Wingen eller Wales

Ja, ja – nuvel. Måske er han ikke så ofte at finde på wingen længere, men ikke desto mindre må Ryan Giggs vælge, hvis han får tilbudt jobbet som…

Ja, ja – nuvel. Måske er han ikke så ofte at finde på wingen længere, men ikke desto mindre må Ryan Giggs vælge, hvis han får tilbudt jobbet som landstræner for hjemlandet Wales. Man kan nemlig ikke både have en aktiv karriere hos Manchester United og være landstræner, lyder advarslen.

Den kommer fra en herre, Giggs kender ganske godt – nemlig Eric Harrison. Blandt United-fans er han nok mest kendt for at være manden bag det ungdoms-setup, der udviklede “Fergies Fledglings” og altså navne som David Beckham, Paul Scholes, Gary Neville og Ryan Giggs.

Som OldTrafford.dk tidligere har fortalt, så bliver Ryan Giggs sat i forbindelse med landstrænerjobbet, efter den nuværende træner, John Toshack, har valgt at sige op. Men det er altså ikke bare lige et job, man påtager sig, lyder Harrisons advarsel ifølge Manchester Evening News:

“Det er ikke bare en hyggelig lille ting, man giver sig til, og det er ikke et deltidsjob. Du er den, alle kigger på, og i disse tider tror jeg ikke på, at man kan kombinere at spille for en klub på Manchester Uniteds niveau og så være træner for et landshold.”

Lille land, stort arbejde
Harrison ved, hvad han snakker om. Han var nemlig med i Mark Hughes stab, da denne forsøgte sig som landstræner for Wales, mens hans aktive dage nærmede sig enden i Blackburn. Det var travle dage, fortæller Harrison:

“Vi rejste hele tiden rundt for at se nærmere på de kommende modstandere, da jeg arbejdede sammen med Mark. Derudover skal du også rundt om i landet for at tjekke op på spillere. Man kan ikke bare spille for United i weekenden, hvis du samtidig tænker og bekymrer dig om, hvordan de walisiske spillere klarer sig. Derfor er Ryan nødt til at træffe en stor beslutning, hvis han får tilbudt jobbet.”

Harrison er dog ikke i tvivl om, at Giggs har, hvad der skal til for at klare sig som manager, og den tidligere ungdomstræner tror på, at “den walisiske troldmand” nok skal blive Wales-boss en dag. Men med en fantastisk karriere, der indtil videre har budt på 11 ligatitler og flere trofæer end nogen anden spiller nogensinde, er det svært at forestille sig, at Ryan Giggs er klar til at lægge støvlerne på hylden endnu.

Det er heller ikke længe siden, Sir Alex Ferguson meldte ud, at den 36-årige waliser sagtens kan fortsætte til han bliver 40, med den form han er i.

Forrige artikel

Giggs kan blive walisisk landstræner nu

Næste artikel

Bébé vil vise sit værd

ANNONCE