14. dec: Da Mata forvandlede scousernes bule til ”Juanfield”

Læsetid
1 minute
Læst indtil videre

14. dec: Da Mata forvandlede scousernes bule til ”Juanfield”

14 december, 2019 - 08:45
Redaktionen på OldTrafford.dk bruger julen som undskyldning til at kåre de 24 bedste Manchester United-mål i vores hjemmesides levetid - altså siden år 2003. En umulig opgave. Men ikke desto mindre har vi gjort det, og i dag afslører vi det 11. bedste.

Sidelæns saksepark. Mod Liverpool. Foran udebaneafsnittet. Solen i fjæset. Tomålsskytte. Helikopter-ankommende-superstjerne. Jordens mest sympatiske mand. Omgivet af spanske venner. Sublim teknik. Modelfjæs. Fuck Liverpool. Udlever Gary Nevilles vådeste drøm. Anfield, Juanfield. Verdensklasse.

Hvis der nogensinde har været en mand på toppen af verden, må det være Juan Mata, den 22. marts 2015. Med et mål så sensationelt, at hovedpersonen ikke en gang selv kan sætte ord på det:

- Mange har spurgt ind til det. Jeg kan simpelthen ikke forklare, hvordan det skete. Det var rent instinkt, har Mata selv sagt.

Så nu prøver jeg ar forklare det.

Mata, som allerede havde gjort det til 1-0 i kampen mod ærkerivalerne fra Liverpool, tyrer en flad pasning over til Angel di Maria og sprinter mod et hul i feltet. Argentineren tæmmer bolden og smider en lobbet aflevering ind mod Mata. Bolden ligger en anelse bag spanieren, der derfor må stoppe sit løb. Pludselig svæver den lille, smukke mand halvtliggende i luften, og i et splitsekund føles det som om, at tiden står stille. Det er ikke fodbold længere. Det er, som Eric Cantona ville sige det, kunst. Mata rammer den klokkerent, og bolden flyver forbi Simon Mignolet i målet, mens han falder til jorden.

Et æstetisk smukt mål. Et mål af en vigtig betydning. Et mål vi sent vil glemme.

Kampen endte i øvrigt 2-1 til de rigtige røde. I Louis van Gaal-”æraen” slog United altid Liverpool – fire ud af fire mulige sejre plukkede hollænderen. Men lige præcis den her – det var Juan Matas.

 

 

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.