Manchester Uniteds vigtigste kamp sidste sæson? De fleste vil formentlig mene, at det var sejren over Ajax i Europa League-finalen, der sikrede os en plads i Champions League. Andre vil måske mene, at det var sejren over Southampton i EFL-Cuppen, der blev holdets første rigtige trofæ under José Mourinho. Nogle vil måske endda mene, at det var 2-0 sejren over Premier League-mestrene Chelsea på Old Trafford.
Jeg er derimod af den overbevisning, at det var vores 3-1 sejr over Swansea på Liberty Stadium den 6. November 2016. For her begyndte Mourinho for alvor at ændre det, der nok har været Uniteds største problem siden Sir Alex Ferguson.
Mentaliteten under Ferguson
Holdet under Ferguson besad en utrolig – ja, vel nærmest ubehagelig – vindermentalitet.
Jeg husker, at Anders Lindegaard engang fortalte en anekdote fra sin tid i klubben. Han havde lige været ude at træne med resten af spillerne på Carrington, hvor der havde været en dårlig stemning. Spillerne sagde ikke et ord, men slagtede hinanden, når de fik muligheden for det. Efterfølgende sad Lindegaard i omklædningsrummet sammen med Edwin van der Sar og spurgte “hvad fanden skete der under træningen i dag?”, hvortil van der Sar svarede: “Hvad havde du regnet med? Vi har ikke vundet i to kampe.”
Det er nok det, der bedst beskriver spillernes vindermentalitet under Ferguson. De kunne ikke fordrage at tabe, og de ville gøre alt for holdet og deres manager for at undgå nederlag.
Det gik galt under Moyes
Det var dén mentalitet og dén kultur, spillere som Rio Ferdinand, Nemanja Vidic, Patrice Evra, Michael Carrick og Wayne Rooney skulle viderebringe til holdet efter Ferguson. Dette formåede spillerne dog ikke i tilstrækkelig grad. Hvorfor kan vi kun gisne om. Måske slappede de bærende spillere for meget af efter mange års hårdt pres under Ferguson. Måske fandt de ikke David Moyes dygtig nok som træner og støttede ikke op om ham.
Vidic, der på daværende tidspunkt var anfører, har sidenhen indrømmet, at han ikke var god nok til at støtte op om Moyes. Der har også gået en masse historier om, at Ferdinand bekæmpede Moyes indefra ved at lække Manchester Uniteds startopstillinger.
Generelt tegner der sig et billede af stor utilfredshed med Moyes fra spillernes side, og de spillere, der skulle have støttet op om ham og viderebragt kulturen fra Ferguson var ikke deres opgave voksne.
Vidic, Ferdinand og Evra skiftede også inden for det første år. Og sammen med Paul Scholes og Ryan Giggs, der heller ikke var at finde på banen mere, mistede klubben hurtigt mange af de profiler, der tidligere havde været med til at definere Manchester United og skulle vise de nye spillere, hvad det ville sige at være United-spiller.
Louis van Gaals udrensning af vindere
Under Louis van Gaal blev de gamle United-spillere udrenset fra truppen og ind kom nye spillere, hvoraf mange ikke var vant til at vinde trofæer. På banen kunne man stadig ikke få øje på den mentalitet man ellers tidligere havde været vant til fra spillerne.
Man så ikke spillere, der som Paul Scholes slagtede sin modstander i en hævnaktion. Man så ikke spillere, der som Vidic tacklede sin modstander så hårdt, at de fløj flere meter i luften før de igen landede på jorden. Man så ikke spillere, der som Ferdinand hev sin modstander op i kraven, hvis han mente de havde filmet.
Man så derimod spillere, der aldrig brokkede sig over dommerens kendelser. Man så spillere, der stak halen mellem benene, hvis de blev tacklet hårdt af modstanderen og man så spillere, der generelt virkede ligeglade, hvis de havde tabt en kamp.
Mourinhos store sats
Og sådan startede det faktisk også ud under José Mourinho. Det bedste eksempel er måske det ydmygende 4-0 nederlag til Chelsea på Stamford Bridge. Vi kan kun gisne om, hvordan spillerne havde reageret efter kampen under Ferguson, men jeg ville da ikke blive overrasket, hvis der havde været tumult eller lignende i spillertunnellen efter kampen. Jeg er i hvert fald overbevist om, at spillerne ikke havde gået rundt på banen og småsnakket med sine modstandere, byttet trøjer og hvad de ellers foretog sig.
Efter tre måneder under Mourinho så vi altså, at spillerne fortsatte med en attitude, hvor de rent ud sagt virkede ligeglade.
Men den 6. november tog Mourinho en klog, men dog risikabel, beslutning.
– Spillerne, der er her i dag er de spillere, der vil være her. De vil kæmpe og tror, ligesom jeg selv, at det her er en svær kamp. Jeg ved, at Ashley Young ikke er højre back, men Ashley Young er en vinder. Darmian er altid klar til at gøre sit bedste.
– Selvom Phil Jones er skadet, så har han sagt, at han er klar til at spille for holdet. Det samme med Marcos Rojo. Spillerne her er personer jeg stoler på. Det er en svær kamp, men det er personer jeg stoler på.
Det var Mourinhos udtalelser omkring det hold han havde valgt til kampen. Startopstillingen så forøvrigt således ud:
De Gea
Young – Jones – Rojo – Darmian
Fellaini – Carrick – Pogba
Mata – Ibrahimovic – Rooney
Flere kritiserede Mourinho for hans udtalelser, der opfordrede spillere til at spille på trods af skader. Men dét holdvalg og dé udtalelser sendte et klart signal til spillerne om, at de ikke kunne forvente at spille på grund af deres navn eller talent, men at det derimod var indstillingen til at give alt og tilsidesætte sig selv i holdets bedste, der var altafgørende.
Det her var i virkeligheden en magtkamp mellem Mourinho og flere af spillerne. Heldigvis vandt United kampen 3-1 for derved vandt Mourinho også magtkampen og kunne på den måde understrege sin pointe – at han er ligeglad med dit navn eller talent, hvis du ikke giver alt for holdet og ham.
Havde United derimod tabt kampen, så var Mourinho tvunget til enten at fastholde sin pointe og spille et hold, der måske ikke var godt nok til at vinde eller også måtte han opgive at vinde den magtkamp og spille de spillere med det største navn eller talent.
Satsningen gav pote
Jeg var, netop på grund af ovenstående, nervøs for, at vi ville tabe kampen, fordi jeg var klar over, hvilken betydning det kunne have fremadrettet. Spillet var hverken flot eller flydende, men virkede derimod forkrampet.
Men, at vi endte med at vinde kampen var årsagen til, at Mourinho kunne fortsætte med at kræve en ændret indstilling og attitude fra spillere som Luke Shaw og Anthony Martial. Det var nok også årsagen til, at vi begyndte at se ændringer på de kritikpunkter jeg tidligere rejste.
Vi ser nu, hvordan holdet – i særdeleshed Ander Herrera – brokker sig hver gang tingene ikke går deres vej. Vi ser, hvordan Jones og Rojo både tager de fysiske og verbale konfrontationer med deres modstandere og vi ser nu, hvordan en ung Marcus Rashford tysser på sin modstander, når han forsøger at få ham til at forlade banen hurtigere.
Dén mentalitetsændring kan vise sig at være essentiel i vores forsøg på igen at blive blandt Europas bedste hold. Det er dét holdet har manglet siden Ferguson, og det kunne meget vel være endt galt, hvis holdet ikke havde vundet 3-1 over Swansea City den 6. November 2016, da Mourinho tog kampen op med spillerne og den indstilling flere af dem har haft siden Ferguson forlod sit fort.
Derfor mener jeg, at sejren over Swansea var vores vigtigste kamp. Ikke kun fordi den var afgørende for Mourinho, men også fordi den meget let kan vise sig at have været vendepunktet for et United-hold, der har været på vej i den forkerte retning siden Ferguson annoncerede sit exit.
