Divisionsforeningen forklarer spærreregel

De 12 danske superliga klubbers forening Divisionsforeningen forklarer på sin hjemmeside, hvorfor de har valgt at håndtere den såkaldte spærregel strengt i år, hvilket hæmmer de danske fodboldfans.

Divisionsforeningen skriver på Divisionsforeningen.dk således:
Citat start
Siden Divisionsforeningen og DBU meddelte, at vi i Danmark indførte “lukkede perioder” for udenlandsk TV 2 timer hver søndag, har vi modtaget en del henvendelser herom.

Efter UEFA´s regler har et land tilladelse til at “lukke” for TV fra udlandet i 2 timer hver uge for at beskytte den nationale fodbold. Det er i så fald en forudsætning, at der i samme land ikke vises TV samtidig fra den hjemlige turnering.

I Danmark afvikles 4 SAS Ligakampe søndag fra kl. 15:00.

Derfor har Danmark i overstemmelse med UEFA´s regler indført sådanne lukkede perioder fra kl. 15:00-17:00.

For få år siden kunne de lukkede perioder vare hele fodboldsæsonen. Efter drøftelser mellem EU og UEFA er reglen blevet slækket, så den nationale fodbold kun kan beskyttes, når der spilles fodbold og kun såfremt vi ikke selv viser TV.

I Divisionsforeningen anser vi ikke de lukkede perioder for afgørende vigtige. I sidste sæson indførtes ikke lukkede perioder, bl.a. fordi de danske kampe blev vist på pay-per-view.Imidlertid er situationen, at udnytter vi ikke de muligheder for beskyttelse, som UEFA og EU Kommissionen giver os, vil reglerne om beskyttelse til sidst forsvinde.

Det er heller ingen tilfældighed, at Premier League kampe ikke vises live på TV, mens de andre kampe spilles. Det samme er tilfældet i Danmark. I SAS Ligaen spilles 4 kampe søndag eftermiddag, mens livekampene er flyttet til enten lørdag kl. 17:00 eller søndag kl. 17:35.
Citat slut

OldTrafford.dk tager skarp afstand fra denne regel, som vi mener ødelægger dansk fodbold.
Det er tydeligt, at DBU og Divisionsforeningen har tænkt mere på Superligaens interesser end på de danske fodboldfans, som de faktisk skal leve af.

Undertegnede har haft kontakt med Canal Plus, TV2 og DBU for at høre nærmere om konsekvenserne og baggrunden for denne regel.

Der vil nu rettes henvendelse til Divisionsforeningen.

DBUs kommunikationschef, Lars Berendt, svarer i en mail til OldTrafford.dk, at forbundet ikke ser noget galt i at udnytte en regel, samt at de blot har gjort hvad Divisionsforeningen ønskede.

Samtidig fortæller han, at DBU mener at det er et anliggende mellem Canal Plus/TV2/Viasat osv. og kunden at DBU forbyder tv kanalerne i at sende hvad de har købt rettigheder til.

Ærgeligt for dansk fodbold og danske fodboldfans.

Forrige artikel

Roeder advarer Sir Alex: Defoe er ikke til salg

Næste artikel

Ajax: Vi har intet hørt fra United

ANNONCE