Lad mig begynde med en indrømmelse: Jeg har personligt været meget i tvivl om, hvordan Manchester United burde agere i forbindelse med managerposten. Cirka midtvejs i den netop overståede sæson var jeg ikke i tvivl om, at de ville skille sig af med Van Gaal, og jeg var også enig i, at det var sådan, det måtte være.
Men i løbet af sæsonens sidste uger blev jeg alligevel i tvivl, om ikke det bedste var at lade Van Gaal fuldføre sin kontrakt.
Hvorfor? Primært på grund af to ting: 1) bedre spil, herunder en sæsonafslutning der var tæt på at bringe den forjættede fjerdeplads i hus og faktisk endte med et FA Cup-trofæ for første gang siden 2004; og 2) ikke mindst flere unge spilleres form og gennembrud, herunder Rashfords, Fosu-Mensahs, Varelas, Borthwick-Jacksons, Martials og Lingards.
Det nager mig stadig en smule, at vi ikke får lov at se, hvordan disse knægte ville have udviklet sig under hollænderen i næste sæson.
Men nu ankommer ”The Belated One” sandsynligvis, ham som mange mener burde være ankommet allerede for tre år siden, nemlig portugisiske José Mourinho. ”Endelig”, vil disse mange sige. Og jeg er sådan set tilbøjelig til at give disse mange ret. Det er måske nu, at Mourinho bør komme til Old Trafford.
Spillet har været søvndyssende i mange kampe under Van Gaal. Vi så ikke den forventede progressive udvikling af spillet i denne sæson i forhold til den godkendte første sæson.
Det tog ikke tre måneder for spillerne at forstå Van Gaals såkaldte filosofi. Faktisk har de måske stadig ikke forstået den.
Det sjove er lidt, at Van Gaal har haft en stor indflydelse på både José Mourinho og Pep Guardiola. Førstnævnte blev spottet af Van Gaal og forfremmet til assistenttræner, da hollænderen var cheftræner i FC Barcelona.
Sidstnævnte var spiller og anfører under Van Gaal. Begge to, ærkerivalerne Pep og José, har lovprist Van Gaal og den indflydelse, han har haft på begges spilfilosofi. Det sjove? At de to trænere er faldet så forskellige ud, når de tilsyneladende har den samme læremester.
Nu flytter el morbo altså med al sandsynlighed fra Spanien til Manchester – det morbidt syge forhold, der opstod mellem Mourinho og Guardiola, da begge var trænere i Spanien.
Mourinhos ansættelse vil have den umiddelbare betydning, at rivaliseringen mellem Manchester United og Manchester City vil stige eksplosivt. Havde man spurgt for fem år siden, hvem af de to trænere, der ville havne hvor i Manchester, så havde pengene måske nok dengang været på, at Mourinho ville ende i nyrige City og Guardiola i traditionsrige United. Nu ender det nok omvendt. Og et stykke af vejen er det med stor sandsynlighed et nødvendigt onde for mange United-fans, at det blev sådan.
For Mourinho passer på visse punkter måske nok perfekt til United, men på andre punkter afviger han til gengæld for meget i forhold til den klubidentitet, United-fans har været vant til under Ferguson (og Busby).
Dér, hvor Mourinho måske efterlader flest fans i tvivl, er hans manglende historie med ungdomssatsning og -udvikling. Det store spørgsmål er, hvordan en spiller som Rashford, der har været sæsonens åbenbaring sammen med Martial, vil udvikle sig under Mourinho, hvis portugiseren som forventet ender på Old Trafford. Vil han få kampe nok? Vil han sygne hen på reserveholdet, fordi Mourinho ofte satser mere på erfarne spillere?
Men måske kræver denne almindelige opfattelse af Mourinho en smule nuancering, for portugiseren er faktisk ikke bange for ungdommen. I sin første periode i Chelsea vandt han mesterskabet med et relativt ungt hold. Han købte også Raphael Varane til Real Madrid, brugte ham ofte, og rygterne siger, at han nu gerne vil hente ham til United.
En anden bekymring for United-fans er Mourinhos opførsel. På den ene side er de Old Trafford-loyale ikke kede af en kontroversiel manager. Faktisk kræver de karisma, kant og karakter. Men der må også gerne bag disse egenskaber gemme sig en ægte gentleman med hang til sportmanship. Det sidste er måske ikke det, man forbinder mest med Mourinho.
Endelig er den sidste bekymring det spilfilosofiske. Mourinho har som Van Gaal et ry for at være optaget af at minimere risiko snarere end af at underholde og satse fremad banen. Men igen er det måske en sandhed med modifikationer. Således slog hans Real Madrid-hold scoringsrekorden i den spanske liga, det år de blev mestre – i to ud af tre år i Spanien scorede hans hold flere mål end Guardiolas.
Med Chelsea scorede hans hold også masser af mål. Men det er rigtigt, at Mourinho har tendens til at spille mere henholdende, kynisk og, vil nogle mene, decideret destruktiv fodbold, når han møder de hold, der aspirerer til at spille smuk fodbold gennem en boldbesiddende stil – for eksempel FC Barcelona og Bayern München under Guardiola og Arsenal under Wenger, ja sågar Van Gaals United.
Ungdomsudvikling (ingen), opførsel (dårlig) og spillestil (catenaccio) er altså bekymringer. Hvad vil Mourinho så bringe af positivt til Manchester United? Vi kan jo begynde med opførsel, for som jeg antydede ovenfor er det i United-sammenhæng et tveægget sværd.
På den ene side vil man gerne have en sand gentleman, altså sådan en der anerkender sine kolleger for deres bedrifter og byder på eksklusiv post-match rødvin… eller i hvert fald ikke en der stikker øjnene ud på modstanderens assistenttræner, men på den anden side hylder fansene også de kontroversielle skikkelser – ja de forguder dem vel nærmest. Tænk på Keanes knæ-knusende tackling af Alf-Inge Haaland. Tænk på Bests forkærlighed for at væde ganen.
Eller på Dochertys kærlighed for wingers and women, dog mest førstnævnte hvis han absolut skulle vælge. Tænk på Cantonas kung fu-spark hen over reklameskiltene mod en Crystal Palace-fan. Og tænk selvfølgelig på Fergusons utallige kontroverser med dommere og managere, ikke mindst Dalglish, Keegan, Benitez og Wenger. Set i dette perspektiv skal Mourinho nok indynde sig hos Stretford End-fanatikerne. Manden har gudepotentiale i den forstand – uanset hvad Sir Bobby Charlton så end måtte mene om ham inde bag bestyrelsesvæggene.
Og når vi nu er ved Cantona, så fik han mig til at tænke på en svensker.
Kommer Zlatan Ibrahimovich til Old Trafford sammen med Mourinho, ja så er det makkerpar vel det tætteste, man kan komme på Ferguson/Cantona i 1990’erne. Zlatan har meget af det samme, som Cantona havde, ikke mindst kompromisløs vindermentalitet, fremskudt bryst og ekvilibristisk spil.
Zlatan kan blive katalysator for fremtidig succes, som Cantona i sin tid blev det. Zlatan kan blive inspiration og vejviser for Rashford, Martial, Lingard og Bortwick-Jackson, som Cantona blev det for 92-klassen.
Ellers er det, de fleste nok forbinder med Mourinho, titler galore. Men sådan tænkte man jo også om Van Gaal. Så hvad er forskellen? Set i bakspejlet kunne man godt hævde, at Van Gaal havde sin bedste tid som manager bag sig, da han ankom til Manchester.
Set i bakspejlet kunne man allerede ane demisen under VM. ”Hvad? Holland blev jo nummer 3”. Ja, men det var ikke den idealistiske Van Gaal, vi så under VM, snarere var det den pragmatiske Jerntulipan.
Og det var også mere den pragmatiske end den idealistiske Van Gaal, vi så i Manchester United. Det, hollænderen havde opnået med Ajax og FC Barcelona – ikke blot i titelmæssig, men også i spilfilosofisk forstand – så man ikke senere i hollænderens karriere. AZ Alkmaar og Bayern München var måske titelmæssige succesophold, men Van Gaal syntes at være gået i stå i spiludviklende forstand.
Mourinho er en generation yngre, og han er måske superpragmatiker, men man har ikke på fornemmelsen, at han er gået i stå eller brændt ud.
Han er måske ikke lige så elsket for sin spilfilosofi som en Jürgen Klopp, men kommer resultaterne til Old Trafford de næste par sæsoner under en Mourinhos ledelse, så vil fansene acceptere en form for fodbold, der ikke umiddelbart er foreneligt med Manchester Uniteds traditioner for offensivt fløjspil og eventyrlystent angrebsfodbold.
Mourinho vil helt sikkert også medbringe en masterplan i en grad, som Van Gaal og da slet ikke Moyes syntes at have, da de ankom til Old Trafford.
Hvis Zlatan virkelig hentes til klubben, så er det et tydeligt tegn på, at Mourinho (sammen med Woodward) i flere måneder har plottet sin Old Trafford-entré. Moyes ankom totalt uforberedt, og Van Gaal talte sympatisk, men uklogt om at ville se de eksisterende spillere an, inden han besluttede sig for, hvem han ville beholde, og hvem han ville købe.
Mourinho ved allerede nu, og har vidst det i nogle måneder, hvem han for enhver pris vil hente til klubben, og hvem han vil skille sig af med – hvis han altså selv ansættes. Zlatan og Varane er allerede nævnt som potentielle nytilkommere. Jeg er også overbevist om, at han vil forsøge at hente John Stones, i hvert fald hvis det ikke lykkes at hente Varane. Harry Kane interesserer ham også, især hvis Zlatan ikke kommer, det samme forlyder det om Icardi.
Af midtbanespillere har han længe haft et godt øje til landsmændene André Gomes og João Mário, og Nemanja Matic, hans tidligere Chelsea-indpisker, meldes også på vej. Hvad der materialiserer sig vil tiden vise. Som manager får man ikke altid, det man ønsker sig – som Van Gaal påpegede adskillige gange i forbindelse med transfervinduerne.
Mourinhos ankomst vil med sikkerhed betyde et exit fra Old Trafford for flere spillere. Mit bud er, at spillere som Mata og Memphis er i overhængende fare for at blive dømt surplus, førstnævnte fordi det allerede er sket én gang under Mourinho, sidstnævnte fordi jeg ikke tror, han lever op til Mourinhos krav om defensivt engagement fra sine offensivspillere – Memphis er nok det modsatte af risikominimering. Jeg kunne også godt forestille mig, at Blind kunne få svært ved at overbevise Mourinho om sin berettigelse på holdet. Det samme med Rojo. Og sikkert flere andre.
Så her til slut: Hvad kan vi overordnet forvente af Mourinho og Manchester United i næste sæson, hvis portugiseren ender med at blive den næste United-manager?
Jeg tror, Mourinho vil genindføre den belejringsmentalitet, som Ferguson indpodede i sine hold, ikke mindst på Old Trafford. Jeg tror som sagt også, at han med sin masterplan er bedre forberedt, end Van Gaal var det. Derfor vil De røde djævle også indlede sæsonen på ægte Mourinho-manér med at komme hurtigt ud af starthullerne.
Det vil sandsynligvis ske med fire nye spillere i startopstillingen. Manchester vil også blive underholdt uden for banen, når portugiseren kører sine mind games, ikke mindst med Guardiola, men også med Wenger og Klopp. Noget af det, han kommer til at sige og gøre, vil nok ikke falde i god jord hos Sir Bobby, men Manchester og resten af fodboldverdenen vil være godt underholdt.
Vil fansene igen kunne begynde at drømme om mesterskaber? Ja, hvorfor ikke. Som jeg skrev på World Soccer Talk for et par uger siden, så mener jeg egentlig ikke, at der mangler mere end tre spillere, en i hver kæde, for at Manchester United kan spille med om titlen igen.
