Nogle vigtige Alex Ferguson-beslutninger hjemsøger stadig Manchester United

Læsetid
7 min.
Læst indtil videre

Bloggen er skrevet af Søren Frank

08 juli, 2015 - 10:01

Alex Ferguson ©Getty

Sir Alex Ferguson, sandsynligvis fodboldhistoriens mest legendariske manager, blev ikke legendarisk ud af ingenting. At lede klodens største klub igennem 27 år er måske ikke nok til at sikre en sådan status, men når du kombinerer denne form for hidtil usete holdbarhed med at vinde det antal trofæer, han gjorde, så er du ganske enkelt helt deroppe.

En anden ting bidrog imidlertid også til at gøre Ferguson til en ægte legende. Jeg hentyder til hans berømte evne til at spotte talent, til at vide hvornår tiden var inde til at sige farvel til en etableret stjerne eller til at træffe det rigtige valg i de der afgørende enten/eller-situationer.

Men hvis vi kigger nærmere på historien om Fergusons transfervalg, i særdeleshed i løbet af hans sidste år på Old Trafford, så opdager vi også nogle (store) fejltagelser, som stadig hjemsøger Manchester United og volder klubben problemer i dag.

Han identificerede Brøndbys Peter Schmeichel som Old Traffords målmand på lang sigt og fik ham endda til spotpris. Han fik fingrene i Eric Cantona, om end denne handel sandsynligvis havde mere at gøre med tilfældigheder end med velovervejet strategi at gøre.

Han skaffede sig hensynsløst af med Andrei Kanchelskis, Paul Ince og Mark Hughes i 1995 for at gøre plads til ukendte ”kids” som Paul Scholes, Gary Neville og David Beckham. Før det, der skulle vise sig at blive hans sidste sæson i spidsen for Manchester United, slog Ferguson ”de larmende naboer” fra City i kampen om Robin van Persies underskrift, og van Persie gik derefter hen og blev den berømte forskel mellem de to Manchester-klubber i sin første sæson på Old Trafford.

Ferguson kom også før Arsène Wenger in 2003, da han handlede hurtigt og fik Cristiano Ronaldo til Old Trafford i kølvandet på en venskabskamp mellem Sporting Lissabon og Manchester United, i hvilken den 17-årige portugisiske troldmandslærling havde imponeret De Røde Djævles etablerede stjerner så meget, at historien fortæller, at de alle på flyet tilbage til England indtrængende bad Sir Alex om at købe knægten. Listen fortsætter og fortsætter.

Men hvis vi kigger nærmere på historien om Fergusons transfervalg, i særdeleshed i løbet af hans sidste år på Old Trafford, så opdager vi også nogle (store) fejltagelser, som stadig hjemsøger Manchester United og volder klubben problemer i dag.

Nedenfor har jeg listet nogle af disse fejltagelser og prioriteret dem, så den første er den, der potentielt har haft den mest negative effekt på klubben.

1) Paul Pogba

Den 31. december 2011, faktisk på Fergusons 70 års fødselsdag, spillede Manchester United mod Blackburn Rovers på Old Trafford. Ferguson befandt sig midt i en skadeskrise, der bevirkede, at han følte sig nødsaget til at benytte Michael Carrick, holdets normale midtbanedirigent, i det centrale forsvar.

Den 18-årige Paul Pogba, som United havde hentet i Lens i Frankrig et par år tidligere, var ivrig efter at vise den skotske legende – berømt som han var for at give unge spillere chancen – hvad han kunne udrette. Men Ferguson valgte i stedet at bruge højrebacken Rafael og kantspilleren Park Ji-sung i Uniteds maskinrum. Ferguson og United tabte ikke kun 2-3 den dag, de mistede også det, der siden hen har vist sig at være en hel generations største midtbanetalent, nemlig Paul Pogba.

Pogbas fremtid blev yderligere beseglet, da Paul Scholes kun få dage efter Blackburn-nederlaget besluttede sig for at vende tilbage fra sin pension for at hjælpe Ferguson gennem skadeskrisen. Det skal retfærdigvis nævnes, at Scholes for nylig har kommenteret på Pogbas mangel på chancer hos United. Her beskrev han Pogbas præstationer for reserveholdet som værende ikke gode nok til at fortjene en plads på førsteholdet.

Det skal yderligere siges, at nogle mener, at økonomi spillede en stor rolle i at overtale Pogba til at skifte til Juventus. Uagtet dette viser den nuværende situation dog stadig, at Manchester United og Alex Ferguson lod det største midtbanetalent gå, da paul Pogba forlod Old Trafford.

2) Gerard Piqué

Som det var tilfældet med Pogba-sagen, hvor en situation grundlæggende bestod i et valg mellem Rafael og Pogba, besluttede Ferguson på et tidspunkt i løbet af sommeren 2008, måske endda endnu tidligere, hvis vi skal tro Piqué selv (denne genkalder sig en mistimet header mod Bolton Wanderers den 24. november 2007 som dét afgørende øjeblik, hvor Ferguson ophørte med at stole på ham), at Jonny Evans og ikke Gerard Piqué inkarnerede Manchester Uniteds ”fremtid”.

Her er det dog også værd at bemærke, at selvom Ferguson sanktionerede Piqués transfer til FC Barcelona og kaldte Evans ”fremtiden”, så er det sandsynligt, at Piqué alligevel ville være endt i Barcelona på et eller andet tidspunkt i fremtiden som følge af hans barndomsforbindelser til klubben og byen.

Men med Evans på randen af et Old Trafford-exit denne sommer, så tilføjer Fergusons valg i 2008 sig selv til listen over hjemsøgende beslutninger, han traf i sine sidste år som manager.

3) Robert Lewandowski

I 2012 var Alex Ferguson på udkig efter en ny, men etableret angriber. Han havde indskrænket sin søgen til to. Enten ville han gå efter Arsenals Robin van Persie eller Dortmunds Robert Lewandowski. Han valgte van Persie.

Den hollandske angriber havde erfaring med den engelske Premier League og var så langt fra at være et sats, som man overhovedet kunne være. Ferguson viste sig dengang at have set rigtigt, for van Persie var den afgørende faktor bag Manchester Uniteds mesterskab et år senere. I dag kan vi imidlertid se på Fergusons beslutning med en anden type briller. Van Persie-kvikfix’et syntes dengang at være en genistreg.

Men med de problemer, Manchester United havde i angrebet sidste sæson under van Gaal, er det blevet presserende for den hollandske manager og Manchester United at bibringe Wayne Rooney noget back-up eller decideret konkurrence. Van Persie havde sin anden ujævne sæson i træk, og der hænger store spørgsmålstegn og svæver og hans Old Trafford-fremtid i øjeblikket. Man kan ikke helt lade være med at spekulere på, om Lewandowski havde været et bedre valg i 2012.

4) David de Gea

Du tænker måske, hvad i alverden der får mig til at nævne David de Gea på en liste over Fergusons fejltagelser. Der hersker ingen tvivl om, at de Gea har været en fantastisk målmand for Manchester United de sidste to eller tre sæsoner, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at det altid har ligget i kortene, at han ville returnere til Spanien, hvis han etablerede sig selv som en verdensklassemålmand.

Ferguson plejede at sige, at han havde fortrudt, at han ikke havde nosserne (måske ikke lige hans egne ord) til at stole på sine instinkter og have tillid til den meget unge Petr Cech. Men det havde han ikke, og Cech endte i Chelsea, hvor han etablerede sig selv som en af Premier Leagues bedste keepere, og sammen med John Terry, Frank Lampard og Didier Drogba personificerede han Chelseas puls i mere end et årti.

Ferguson ville ikke begå den samme fejltagelse to gange, så han identificerede den unge de Gea som Edwin van der Sars langsigtede efterfølger og Manchester Uniteds fremtid. Men forskellen er, at hvor Cech kommer fra Tjekkiet, der kommer de Gea fra Spanien.

Der har aldrig været nogen barndomsklub eller land, der har trukket i Cech, mens han har været blandt de bedste, men det er præcis det, der sker med de Gea. Og det ville ikke være sket med en som Thibault Courtois, der nu spiller i (ja gæt hvor!) Chelsea.

Min pointe er, at de Gea aldrig har været og aldrig ville være blevet en langsigtet løsning på Old Trafford. Hvis han havde fejlet, ville han være skippet videre. Hvis han lykkedes, ville Real Madrid komme og banke på hans dør. Vi så allerede med Ronaldo, at de er meget overbevisende dørbankere, især når den spiller, der er involveret, er fra Syd(europa/amerika).

5) David Moyes

Uanset navn og CV ville det have været en overvældende opgave at efterfølge Alex Ferguson. Men valget af David Moyes – og valget var ene og alene Alex Fergusons – var en fejltagelse.

På intet tidspunkt viste Moyes, at han havde fodboldvisionen og den personlige karisma til at kunne håndtere jobbet. Det var sjældent, at Ferguson var nødt til at forklare fansene og medierne, hvori hans vision om god fodbold bestod, fordi gennem årene, og som trofæ efter trofæ blev ved med at hobe sig op på Old Trafford, vidste alle, hvad hans stil bestod i.

Selvom han blev en smule mindre risikovillig i sine sidste år, især i Europa, associerede folk stadig Manchester United med offensivt flow, bredde og eventyrlyst. Det var Fergusons keltiske romanticisme, der hjalp ham med at beslutte sig for, at Moyes var den rette mand til at overtage posten. De kom trods alt fra det samme kvarter, og Old Trafford har en ganske fantastisk historie med skotske managere. Men Moyes’ arbejderklasserødder havde aflejret forsigtighed og defensiv tankegang i ham, hvorimod Fergusons ditto rødder havde gjort ham eventyrlysten og risikovillig.

 

Det er let at se, hvordan denne liste over fem fejltagelser relaterer til den nutidige situation i Manchester United. David Moyes’ korte regeringsperiode var tæt på at blive en katastrofe for klubben.

Det havde måske nok været vanskeligt for en hvilken som helst manager at overtage efter Ferguson, men ingen havde alligevel forventet at se dem droppe fra mesterskab med 11 points forspring til syvende pladsen. I modsætning til Moyes synes Louis van Gaal at have en særdeles klar vision om, hvordan han vil have Manchester United skal spille fodbold, og han synes at være i stand til at kommunikere denne vision videre til sine spillere – ja endda til medierne.

Dertil kommer, at hans personlighed – læs: store ego – synes at trives i alle spotlights’ene på Drømmenes Teater. Hvad der imidlertid er vigtigst, så formåede van Gaal at få Manchester United tilbage i Champions League efter en sæson uden europæisk fodbold på Old Trafford, men selvom han spenderede halvanden milliard i sit første transfervindue (efter Moyes havde brugt mere end en halv milliard) venter der stadig van Gaal et større genopbygningsarbejde forude.

Alle er enige om, at det Manchester United mangler er en central forsvarsspiller à la Piqué, en central midtbanespiller à la Pogba og en angriber à la Lewandowski, og hvis de Gea bliver et år mere, så vil han med al sandsynlighed rejse til Madrid næste sommer.

Det er dog muligt, at United allerede er godt besat på målmandsposten med Victor Valdes. Men det er aldrig godt for en klub og en spiller, når transferspekulationer for lov at løbe for længe. Manchester United har brug for at afklare situationen med de Gea snarest.

Denne situation synes nu at være uløseligt forbundet med deres jagt efter en central forsvarsspiller. Det synes at være sandsynligt, at van Gaal får sin højprioritet-verdensklasseforsvarer i skikkelse af Sergio Ramos, og at de Gea så vil rejse i den modsatte retning.

Hvis det sker, så har van Gaal foretaget et væsentligt skridt i retning af at gøre Manchester United til mesterskabsaspiranter igen.

 

Det kræver dog stadig en central midtbanespiller eller to og en angriber for at realisere det potentiale. Det er måske ikke Pogba, der vender tilbage til Old Trafford som den fortabte søn, men hvis rygterne taler sandt, så kan både Morgan Schneiderlin og Bastian Schweinsteiger ankomme til Old Trafford meget snart.

Selvom den særdeles talentfulde kantspiller Memphis Depay allerede har sluttet sig til van Gaals tropper, så er Manchester United stadig på jagt efter en angriber med mål i støvlerne. Det skal dog her bemærkes, at Robin van Persie meget vel kan ende med at blive en sæson mere på Old Trafford. Og han kunne gå hen og få en fantastisk sæson efter en sommer uden VM-strabadser. Det mest sandsynlige er imidlertid, at United vil gå efter en angriber som Harry Kane eller Edinson Cavani.

Til september kan Manchester United have brugt yderligere halvanden milliard, hvilket betyder, at klubbens spillerindkøb de sidste halvandet år vil have kostet dem mere end tre en halv milliard. En del af disse mange kroner, ikke dem alle, men en del, er resultatet af Fergusons fejltagelser.