15 år med MUTV

I dag fejrer Uniteds helt egen tv-kanal MUTV fødselsdag, det er i dag 15 år siden kanalen gik i luften.

10. september 1998 gik MUTV for første gang i luften. Manchester United havde som den første fodboldklub sin helt egen tv-station. Siden da har de fleste andre store klubber rundt om i Europa fulgt trop og har egne tv-stationer.

I dag har MUTV mere end otte millioner registrerede brugere, hvilket er markant mere end andre klubbers tv-stationer. Kanalen har været med hele vejen de sidste 15 år, en periode som har kastet 18 titler af sig til United.

Noget af det der trækker kunder til MUTV er, at de fast viser alle reserveholdets kampe, ligesom de fleste af u18-holdets kampe også er live på kanalen. Desuden er der dybdegående interviews, kig på facaden på Old Trafford og Carrington, spændende debatprogrammer med tidligere stjerner og meget mere. Blandt andet er Paddy Crerand noget nær en legende på MUTV, da den tidligere stjerne altid kommer med sin bramfri holdninger.

MUTV højdepunkter

I kanalens første uge, kunne man stolt præsentere indkøbet af den nye angrebsstjerne Dwight Yorke. Meget passende har kanalen fornylig endnu engang været først ude og interviewe seneste nye skud på stammen i United, nemlig Marouane Fellaini, som gav sit første interview som United-spiller til MUTV.

En episode de fleste husker, er den der menes at have kostet Roy Keane karrieren i United. Her svinede Keane en række holdkammerater til, og sagde efter et nederlag på 4-1 til Middlesbrough blandt andet, “Blot fordi du spiller 20 gode minutter mod Tottenham og tjener 120.000 pund om ugen, så tror man at man er superstjerne. Der mangler karakter på dette hold. Der er snak om at købe spillere i januar for at rette op på problemerne, vi burde gøre det modsatte, og skille os af med nogle,” sagde Keane.

Senest har MUTV også vist “Rio’s tour Diaries”, hvor Rio Ferdinand på årets pre-season tur giver fansene et unikt indblik i livet som omrejsende fodboldstjerne i optakten til den nye sæson. En fantastisk måde at bringe klub og fans sammen på.

Forrige artikel

Agüero: Vi har det bedste hold

Næste artikel

United kigger på ung engelsk stopper

ANNONCE