10 utrolige United-minutter afgjorde Alkmaar-kamp

Læsetid
2 minutes
Læst indtil videre

10 utrolige United-minutter afgjorde Alkmaar-kamp

12 december, 2019 - 22:58
Efter 53 minutter spillet sagde resultattavlen på Old Trafford 0-0. Knap ti minutter senere stod der dog pludselig 4-0. United cementerede deres førsteplads i Europa League-gruppespillet med en overbevisende anden halvleg.

Ole Gunnar Solskjær sparede en række profiler her til aften, da ”De Røde Djævle” tog imod hollandske AZ Alkmaar i en direkte kamp om førstepladsen i Europa Leagues gruppe L.

Status før kampen var, at begge hold allerede var videre til knockoutfasen i turneringen. Hjemmeholdet kunne nøjes med uafgjort, hvis de ville sikre sig førstepladsen i gruppen, hvorimod gæsterne fra Alkmaar var nødsaget til at vinde.

Allerede fra kampens start satte det hollandske mandskab sig på spillet trods statussen som udebanehold. United-spillerne virkede passive og lod Alkmaar arbejde med bolden. Flere af de rødklædte spillere virkede tilmed frustrerede over, at de ikke kunne vinde mere boldbesiddelse.

United fik dog bedre fat, som halvlegen skred frem, og efter lidt mere end 30 minutters spil var Juan Mata tæt på at bringe hjemmeholdet i front. Spanien modtog en bold fra Ashley Young på kanten af feltet. Her forsøgte Mata stille og roligt at lægge bolden over i det korte hjørne, men det sløsede forsøg blev afværget af en forsvarsspiller fra Alkmaar.

Det var dog ikke kun United, som blev farlige i en ellers kedelig første halvleg. Ad flere omgange havde Alkmaar en række udmærkede forsøg, men hollændernes muligheder blev aldrig omsat til en scoring eller en bemærkelsesværdigt stor chance.

Anden halvleg lagde ud med kampens hidtil største chance. Calvin Stengs kom frem til et godt forsøg efter et farligt indlæg i Alkmaars venstre side. Her kom Stengs frem til en acceptabel chance, som dog blev afværget af Sergio Romero i United-målet.

Til trods for en søvndyssende første halvleg, fortsatte anden halvleg med at levere, og dette udmøntede sig efter 53 minutter i det første mål i kampen. Andreas Pereira viste brasilianske driblinger i venstre side af banen. Efter flot United-kombinationsspil endte bolden hos Mata, som tæt på mål ramte et stykke forbi. I banens højre side lurede en fremadstormen Young dog, og englænderen formåede på utrolig vis at banke bolden i kassen fra en svær vinkel. 1-0 til United.

Der skulle ikke gå længe, før United lukkede kampen helt. Efter en flot erobring af James Garner på midten af banen, tog Mason Greenwood bolden med sig og smadrede derefter bolden ind bag Marco Bizot i Alkmaar-målet. På rekordtid havde United vendt en sløset første halvleg til en 2-0-føring.

Og Uniteds dominans ville ingen ende tage. Greenwood, som ellers havde spillet en dårlig første halvleg, fortsatte sin pludselige opblomstring i anden halvleg med at vinde et straffespark kort tid efter sin 2-0-scoring. Mata tog sig af sparket fra 11-meter-pletten, og spanieren sparkede bolden forholdsvis sikkert ind til 3-0.

Man kunne virkelig snakke om nat og dag, hvis man så på Uniteds præstationer fra første og anden halvleg. På godt og vel 10 minutter formåede hjemmeholdet nemlig at score fire mål. Alle sammen i anden halvlegs begyndelse.

Det fjerde mål kom, da Greenwood modtog bolden i banens højre side. Her tog teenageren et flot træk ind i banen og smadrede efterfølgende bolden ned i det korte hjørne til 4-0. Den unge englænder var den helt store oplevelse i en begivenhedsrig anden halvleg.

Mere blev det ikke til, men publikum må også have følt sig forkælet, da United først valgte at sætte tempoet op i begyndelsen af anden halvleg. ”De Røde Djævle” er videre i Europa League efter et godkendt gruppespil, hvor holdet ender på førstepladsen. Der er lodtrækning til knockoutfasen i turneringen på mandag.

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.