Kan du huske den dag i maj?
Den dag, hvor den røde prins meldte dét ud, som så mange havde spået. Jeg husker det stadig, som var det i går. Den der kolde fornemmelse ned ad ryggen. Og chokket. Det var selvfølgelig forventeligt nok, at han – nummer 18 – ville lægge støvlerne på hylden nu. Men øjeblikket ville jo “aldrig komme”. I hvert fald ikke i min lyserøde verden. Men det kom. Og fredag aften trækker Paul Scholes for sidste gang i den røde trøje som spiller for “De Røde Djævle”. Et propfyldt Old Trafford vil hylde den mand, som Zidane kaldte sin stærkeste modstander og “den utvivlsomt bedste midtbanespiller af sin generation”. Ham, Sir Bobby Charlton har sammenlignet med “alt, hvad der er bedst ved fodbold”. Ham, alle Barcelonas superstjerner ville bytte trøje med efter Champions League-finalen, og som Pélé ville ønske, han havde haft mulighed for at spille med. Tiden er kommet til at give Paul Scholes lidt tilbage for alt, alt, alt det, han har gjort for os igennem sine 20 år i Manchester United.
Ord er overflødige
Der kan siges så meget om Paul Scholes, “The Ginger Prince”. Men de mange ord bliver nemt bare en lind strøm af tomme floskler, der alle forsøger at opsummere den altoverskyggende pointe, som er, at man aldrig kan sige rigtigt farvel til en spiller som Scholes. At han måske var den allersidste af sin type til at betræde et international græstæppe. At vi aldrig får en spiller at se, der kan lægge millimeterpræcise afleveringer over halve banelængder med samme elegance… …vis kreativitet var – og er – uforlignelig. Nu skal vi forsøge at sige farvel til legenden, der har givet os så mange store oplevelser. Fra de frække kanoneringer fra kanten af straffesparksfeltet efter et hjørnespark og dét mål mod Barcelona – til de uforudsigelige og fortryllende afleveringer, der snyder ethvert forsvar af eliteklassen.
Typen, der aldrig kommer igen
Kan du huske, da Scholes lagde assisten til Ronaldo i Rom? Prinsen vidste bare, at portugiseren ville komme stormende ind i feltet. Han behøvede end ikke at kigge op, for millimeterpræcisionen skulle nok slå til. Igen. Og som var det ren rutine, forlod Scholes efterfølgende banen uden at komme med de store kommentarer. Det var Ronaldo og de andre, der modtog al hæder og gik efter opmærksomheden, mens det aldrende, engelske fodboldgeni slap. Vi får aldrig ‘en Scholes’ at se igen. En spiller, der ikke bekymrer sig om sin person udadtil, men som udelukkende koncentrerer sig om at være så professionel og anonym, som det kan lade sig gøre. “Get up, go to work, play the game, get showered, go home.” Det citat er verdensberømt, og det indkapsler alt, hvad Scholes stod for som spiller. Og alt, hvad jeg kommer til at savne. Jeg kommer til at savne Scholes i spillet. Ikke kun hans eminente blik for spillet. Men hans eminente evne til at koncentrere sig om spillet. Paparazzierne fik aldrig billeder af lille Paul Scholes i en skinnende, rød Ferrari. Eller af lille Paul Scholes med en ny kvinde ved sin side. Hvis de endelig skulle få et billede, ja, så skulle det da være med barndomskæresten, prinsens udkårne, som han senere blev gift med. Man kunne aldrig regne med en kommentar fra Scholes. Det betød intet for ham, hvordan omverdenen så på ham. Hvor mange andre spillere bliver styret mere af mediernes magt, så lod Scholes aldrig sin magt over medierne sætte over styr. Medierne jagtede ham, og det var en sejr for dem at få en kommentar. Ikke omvendt. Hvor alle andre lod sig modernisere, gik han blot i stå. For det godes skyld.
Det sidste. Allersidste.
Nu går Scholes så på banen til sin sidste optræden i Manchester United-trøjen. Den røde prins, der har slået sit navn fast blandt de allerstørste i klubbens historie. Helt oppe ved siden af George Best, Sir Bobby Charlton og Eric “The King” Cantona. Fredag aften står dysten netop mellem prinsen og kongen. Men Cantona vil aldrig have set mindre ud på Old Trafford. For selv en konge må bøje sig i støvet for en prins af det format, det lille, rødhårede vidunder udgør. For mig er Scholes den største nogensinde. Ingen kommer helt op ved siden af, og det er derfor en vemodig afsked, jeg tager med min største helt i aften. Jeg vil altid tænke tilbage på de mål, der de seneste år har haft så stor en betydning for Manchester United-fans. Barcelona “08. Manchester City “10. Men i stedet for blot at smile over, at det var min – min helt egen – helt, der afgjorde de kampe, så vil sørgmodigheden også indtræffe. For jeg får det aldrig at se igen. Og det går nok først sådan rigtigt op for mig, når den nye sæson indtræffer, og Scholes’ navn ikke indgår i truppen til kampene. Selv når jeg spejder ned af skadeslisterne, så vil Scholes’ navn være væk. For han er her ikke længere. ‘The Ginger Prince’ er fortid. Nummer 18 vil aldrig blive det samme igen. Tak for alt, Scholesy.
