Det kan godt være, at Europas svar på ‘Mickey Mouse’-cuppen ikke just er et trofæ, som Manchester United ville have fundet decideret stor hæder i at vinde. Men indstillingen mod Athletic Club var bare slet, slet ikke i orden.
Nøj, hvor blev der torsdag sat punktum for en drønende elendig europæisk sæson, hva’?
Det var slemt nok i opgøret på Old Trafford. Manchester United kom foran, nogle vil sige stik imod spil og chancer, men det endte da også med et sølle 2-3-nederlag i egen hule.
Torsdag var ‘djævlene’ så i Bilbao for at spille returkampen i Europa Leagues 1/8-delsfinaler mod Athletic Club. Nogle, ja, en del, velsagtens, havde håbet på et stærkt comeback i returkampen. Det kom aldrig. Tværtimod.
United blev udspillet på alle leder og kanter. Spillet var gennemgående elendigt, hamrende elendigt, og det engelske hold kunne hverken holde trit med den fart eller formation, som Athletic Club stod for.
At ryge ud af Europa League er i sig selv ikke så pinligt. Det var måske nærmere ventet. I hvert fald for mig. Den eneste grund til at vinde Europa League var, at Sir Alex Ferguson aldrig har haft sine hænder på trofæet, og så at Manchester City selvfølgelig ikke ville have mulighed for at vinde, hvis United vandt.
Jeg har forståelse for, at man som spiller kan have svært ved at sætte sig 100 procent op til en kamp i Europa League, når man år efter år efter år efter år har spillet Champions League.
Men jeg har ikke forståelse for, at man går ud med en attitude og et gåpåmod, som får et sekundært spansk ligahold til at ligne en videreudviklet, uovervindelig og sammensmeltet udgave af Barcelona og Real Madrid.
33 point. De har 33 point op til Real Madrid på førstepladsen i La Primera División.
Ikke at sætte sig op er vel ikke det samme, som at man går ud og bliver udraderet fra ende til anden? Man forsøger vel stadig at give sig 100 procent, selv om man mentalt kun kan sætte sig selv 80 procent op?
Jeg har forståelse for, at Patrice Evra, vikarierende anfører, kan mene, at Europa League er af en anden karat end Champions League. Men jeg har ikke forståelse for, at han, som han gjorde før kampene mod baskerne, går ud og siger, at det er pinligt at spille i Europa League.
Jeg synes, det er (var) pinligt. Og det gør jeg. Men der er langt fra at være forvænt fan til at være topprofessionel spiller, blive betalt millioner af kroner om måneden, og ikke mindst at være blandt de 11, som en vis skotte udnævner til en kamp.
Og det er synd. Det er synd for en mand som Paul Pogba. Og det er synd for de andre unge, der ikke får lov til at snuse til europæisk fodbold, når de etablerede arrogancekanoner alligevel ikke har tænkt sig at spille bold.
I bagklogskabens usandsynligt klare lys skulle Sir Alex Ferguson nok have benyttet Europa League som en mulighed for at få prøvet unge knægte af på en endnu større scene.
Men i stedet var det var pinligt, meget pinligt, at se Manchester United torsdag.
Jeg synes ikke, at man skal tage noget fra Athletic Club. De spillede brillant, og kampens endelige resultat var en hån mod det baskiske mandskab, som burde have vundet kampen både med fire, fem og seks mål.
Det er ikke slemt at ryge ud af Europa League, synes jeg ikke. Personligt ser jeg det kun som en fordel, og jeg havde absolut ikke sat næsen op efter et andenrangs europæisk trofæ. Det kan være et stort plus, at spillere og trænere ikke længere skal have en turnering at tænke på ved siden af. Logikken fortæller, at de ti sidste Premier League-kampe ikke behøver at blive forstyrret af andre turneringer.
Men det er ikke en sød smag, jeg har i munden, efter den optræden vores helte gav os mod Athletic. Det sender tankerne 60-70 år tilbage, hvor United havde så uendeligt svært ved at hamle op med hold fra Sydeuropa, som alle spillede et langt mere kompliceret og videreudviklet spil.
Og hvor er vi nu, hvor blot et enkelt engelsk hold, med nød og næppe, er videre blandt de sidste otte hold i Champions League? Det er ringe, det er uvant, og selv om det – nok – er en engangsforestilling, så er det lidt rystende.
Jeg tager glædeligt hatten af for, at Manchester United, i en sæson, hvor glasben har været kendetegnende, har generobret førstepladsen og nu har en reel mulighed for at vinde titel nummer 20 hjemme i det engelske.
Men jeg har svært ved at acceptere den her sæsons, og specielt tordagens, blamager. Jeg har set Manchester United i hele sæson. Vi har alle set den lidenskab, som opstår, når holdet mangler det sidste. Det kom hverken i Champions League eller i Europa League.
Jeg forstår, at holdet ‘bare ikke rammer den’, når de allerede er ude i en på forhånd katastrofal europæisk sæson. Den gamle, iltre skotte må have været godt gal i skralden efter torsdagens kamp.
Det var nok klogt, at Sir Alex Ferguson valgte at udtale sig positivt omkring Athletic Club, ikke negativt om Manchester United, efter gårsdagens kamp. Det viser meget godt, hvor snu manden er.
Men jeg håber virkelig, at samtlige 11 spillere, plus rest, fik hårtørreren – af den helt alvorlige slags – at føle. Det er uacceptabelt at præstere så ringe på så højt et niveau.
Hvad mener du? Var det en acceptabel måde, Manchester United måtte forlade Europa på i denne sæson?
Diskutér bloggens indhold her eller på OldTrafford.dk’s facebookside.
