Crerand: Athletic Club var utrolige

Torsdag aften bød på endnu en imponerende indsats fra spanske Athletic Club, der tog sin anden sejr, af lige så mange mulige, over Manchester United på…

Torsdag aften bød på endnu en imponerende indsats fra spanske Athletic Club, der tog sin anden sejr, af lige så mange mulige, over Manchester United på otte dage.

Set over de to kampe og på spillet, så er Manchester United-legenden Paddy Crerand ikke det mindse overrasket over, at Athletic Club gik videre til Europa Leagues kvartfinaler, men han har svært ved at tro sine øjne, når blikket rammer den spanske ligatabel.

“Hvordan kan det lade sig gøre, at det hold, vi har set her i aften, er 30 point efter Real Madrid? De var utrolige,” siger Crerand til MUTV.

“Athletic Club var med afstand det bedste hold over de to kampe. Vi er nødt til at holde hænderne oppe og klappe ad dem, for de var langt foran os,” siger han.

Crerand var derimod ikke just imponeret over Manchester Uniteds indsats set over de to kampe.

“Vi havde måske 15 eller 20 minutter, hvor vi spillede godt. Men derefter var Athletic i en klasse for sig. Og når man så ser på, hvor mange chancer de brændte, så kunne målscoren have endt helt anderledes,” siger han.

Nederlaget på Estadio San Mames var Manchester Uniteds fjerde i Europa i indeværende sæson.

“Vi har haft et dårligt år i Europa, det er der ingen tvivl om. Vi har ikke levet op til den standard, der er blevet sat. Men når man taber til et bedre hold, som Athletic var, så er der ikke noget, man kan gøre ved det,” slår Crerand fast.

Forrige artikel

Fergie: Vi var slet ikke gode nok

Næste artikel

Evra: Premier League-titel kan redde sæsonen

ANNONCE