

Her bliver der pludselig råbt ”Roy, Roy, Roy!”, mens man fornemmer en masse bandeord flyve igennem luften. Vieira dukker op i billedet, Bergkamp lægger en hånd på skulderen af franskmanden. Det virker, som om der er faldet ro på sagerne, men så kommer Roy Keane, han vil stadig have fat i Vieira. Han bliver holdt tilbage og kampens dommer får til den iltre irer til ro, inden spillerne får lov at gå på banen.

 

Kampen var lige så dramatisk, og det var Arsenal, der trak det første stik kort inde i opgøret. Selvfølgelig var det Patrick Vieira, der efter et hjørnespark bragte hjemmeholdet foran. United svarede hurtigt igen, da Rooney med en flot aflevering fandt Ryan Giggs, der med hjælp fra en Arsenal fod bragte balance i regnskabet.

Arsenal var som sagt rasende gode på det tidspunkt, og ti minutter før pause-teen bragte den hollandske legende Dennis Bergkamp The Gunners på 2-1.

Manchester United var heldigvis også gode, selvom vi på det her tidspunkt er i en periode uden et mesterskab i tre sæsoner. Det viste det udlignende mål i anden halvleg. Keane var på egen halvdel, da han spillede en bold frem på Arsenals. Seks boldberøringer senere lå bolden i målet. Ronaldo sparkede den ud, og så tyssede han på Arsenal-fansene.

Det skulle han gøre sammen med sin unge ven Wayne Rooney øjeblikke senere. Igen spillede United bolden med stor fart mod Arsenals mål. Arsenal-målmand  Almunia blev fanget i ingenmands-land, og så kunne Giggs sende bolden ind foran mål, hvor Ronaldo kom susende og prikkede den ind.

3-2 til United og med alt hvad der er beskrevet indtil videre, skulle man tro, vi havde haft fast i det bedste fra kampen, men ak. Man bliver glad bare af at tænke på John O’Sheas mål til 4-2.

Hvis man kun har set John O’Shea i irerens sidste sæsoner som tung forsvarsspiller i Sunderland, så vil man slet ikke tro, at ireren kunne score sådan et mål.

United kørte bolden rundt, tiden skulle gå, men pludselig, ud af ingenting, finder Scholes, som kun han kunne, O’Shea med en fabelagtig aflevering. Men endnu mere fabelagtig er afslutningen af O’Shea. Fra kanten af feltet, lidt i venstre side, halvt med skulderen til mål, chipper han i bedste Cantona-stil bolden over Almunia og i modsatte side af målet. Det sjove er ikke engang slut endnu. John O’Shea ligner i de første sekunder efter målet en, der var ligeså målløs, som du er lige nu, kære læser, hvis du ikke kender til det her mål. Fuldstændig forrygende.

Se det i videoen herunder. Og se det så fire gange mere.

Kampens resultat:
Manchester United 4-2 Arsenal

Målscorere:
Patrick Vieira ’8
Ryan Giggs ’18
Dennis Bergkamp ’36
Cristiano Ronaldo ’54, ’58
John O’Shea ’89.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Podcast: City-nullert, mere had (!) og Leeds United

Næste artikel

Citater fra Solskjærs pressemøde forud for Sheffield United-kamp

ANNONCE