Rooney – en epokes afslutning

Wayne Rooney har aldrig lagt skjul på, at Goodison Park og Everton står hans hjerte nær.

Det var der, han voksede op, og nu er han vendt tilbage. Han nåede at tilbringe 13 år på Old Trafford, næsten halvdelen af den tid, som Alex Ferguson opnåede at stå i spidsen for Manchester United.

Hvis Goodison Park er Rooneys fodboldmæssige barndoms- og alderdomshjem, så var Old Trafford imidlertid ramme om de bedste år af hans karriere. Manchester United var det rigtige sted at udfolde sig for Rooney, Englands største spiller gennem et helt årti.

I den periode hørte han naturligt hjemme på Old Trafford, ligesom han nu hører naturligt hjemme på Goodison Park.

 

I megaklubbernes epoke hører de bedste spillere ikke længere hjemme i deres barndomsklubber.

De må søge til de største klubber, hvis de har ambitioner og vil have dem indfriet. Det indså Rooney som 18-årig. Cristiano Ronaldo indså det også i en tidlig alder. Harry Kane har endnu ikke indset det. Hvis Rooney var blevet i Everton, havde han aldrig opnået det, han nåede i Manchester United: mesterskaber, pokaltitler og Champions League-triumf.

Rooneys fodboldidentitet er måske nok en hybrid, lige dele Everton og Manchester United, men det er sidstnævnte, han vil være forbundet med i folks erindring. Fordi han var Englands største spiller, og fordi han tørnede ud for De røde djævle, mens han var den spiller.

Han forlod Manchester United i sommeren 2017 som klubbens mest scorende spiller nogensinde med 253 mål i 559 kampe.

Han nåede dermed at overgå legenden Bobby Charltons 249 mål i sin sidste sæson for klubben. Rooney vil dog næppe nogensinde opnå Charltons status på trods af sin topscorertitel og sine mange triumfer. Hvorfor? Fordi han ikke som Charlton (og Giggs og Scholes) er en one club-man. Og fordi han til mange inkarnerede fans’ frustration tillod sig at bede om en transfer ikke bare en, men to gange. Og endelig fordi der, som Peter Schmeichel engang irriteret bemærkede, aldrig er nogen, der i Manchester Uniteds historie kan måle sig med Busbys Babes fra 1950’erne.

Charlton er i bogstaveligste forstand en overlever. Han legemliggør sammen med Matt Busby Manchester Uniteds ærefrygtindgydende genrejsning efter München-ulykken i 1958.

På banen var han en af hovedarkitekterne bag sejren på 4-1 over Benfica i Mesterholdenes Europa Cup-finale på Wembley i 1968, den ultimative gestus til de afdøde Babes og måske ligefrem en sonende begivenhed for de overlevende.

 

Den historie af mytologiske dimensioner er svær at matche. Alligevel bør vi ære Rooney som en af Manchester Uniteds moderne legender.

Kan vi andet med hans personlige Old Trafford-historie? Nej, det kan vi ikke. Allerede i Fergusons sidste sæsoner var Rooneys position som sikker starter ganske vist begyndt at vakle.

Under både David Moyes og Louis van Gaal repræsenterede han sammen med Michael Carrick den kontinuitet og vindererfaring, der har kendetegnet klubben siden begyndelsen af 1990’erne, men ingen af de to managere formåede at bringe Rooney op på de højder, han tidligere havde befundet sig på. Rooney blev også i sine sidste sæsoner i United i stigende grad udsat for kras kritik i medierne, fx kørte den velskrivende Samuel Luckhurst noget, der mindede om en decideret smædekampagne mod Rooney i hans sidste sæsoner i United.

Rooney var en spiller, der var afhængig af at være total fit. Var han ikke det, synede han tung og langsom. Og Rooney virkede sjældent helt trimmet i sine sidste sæsoner i Manchester United. Han var sjældent spilleren, der løftede holdet med sine spillemæssige præstationer, selvom han måske nok gjorde det på det mentale plan.

 

Men Rooney inkarnerer om nogen Alex Fergusons tredje generation af hold, der kulminerede i 2008 med Champions League-triumfen i Moskva, og som også nåede det rekordsættende 20. mesterskab i skottens sidste sæson som manager i Manchester United.

Han var bindeleddet mellem det legendariske Treble-vindende hold fra 1999, idet han nåede at spille med flere af spillerne fra denne Fergusons anden generation (Giggs, Scholes, Keane, Neville-brødrene), og post-Ferguson-æraen, hvor han både var anfører under Moyes, Van Gaal og José Mourinho.

Og som sagt repræsenterede han selv – sammen med Ronaldo – lyspunktet i den mellemliggende periode, på Fergusons sidste store hold. Ronaldo var måske nok den, hvis lys brændte mest intensivt på Old Trafford af de to, men Rooney har til gengæld sine 13 år i klubben at vise mod Ronaldos 6 år.

 

Med Rooney tilbage i Everton er der således kun Michael Carrick tilbage fra den gamle garde af serial winners. Med Rooneys afgang synes det gamle og velkendte Manchester United således at være gået tabt. Efter Fergusons afgang har klubben gennemlevet en række svære år uden mesterskaber og Champions League-deltagelse, og klubbens meget stærke identitet gennem årtier – kontinuitet, offensiv fodbold, titler, engelsk kerne, ungdom – har gennemgået en forvandling.

Moyes forsøgte at værne om kontinuiteten, men fejlede af flere årsager, vi ikke skal dvæle ved her. Med Van Gaal troede man, at man havde ansat en vinder, men den ellers erfarne hollænder formåede ikke over to sæsoner at overbevise fans og bestyrelse om, at holdet havde foretaget fremskridt. Med ansættelsen af Mourinho, den fjerde manager på tre år (Giggs iberegnet), har klubben vinket farvel til den kontinuitet, der måske var dens vigtigste kendetegn under Ferguson.

En anden væsentlig ændring sammenlignet med Ferguson-æraen og tidligere epoker har været klubbens indkøbspolitik. Siden Moyes’ indkøb af Fellaini og Mata og frem til det seneste indkøb af Matic har Manchester United kun investeret i én englænder/brite, Luke Shaw. Transferspillet har måske nok ændret betingelser i løbet af de seneste år, og det er blevet sværere for en klub som Manchester United at hente de bedste engelske spillere i andre klubber.

Rooney var et eksempel på den politik, man havde under Ferguson, hvor United forsøgte at købe de bedste engelske spillere, blandt andet med det formål at have en engelsk kerne på holdet. I dag er Manchester Uniteds hold som en konsekvens blevet som alle de andre storklubbers, et helt igennem internationalt hold med ofte få englændere i startopstillingen.

Det engelske landshold består i dag primært af spillere fra Tottenham og Liverpool. Manchester United var tidligere storleverandør, og det er de ikke i samme grad længere.

En trøst for romantikerne (mig selv inkluderet) synes at være, at akademiet har formået at producere talenter, der kan holde den engelske fødekæde ved lige. Og det er dobbelt-vigtigt, for akademiet gør det ikke blot muligt for engelske spillere at bryde igennem på Uniteds førstehold, med akademiet holder klubben også en af dens øvrige historiske kendetegn ved lige, nemlig satsningen på ungdom.

Hvis kontinuiteten har lidt, og hvis den engelske kerne er under pres, så tyder noget på, at ungdommen trives på Old Trafford, ikke mindst i skikkelse af Marcus Rashford, Rooneys sande arvtager – ja måske er Rashford ligefrem mere end det, for i modsætning til Rooney er Rashford jo, som både Giggs, Scholes og Hughes var det, hjemmefødning.

 

Rooneys Everton-baggrund bør dog aldrig blive årsag til, at Uniteds fans ikke anerkender ham som en af klubbens moderne legender. Nogle af hans aktioner og kampe har prentet sig ind i vores hukommelse som ikoniske billeder og øjeblikke. Her tænker jeg selvfølgelig på saksesparksmålet mod Manchester City den 12. februar 2011 på Old Trafford. Hans debut som 18-årig, også på Old Trafford, mod Fenerbahce i Champions League inkluderede ikke mindre end et hattrick i sejren på 6-3. Hvilken entré! Og man kunne blive ved.

 

Jeg nævnte før, at Rooney måske endte med at blegne en smule ved siden af Ronaldo, men en kvalitet ved ham, som måske aldrig blev værdsat nok af fans og kommentatorer, var utvivlsomt hans vilje til at tjene holdet og kollektivet. I den forstand er Rooney i sandhed at regne for en af klubbens loyale og tro tjenere. I hans sidste sæson for klubben, hvor Mourinho gradvist udfasede ham af holdet, og hvor Zlatan som det naturligste i verden indtog positionen som talisman og gravitationspunkt, forblev Rooney diplomatisk.

Hans udseende er måske ikke ligefrem præget af den store graciøsitet, og hans spil på banen kunne være brutal, men hans adfærd uden for banen var ofte kendetegnet ved en anselig portion konduite og loyalitet.

 

Forrige artikel

Spurs-manager om transfers: Vi kan ikke hamle op med United

Næste artikel

United er ikke interesserede i Aurier

ANNONCE