“Vi er ikke færdige endnu”

Både Nemanja Vidic og Michael Carrick er henrykte over, at Manchester United sikrede sig den anden Premier League-titel i træk, men de er langt fra gået…

Både Nemanja Vidic og Michael Carrick er henrykte over, at Manchester United sikrede sig den anden Premier League-titel i træk, men de er langt fra gået på sommerferie endnu. Nu ses der frem mod Moskva, hvor Chelsea står i vejen for “The Double”.

“Det er en dejlig følelse at have vundet Premier League. Det er uden tvivl den bedste liga i verden, men vores job er kun halvt fuldført. Nu skal vi til Moskva, hvor Chelsea venter. Vi ved, at det bliver hårdt. Chelsea er et godt hold,” siger Vidic til ManUtd.com. Og den serbiske forsvarskrumtap bakkes op af engelske Michael Carrick.

“Jeg vil ligge på stranden til sommer og vide, at vi har vundet “The Double”. Det ville være fantastisk for klubben, hvis vi vinder Champions League igen, og forhåbentlig kan vi gøre det. Vi tror på det,” siger Carrick til MUTV.

Vidic er glad for, at han har været med til at hjælpe holdet med at sætte klubrekord for færrest mål scoret mod “De Røde Djævle” i ligaen, og efter en sæson med flere skader end normalt for den hårde serber, er han klar til den endelige indsats i Moskva.

“Det var dejligt at slå Wigan og dermed vinde titlen, men det var også rigtig hårdt, hvilket vi havde regnet med. De kæmpede godt, men som forsvarer var det dejligt at holde nullet, se os score to gange og altså vinde titlen. Nu kan vi gøre os klar til Champions League-finalen, og det er en meget vigtig kamp for os. Vi ønsker virkelig at vinde, og det er sandelig også planen,” siger Vidic.

Der var nok en hovedpine eller to mandag morgen, efter spillerne havde fejret sæsonen og Årets Spiller-uddelingen på Old Trafford søndag aften. På trods af det, er Michael Carrick helt klar omkring, hvilket metal onsdag næste uge skal byde på.

“Vi er meget fokuserede på, hvad vi vil næste uge. Vi havde en god aften søndag, hvor vi fik fejret, at vi vandt ligaen, men en sejr i Moskva vil virkelig afslutte sæsonen ordentligt. Som professionel vil du altid gerne udfylde dit potentiale og opnå alt, hvad du kan. I den klub her, der kæmper du om alle de største ærer, man kan komme til. At komme til Champions League-finalen er fænomenalt. Forhåbentligt kan vi tage trofæet med hjem – det ville være en fantastisk følelse.”

Chelsea vil uden tvivl være ude efter at revanchere sig, efter holdet altså måtte se “De Røde Djævle” tage ligaen med to point ned til “The Blues”, men Carrick forsikrer om, at United også har masser af motivation for at vinde pokalen med de store ører.

“At tabe FA Cup-finalen mod Chelsea på Wembley i sidste sæson var en svær pille at sluge, også selvom vi vandt ligaen. Forhåbentlig har vi lært af det og får sat tingene på plads i år,” fortæller midtbaneslideren.

Det er ikke til at vide, hvilken kamp, der venter den 21. Mange frygter måske, at det bliver et typisk, europæisk stormøde med to hold, der ikke helt tør spille frit. Om det siger Carrick:

“Det er jo to engelske hold, og nogle gange kan det blive en rodet affære. Andre gange kan det virkelig åbne op for den offensive fodbold og dermed masser af underholdning. Hvis jeg skal være ærlig, så er jeg ligeglad. Jeg er ligeglad med, hvordan vi spiller, så længe vi vinder. Det er det eneste, der betyder noget.”

Forrige artikel

Ronaldo er det rette sted

Næste artikel

Tevez: Jeg vil være som Scholes og Giggs

ANNONCE