Blog: Europa League gavner United

Læsetid
3 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Svante Wettergren

19 september, 2019 - 16:13

Europa League finale 2017 ©Getty

Jeg er træt af, at Manchester United spiller Europa League. Jeg er træt af torsdagskampe. Jeg er træt af Premier League-kampe, der rykkes til søndag eller mandag. Og jeg er træt af klubber, som kun fodboldhipstere påstår, de kender.

Men når det endelig skulle ske, så er jeg glad for timingen. For på længere sigt kan det gavne Ole Gunnar Solskjær og United, at vi i år - desværre - sidder ved børnebordet.

Udtalelsen efter Everton-kampen

- Jeg får succes i den her klub, og der er spillere, der ikke bliver en del af det.

Sådan sagde Solskjær, efter at United havde lidt et svigende 4-0 nederlag til Everton i slutningen af seneste sæson.

Siden da har den glade nordmand været kompromisløs. Foruden Marouane Fellaini, der allerede var blevet sendt til Kina, så lod han Antonio Valencias kontrakt løbe ud. Romelu Lukaku sendte han til Inter. Alexis Sánchez blev udlånt til samme klub. Matteo Darmian fik endelig sit skifte tilbage til Italien, da han underskrev en kontrakt med Parma, og Chris Smalling fik lov til at prøve sig af et år i AS Roma.

Derudover er Nemanja Matic blevet sat på bænken til fordel for unge Scott McTominay, og Axel Tuanzebe, der sidste år var udlejet til Aston Villa, har indtil videre fået en forlomme af både Phil Jones og Marcos Rojo.

Rotation og taktiske eksperimenter

Det betyder, at vi i år har en utroligt tynd trup. Og her kan det gavne os, at vi er i et mindre fornemt selskab med hold som FC Astana, AZ Alkmaar og Partizan. Det gør nemlig, at vi kan rotere og spare et par spillere - en mulighed vi ikke havde haft, hvis vi skulle spille mod de europæiske giganter.

Solskjær har gerne villet indføre et højere genpres og et generelt mere energisk spil. Det plejer at resultere i skader i starten, da spillerne skal vænne sig til det. Her kan det være en fordel, at vi nu har mulighed for at give pauser til vores mest benyttede spillere, så de ikke alle bliver ramt af overbelastningsskader, når vi rammer starten af det nye år.

Det her er Oles første hele sæson i klubben, og det betyder også, at vi stadig har en del taktiske ting, vi skal arbejde med og implementere i vores spil. Lige nu er den største udfordring, hvordan vi skaber chancer mod hold, der pakker sig foran eget mål.

De dårligere modstandere giver os en mulighed for at arbejde med forskellige taktiske værktøjer til at løse vores problemer - igen en ting, man måske tilsidesætter, hvis modstanderen er så god, at det vigtigste bliver sejren. Det så vi blandt andet sidste sæson, da vi vandt over PSG på Parc des Princes. Solskjær spillede næppe efter sine principper i denne kamp, men greb kampen an på den måde, som han mente gav den største sandsynlighed for videre avancement.

Class of ‘19

Flere og flere United-fans begynder at snakke om en ny generation af unge talenter - Class of ‘19. Spillere som James Garner, Angel Gomes, Tahith Chong og Mason Greenwood har tiltrukket sig stor opmærksomhed på ungdomsholdene. Derudover er der den lidt ældre Axel Tuanzebe, der har været på udlån de sidste par sæsoner, som mange også har store forventninger til.

Europa League-kampene bliver en mulighed for at prøve at give nogle af de unge spillere chancen - og hvis de er gode nok, så har vi mulighed for at give dem spilletid, og dermed større erfaring, hvilket betyder, at de allerede fra næste sæson kan være spillet ind som en fast bestanddel af truppen.

En god overgangssæson

Helt generelt giver det mulighed for en god overgangssæson, hvor vi kan se truppen an. Er Martial og Rashford gode nok til at bære vores offensiv? Kan Fred spille sig ind på holdet? Skal vi hente en ny defensiv midtbanespiller eller kan McTominay løfte opgaven?

På længere sigt kan denne sæson med Europa League gavne os. Det giver os mulighed for at prøve nogle ting af og se nogle spillere an, der gør, at når vi rammer slutningen af sæsonen i maj, så har vi måske fået opklaret mange af de spørgsmål og usikkerheder, der er forbundet med holdet lige nu.

Hvilke unge spillere vi kan satse på, hvilke spillere skal være en del af klubbens fremtid - og hvem skal ikke?

LÆS OGSÅ: Solskjær på pressekonfrence: Tuanzebe og Greenwood med fra start mod Astana

Det vigtige Adidas-sponsorat

Derudover skal man heller ikke glemme, at Europa League er en god genvej til Champions League-kvalifikation, der kan være svær at opnå i Premier League, hvor flere og flere hold kæmper med om top fire.

Og Champions League-fodbold kan være vigtigere end nogensinde før, da manglende kvalifikation vil betyde, at vores rekordaftale med Adidas som trøjesponsor vil blive reduceret med 30 procent.