Neil McBain

OldTrafford.dks billede
Indsendt af OldTrafford.dk den tor, 30/06/2005 - 19:18
Skrevet af: 
Helge Conradsen

I dag er det 109 år siden, at halfbacken Neil McBain kom til verden i Campbeltown i Skotland. Han fylder med sine 43 kampe og to mål ikke meget i Manchester United"s historie; men i fodboldhistorien er han lidt usædvanlig. Han startede sin karriere i sin hjemby; men hans første professionelle klub var Ayr United, hvortil han kom i sommeren 1914. Under 1. verdenskrig spillede han for Portsmouth og Southampton, og han kom til United i november 1921. Han blev købt sammen med William Henderson for £8.000, og de debuterede begge på udebane mod Aston Villa den 26. november 1921. Ifølge Manchester Football News blev Henderson købt for £1.750. Over £6.000 for McBain var en meget stor sum i de dage. I januar 1923 blev han solgt til Everton, angiveligt fordi han var utilfreds med at spille inderwing og ikke halvback. I resten af sin karriere og resten af sit liv spillede han flere steder og var manager, træner og talentspejder i flere klubber bl.a. Estudiantes de la Plata i Argentina; men i 1947 satte han en rekord, der bliver svær at slå. Han var manager for New Brighton, som ikke længere er i ligaen. Holdet skulle den 15. marts 1947 spille på udebane mod Hartlepool United i 3. Division Nord. Begge klubbens registrerede målmænd var skadet, og derfor satte han sig selv på mål. New Brighton tabte 3-0; men Neil McBain blev klappet fra banen. Dermed blev han den ældste spiller nogen sinde i den engelske liga med en alder af 51 år og fire måneder. Hans karriere spændte over 32 år og to verdenskrige. Han døde den 13. maj 1974.

Statistik:

Tag et blik ind i Manchester Uniteds stolte historie