Busby Babes

OldTrafford.dks billede
Indsendt af OldTrafford.dk den tir, 21/06/2005 - 21:40

The Busby Babes ©Getty

Skrevet af: 
Ken Larsen

Matt Busby blev ansat som manager for Manchester United i 1945, en klub uden penge, med et sønderbombet stadion og et halvgammelt hold. Han arbejdede videre med holdet og købte nogle rutinerede spillere til at supplere holdet. Det gik nogenlunde med en 4. plads, 4 2. pladser og til slut mesterskabet i 1952, med en helt ung Roger Byrne på holdet. Byrne blev senere anfører for Busby Babes.

Busby havde helt fra start af haft en vision om et hold af unge spillere, som havde været hos United lige siden skolen, og dermed vokset op med hans fodboldfilosofi. Så det var naturligt at United vandt FA Youth cup de 5 første sæsoner den blev spillet.

Efter mesterskabet i 52, var det tydeligt at de fleste spillere var "over the hill", så allerede i sæsonen 52-53 begyndte han at sluse unge spillere som Pegg, Blanchflower, Foulkes, Viollet og Duncan Edwards ind på holdet. United sluttede på en 8. plads den sæson. I slutningen af sæsonen købte Busby, Tommy Taylor fra Barnsley, for summen £29.999. Han skulle have kostet 30.000, men Busby var bange for at det beløb ville blive en byrde for så ung en spiller, så han blev enig med formanden fra Barnsley, om at de gav det sidste pund til tjeneren.

I oktober 1953 spillede United en venskabskamp mod Kilmarnock, hvor United stillede med en hel masse af de unge spillere på samme tid, og det gik rigtig godt med en 3-0 sejr til følge. Nogle dage senere da Busby var ude og spille golf, tænkte han meget over deres præstation "I pondered wheter this was the moment to play them all in the league team. One or two had already come into the side, and I decided that I would go the whole way with the youngsters".

Dette betød at Edwards, Viollett og Blanchflower erstattede 3 gamle spillere permanent. Det blev dog ikke en øjeblikkelig succes, idet United sluttede på 4. pladsen i sæsonen.

I sæsonen 54-55 kom flere unge som Albert Scanlon, Mark Jones og Billy Whelan ind på holdet, og de sluttede på en 5. plads.

Chelsea vandt mesterskabet det år, og blev inviteret til at deltage i den helt nye Europa Cup for mesterhold, men FA var stokkonservative som altid, og mente ikke at det kunne gavne engelsk fodbold at spille med der, og nægtede Chelsea adgang.

Men så skete det, alt klikkede for The Busby Babes, i sæsonen 55-56 tog de hele England med storm og vandt mesterskabet med hele 11 point ned til Blackpool på 2. pladsen. Endnu en ungdomsspiller var kommet med, nemlig Eddie "Snakehips" Colman, den lille wing, som med sine vrikkende hofter kunne sende en hel tribune den forkerte vej, for ikke at snakke om modspillerne. Med ham i truppen, var gennemsnitsalderen nede på 22 år! 8 af spillerne i startopstillingen kom fra egen ungdomsafdeling.

United blev inviteret til at deltage i Europa Cuppen, men igen sagde FA nej. Det ville Busby dog ikke finde sig i, han så nemlig store fremtidsmuligheder i Europa Cuppen, og han fik til sidst presset FA til at United kunne deltage.

Sæsonen 56-57 var helt fantastisk. Endnu en ungdomsspiller kom op, Bobby Charlton, og United vandt mesterskabet med suveræne 8 point til Tottenham. De kom til finalen i FA Cuppen, hvor de dog tabte til Villa. United debuterede i Europa med en 10-0 sejr over Anderlecht, slog Dortmund, og i kvartfinalen vendte de 3-5 mod Atletico Bilbao, til en 6-5 sejr. Til slut tabte de dog til Real i semifinalen. Men hele verden havde fået øjnene op for det smukke offensive spil som disse unge spillere leverede. Busbys fodboldfilosofi var "It doesn´t matter if they score 4 or 5 goals, as long as we score more".

United startede 57-58 I samme stil, scorede 22 mål i de 6 første kampe, vandt de 2 første runder i FA Cuppen og Europa Cuppen, og var klar til at møde Røde Stjerne i kvartfinalen. United vandt 2-1 på hjemmebane, og skulle nu bare en tur til Highbury før de skulle til Beograd og spille returkampen.

Den kamp som skulle blive den sidste Busby Babes spillede på engelsk grund, opsummerede totalt hvad Busby Babes stod for. Allerede efter 10 minutter tog United føringen ved Duncan Edwards, som dengang var tidens yngste landsholdsspiller, han døde som 21 årig og havde da allerede spillet 18 landskampe og 151 kampe for United. Senere scorede Charlton og Taylor til halvlegsstillingen 3-0. Men Arsenal var ikke slået og scorede fra det 60. til det 62. minut 3 gange, og havde dermed udlignet. Hvor de fleste hold havde knækket, så gik Busby Babes til angreb og Viollet og Taylor gjorde det til 5-3, inden Arsenal reducerede til slutresultatet 5-4.

Så gik turen til Beograd og returkampen. Kampen sluttede 3-3 efter mål af Viollet og Charlton 2, og United var videre til semifinalen.

Dagen efter skulle hele delegationen hjem til Manchester, flyet Elizabethan G-ALZU AS 57, med kaptajn James Thain bag roret, mellemlandene i München for at tanke op.

Kl. 2.31 startede flyet take-off, nu med Kaptajn Kenneth Rayment bag roret, men motoren lød mærkelig og forsøget blev afbrudt. Fejlen var at brændstoffet havde forårsaget motorerne til at overaccelerere, hvilket var en hyppig fejl med denne flytype. De besluttede at gøre endnu et forsøg, og kl. 2.34 startede flyet endnu engang, men måtte igen give op med samme fejl.

Flyet skulle nu tankes op og passagererne måtte ind i afgangshallen og vente. Før havde der været en løssluppen stemning, men nu var alle nervøse og snakkede ikke meget. De blev kaldt tilbage til flyet og fik sat sig ind på deres pladser, men alle var nervøse og der var ingen som spillede kort mere.

Take-off gik som planlagt, hastigheden kom op på 117 knob og kaptajnen sagde V1 (velocity one. Et punkt hvor du ikke kan stoppe mere), men pludselig faldt farten til 105 og Ken Rayment råbte "Christ, we can´t make it". D. 6. februar 1958, kl. 3.04 engelsk tid, røg flyet igennem et hegn forenden af landingsbanen, krydsede en vej, og ramte et hus. Vingerne og halen blev flået af og ulykken var en realitet.

Nogle var døde, andre var bevidstløse, nogle løb væk fra flyet. Det gjorde Harry Gregg også, men han vendte sig om og hørte at nogen skreg inde i flyet, og han løb tilbage og reddede en lille baby ud af flyet.

Liam Whelan, som var dybt religiøs, sagde ved 3. take-off "If this is it, i´m ready", som om han vidste hvad der skulle ske.

Harry Gregg udtalte senere, med tanke på at alle var bange, men ingen turde at det her tør jeg ikke, "It takes a brave man, to be a coward".

De overlevende blev bragt ind på Rechts de Isar Hospital. Edwards havde overlevet, men var hårdt såret. Busby lå i oxygen telt, og fik 3 gange "den sidste olie"

Edwards kom kun til bevidsthed én gang før han døde, og det eneste han sagde var "What time is the kick off against Wolves"

I alt døde:

Spillere:
Roger Byrne
Geoff Bent
Mark Jones
David Pegg
Liam Whelan
Eddie Colman
Tommy Taylor
Duncan Edwards

Klubsekretær:
Walter Crickmer

Trænere:
Tom Curry
Bert Whalley

Sportsjournalister:
Alf Clarke
Don Davies
George Follows
Tom Jackson
Archie Ledbrooke
Henry Rose
Eric Thompson
Frank Swift

Kennet Rayment - Kaptajn
Bela Miklos - Rejsearrangør
Willie Satinoff - Supporter
Tom Cable - Steward

20 overlevede ulykken, 2 spillere, Johnny Berry og Jackie Blanchflower, spillede aldrig en kamp igen.

BBC afbrød deres udsendelse om eftermiddagen og fortalte at Uniteds fly var forulykket. Hele verden lyttede til ordene, men ingen forstod den fulde mening med dem. Jimmy Murphy, Busbys assistent, som var landstræner for Wales og derfor ikke med på turen kom hjem til Old Trafford og fik nyheden fra sin sekretær, han gik i chok og forstod ikke rigtig hvad hun sagde de 2 første gange, da hun så sagde at mange er døde, brød Murphy sammen og græd som en pisket, ligesåvel som hele England og resten af verden græd.

Murphy fløj dagen efter til München og han blev dybt rystet over det syn som mødte ham. Busby som var meget svækket tænkte kun på United, og han sagde til Murphy "Keep the flag flying".

Manchester var i dyb sorg, gaderne var fulde med grædende mennesker, og efterhånden som ligene kom hjem, fik de en begravelse som var konger værdige.

Men United skulle bestå og efter kampen mod Wolves var blevet aflyst var næste opgave 5. runde i FA Cuppen, på Old Trafford mod Sheffield Wednesday, d. 19. februar, 13 dage efter ulykken. Murphy havde travlt, han havde ingen spillere, så programmet den dag, havde 11 tomme pladser ud for Uniteds opstilling, men vidste simpelthen ikke hvem der skulle spille. Holdet blev en blanding af reserver, ungdomsspillere, nye indkøb, bl.a. skrev Stan Crowther under 1 time før kick-off, og så Bill Foulkes og Harry Gregg, de to eneste fra ulykken som var i stand til at spille.

På trods af opstillingen, havde Sheffield W. ingen chance, United spillede for deres omkomne venners ære og tilskuerne var helt vilde og bar United frem. United vandt 3-0. Shay Brennan scorede 2 af målene, han spillede højre back på ungdomsholdet, men Uniteds mangel på spillere var så stor, at han spillede venstre wing i denne kamp. Albert Quixall fra Wednesday sagde senere " I don´t think anyone who played in the game or who watched it will ever forget that night. United ran their hearts out, and no matter how well we had played, they would have beaten us. They were playing like men inspired. We were playing more than 11 players, we were playing 60.000 fans, and the whole country as well".

Utroligt nok kom United helt til finalen, hvor de mødte Bolton. United havde et specialt logo på trøjerne i den kamp, med et billede af Fugl Føniks, for at symbolisere at klubben havde rejst sig. Bolton vandt finalen 2-0.

Busby kom endelig tilbage, men var tæt på at give op. Det var jo hans drøm at United skulle ud i Europa, og han havde trodset FA for at komme derud, så han følte sig ansvarlig for dem som havde mistet livet. Men han følte til slut, at deres død ville have været forgæves, hvis han gav op, og derfor gik han i gang med at genopbygge og det hele kom til et kæmpe klimaks, da United i 1968 vandt Europa Cuppen på Wembley.

Især Busby, Foulkes og Charlton som havde overlevet ulykken var meget berørte den dag.
Der skulle være vinderfest efter kampen, men ingen så Charlton efter omklædningsrummet. Han fortalte senere at han havde tilbragt aftenen på sit hotelværelse, hvor han havde tænkt på sine kammerater fra München, og han havde grædt af sorg hele aftenen.

Jeg vil slutte af med sangen "The Flowers of Manchester":

On one cold and bitter Thursday in Munich, Germany,
Eight great football stalwarts conceded victory,
Eight men who will never play again who met destruction there,
The flowers of British football, the flowers of Manchester

Matt Busby"s boys were flying, returning from Belgrade,
This great United family, all masters of their trade,
The Pilot of the aircraft, the skipper Captain Thain,
Three times they tried to take off and twice returned back again.

The third time down the runaway disaster followed close,
There was a slush upon that runaway and the aircraft never rose,
It ploughed into the marshy, it broke, it overturned.
And eight of the team were killed when the blazing wreckage burned.

Roger Byrne and Tommy Taylor who were capped for England"s side.
And Ireland"s Billy Whelan and England"s Geoff Bent died,
Mark Jones and Eddie colman, and David Pegg also,
they lost their lives as it ploughed on through the snow.

Big Duncan he went to, with an injury to his frame,
And Ireland"s brave Jack Blanchflower will never play again,
The great Sir Matt Busby lay there, the father of his team
Three long months passed by before he walked again.

The trainer, coach and secretary, and a member of the crew,
Also eight sporting journalists who with United flew,
and one of them Big Swifty, who we"ll ne"er forget,
the finest English "keeper that ever graced the net.

Oh, England"s finest football team its record truly great,
its proud successes mocked by a cruel turn of fate.
Eight men will never play again, who met destruction there,
the flowers of English football, the flowers of Manchester.

Arne Madsen tilføjer:

Med hensyn til flyveulykken i 1958, kan skæbnen var lunefuld. Jimmy Murpny der normalt skulle havde været med kunne ikke, fordi han var landstræner for Wales og de spillede en kamp mod Israel i Cardiff, holdet vandt 2-0. I stedet for ham var Bert Whalley med, han sad ved siden af Matt Busby og blev dræbt på stedet. Stakles Geoff Bent var kun med fordi Roger Byrne havde en mindre skade. Måske skulle Wilff McGuinnes havde været med, men han blev skadet i en reserve kamp nogle dage før holdet tog af sted, til kampen mod Røde Stjerne. Colin Webster er en anden der ikke var med holdet, han havde influenza.

En anden der må havde været glad for han ikke var med flyet, var Miro Radojcic, en journalist fra Jugoslavien, men han kunne ikke flyve med, da han havde glemt sit pas. Duncan Edwards døde den 21. februar af sine kvæstelser, også den ene af flyets piloter Kennet Rayment døde også nogen tid efter ulykken. Held og tilfældigheder har meget at betyder ikke bare i en fodboldkamp, men også spørgsmålet om liv eller død.

I den første kamp Manchester United spillede mod Shefffield Wednesday den 21. februar var der i kampprogrammet nogle ord skrevet af Laurence Binyon.

They shall not grow old
As we that are left grow old,
Age shall not weary them nor the years condemn.
At the going down of the sun, and in the morning
We will remember them.