Lad hadet blomstre

Nu brager det snart løs, og sæsonens hidtil største kamp står for døren. Her er et forsøg på at kigge positivt på den rivende udvikling, Manchester City for tiden undergår. 

Vi elsker engelsk fodbold for mentaliteten! Og for den unge generation af Manchester United-fans er der nu kommet en ny, gammel klub ind i hade-billedet. En klub, som de seneste mange år har stået i skyggen af de mere succesrige af slagsen. Hurra for det.

In ’76, oh this is true
Had er et ord, som meget godt beskriver, hvorfor der er så meget sjæl i engelsk fodbold. 

Når der tales engelsk fodbold, så kan det virke tumpet at argumentere for, at had er et ‘stærkt ord, som skal bruges med varsomhed’. Had må næsten per definition opfattes som en del af det.

“Jeg hader Liverpool, Chelsea og Arsenal.” 

Sådan har jeg ofte hørt Manchester United-fans beskrive deres forhold til andre engelske klubber. En holdning, der vel bliver delt af en meget, meget stor del af klubbens fanskare. Det er i hvert fald mit indtryk.

Men hvor i alverden er Manchester City? 

Kigger man helt nøgternt på det, er det jo egentlig Manchester City, der er Uniteds største ærkerival. Den lokale klub, som i så mange år har stået fuldstændig i skyggen af den mægtige, røde storebror. 

A trophy was won by a team in blue
Ja, det er altså 34 (!) år siden, Manchester City senest fik et trofæ – overhovedet. Dengang var det Ligacuppen, de fik slæbt med sig hjem, og så må det altså også være hårdt at kigge fra det halvtomme City of Manchester Stadium mod evigt fyldte Old Trafford, hvor trofæerne må slæbes i trillebøre. Fordi der er så mange.

Hurra for Citys nye ejere. Det er skidt for fodbolden og udviklingen, det er jeg klar over og helt med på. Men hvor er det dog skønt med fornyet fokus på Manchester City som en af vores største rivaler. 

Der er kastet nyt brænde på det bål, som altid har udgjort det store had mellem de to Manchester-klubber. Selvom de traditionsrige derby-kampe altid har været intense, så er det sjældent, jeg har oplevet en intensitet som i sidste sæson, hvor Carlos Tévez legede kujon og de indbyrdes opgør alle var urimelig spændende. Faktisk er det svært at komme i tanke om kampe, der har været så gode som de tre, vi så i 2009/2010-sæsonen. 

It’s been a long time – since that day
Den bundløse tank, som City nu hiver penge fra, gør dem på længere sigt til meget seriøse bejlere til triumfer på nationalt og internationalt plan. Vi så, hvordan det gik med Chelsea, og City har selvfølgelig muligheder for at komme lige så langt, hvis baglandet fungerer. Nuvel, de har ikke været lige så succesfulde op til ejerskiftet, som Chelsea i sin tid var, men pengetanken er trods alt så stor, at det meste nok kan lade sig gøre. 

Som vi siger i Bangkok: Same same, but different. 

Det er skrækkeligt at tænke på City som reelle udfordrere. Personligt mener jeg ikke, de helt er dér endnu, hvor de kan vinde mesterskabet, men det er næppe meget, de mangler. Holdet er grundlæggende ret godt på plads. De mangler bare de elementer, som man ikke lige køber sig til. 

Men den skræk forstærker den danske Manchester United-fans syn på City som hadeobjekt. De fleste har nok altid ‘hadet’ City, men mange måske primært, fordi de kommer fra Manchester. 

Nu ramler vi ind i det had, som efter min mening er tiltænkt forholdet de to klubber imellem. Og det er da smukt. Det er lige, hvad vi har brug for, nu hvor Liverpool gang på gang må skamme sig over elendige resultater. 

Det er ikke længere bare surt og frustrerende at tabe til City. Nu er det katastrofalt, og det kan i sidste ende betyde forskellen mellem succes og total fiasko. Det må der da nødvendigvis sættes pris på, selv om den omvendte konsekvens er brandærgerlig for fodbolden. 

So we’ll sing ’em a song that they f***in’ hate
Jeg elsker at synge om Manchester Citys fiaskoer, og jeg har intet højere ønske, end at det kan fortsætte. Og netop den detalje er med til at højne intensiteten – og ikke mindst hadet – der omkranser lokal-krigene. 

Jeg er klar over, at alle oldschool-Unitedfans altid har hadet Citizens. Men med Tévez’ forrykte skifte og den forhøjede udfordreregenskab, så får hadet en helt ny dimension – i særdeleshed for den unge fan, der altid har hadet Arsenal og Chelsea mere end City.

Det, vi oplever i øjeblikket, er et helt unikt had – som længe har været holdt i fangenskab – der nu får lov til at blomstre, vokse og udvikle sig. Et had, som vi aldrig vil få til nogen anden klub. Et had, som kun City kan forårsage. Og skal man se positivt på den tøseblå udvikling, så synes jeg, det er et godt sted at starte.

34 years, f*** all!
Mit store håb er da, at vi de næste mange år kan stå i kor og synge om, at City har vundet ‘f*** all’. Det vil være en skam, hvis vi skal til at smide den fine sang ud af repertoiret. 

Lad hadet blomstre.

City are a massive club.

God kamp til alle! 

Forrige artikel

Menez: Måske United i fremtiden

Næste artikel

Blog: Lad hadet blomstre

ANNONCE