Det store dilemma

Manchester United befinder sig ikke kun i én, men tre kriser. Den ene er spillemæssig, den anden er pointmæssig, mens den tredje har at gøre med klubbens identitet. I den forstand er den tredje krise egentlig det væsentligste dilemma, klubben, fansene og ikke mindst Ed Woodward står over for i disse uger. For hvor er Manchester United på vej hen? Er vejen med eller uden Van Gaal ved roret? Og hvis ikke hollænderen, hvem skal så tage klubben videre fra denne indtil videre dybt skuffende sæson?

Som Manchester United-fan har man været godt forvænt på mange plan. Med Sir Alex Ferguson ved roret var der ligesom garanti for underholdende, eventyrlig og dramatisk fodbold, for titler, for langtidstænkning, for kontinuitet og sammenhæng. I hvert fald siden begyndelsen af 1990’erne. Selvfølgelig var der også drama uden for kridtstregerne under Ferguson, men det brutale farvel til de tre stjerner Kanchelskis, Hughes og Ince i sommeren 1995, det øjenflængeforårsagende støvleskud i omklædningsrummet mod og det efterfølgende farvel til Beckham i sommeren 2003 samt den dramatiske fyring af Keane i 2005 viste sig kun at være overfladekrusninger på et stort ocean styret og regeret af havguden Ferguson. Faktisk førte hvert drama kun Manchester United mod nye højder.

For dem, der kan huske endnu længere tilbage, og dem er der ikke så mange tilbage af, så var det på mange måder den samme historie under Matt Busby. Garanti for underholdning på banen og stabilitet uden for banen.

 

Begge æraer har en række fællesnævnere, som udgør kernen af Manchester Uniteds identitet. Sir Alex bar faklen videre fra Sir Matt og var grundlæggende tro mod hans arv. Vi har allerede nævnt den underholdningsmæssige forpligtelse, som Manchester Uniteds spillere har. Peter Schmeichel var for nylig ude at kritisere holdets spillestil under Van Gaal og antydede i den forbindelse, at hollænderen var historieløs, fordi han tilsyneladende ikke forstår, at Manchester United har en pligt til at underholde sine fans, der kommer på Old Trafford, Drømmenes Teater, delvist for at få et afbræk fra en hård hverdag. Tanken, Schmeichel gentager, er oprindeligt Matt Busbys og stammer fra den tid, hvor klubben og Old Trafford vitterligt var det eneste lyspunkt i fabriks- og minearbejdernes triste mancunianske hverdag. Vi skal i den forbindelse minde om, at det ikke var Madonna, der opfandt mantraet ”Express yourself”, det var derimod Matt Busby, der på næsten postmoderne vis opfordrede sine spillere til at udtrykke deres individualitet på banen.

Underholdende angrebsfodbold og titler galore er ikke eneste fællesnævner mellem Busby- og Ferguson-æraen. En tredje væsentlig komponent er satsningen på og udviklingen af unge spillere. Det er svært at undervurdere, hvor vigtig denne dimension er for de fleste United-fans. Den rangerer højt på listen over elementer, der er med til at gøre Manchester United til en unik klub. Ungdomsprofilen har forbindelse tilbage til flyulykken i München i 1958, hvor otte af Busbys Babes omkom. Holdet, der havde vundet det engelske mesterskab to gange og nået semifinalen i Mesterholdenes Europa Cup, havde en gennemsnitsalder på 22 år. Denne tragiske side af ungdomsprofilen modsvares af en mere positiv side, da Manchester United med Busby ved roret og med overleverne Bobby Charlton og Bill Foulkes på holdet vinder Europa Cup’en i 1968, bare ti år efter München og med otte spillere af egen avl i startopstillingen. I 1999 er rygraden på det hold, der vinder The Treble, Class of ’92, Fergusons svar på Busbys Babes.

Louis van Gaal har fejlet big time i forhold til to af de ovennævnte komponenter. Han er langt fra mesterskabet og titler, og hvad der måske næsten er værre, så har han og hans spillere ikke formået at underholde det forvænte publikum på Old Trafford. Til gengæld har hans regime været en succes på ungdomsfronten, hvor spillere som Cameron Borthwick-Jackson og Jesse Lingard fra eget akademi samt indkøbet Anthony Martial har været lyspunkter midt i det generelle mørke, som omgiver Manchester United i denne sæson. Det skal også tælle i jerntulipanens favør, at han har udviklet Chris Smalling til en central forsvarsspiller af høj klasse, ligesom Luke Shaw så ud til at indfri sit store potentiale, inden han brækkede benet.

Manchester United står altså over for to dilemmaer. For det første et umiddelbart dilemma, der handler om at redde sæsonen – her gælder det om at nå i top-4 i Premier League og vinde en titel (FA Cup’en eller Europa League), men udsigterne er ikke gode. For det andet et dilemma, der har mere vidtrækkende konsekvenser, nemlig dette: Hvordan sikre, at Manchester Uniteds identitet bibeholdes i nogenlunde tråd med arven fra Busby og Ferguson? Uanset hvad, så er spørgsmålet, om ikke løbet er kørt for Van Gaal. Der skal ikke blot ske resultatmæssige mirakler (sådan noget i stil med sejre i resten af sæsonens kampe), men også spillemæssige mirakler, hvis hollænderen skal gøre sig forhåbning om, at klubben og fansene også har tiltro til ham i næste sæson. Hollænderen kan ikke undskylde sig med de mange skader, der har ramt holdet de seneste uger. Der er efter mere end halvandet år ikke sket den udvikling i spillet, alle havde regnet med, at Van Gaal var garant for – tværtimod har holdet gennemgået en regression og har ramt Moyes-niveau. Van Gaal er sågar den første til selv at indrømme, at han ikke har indfriet klubbens, fansenes og sine egne forventninger på den front.

Hvis én løsning er at fortsætte med Van Gaal, hvilket dog virker som en usandsynlig løsning, så består det store dilemma i, hvem der skal afløse hollænderen. Manchester United og Ed Woodward står på kanten, hvis ikke af afgrunden, så i hvert fald af en potentiel langvarig krise, som den klubben gik ind i efter Busbys afgang (26 år uden trofæer), og som den Liverpool har befundet sig i, siden Ferguson vippede dem af pinden i begyndelsen af 1990’erne.

Hvad kan og bør Woodward gøre? Holde fast i Van Gaal? Hyre Mourinho, hvilket de fleste medier mener allerede er sket? Satse på, at Ryan Giggs er Manchester Uniteds svar på FC Barcelonas Pep Guardiola? Forsøge sig med Mauricio Pochettino, som har bevist nogle særlige evner  i Southampton og Tottenham de seneste år (udviklingen af en offensiv tilgang til spillet, satsningen på unge spillere, men indtil videre også titelløs og uden erfaring med at træne megaklubber)? Klubben og Woodward havde chancen for at ansætte Guardiola, men lod tilsyneladende Manchester City være uden rivaler i kampen om spanierens signatur; de havde chancen for at hyre Jürgen Klopp, men lod ærkefjenderne fra Liverpool løbe med en af spillets yngre og mest karismatiske trænere; og de havde chancen for at få Ancelotti, men lod Bayern München snuppe en af spillets mest erfarne, sympatiske og driftsikre vindere.

 

Med Mourinho vil Manchester United sandsynligvis kunne tiltrække en række store navne, som sammen med portugiseren vil sikre sejre og måske endda titler. Kryds ud for to væsentlige kriterier. Men ikke kryds ud for udviklingen af og satsningen på unge spillere. Måske klubben imidlertid er villig til at gå på kompromis med dette element i en kort årrække for at satse på en mere forhåbentlig mere holdbar top-4-garanti? Og hvad med den underholdende fodbold? Det er muligt, at Ander Herrera for nylig udtalte sig til en spansk radiostation om Mourinhos fortræffeligheder som offensiv indstillet træner, men alle, der har set fodbold de seneste godt ti år, ved udmærket, at Mourinhos tilgang til spillet er relativt kynisk og baseret på risikominimering snarere end på eventyrlig gambling à la Ferguson.

 

Med Giggs ved roret ville Woodward begå en satsning af de store, og spørgsmålet er, om klubben kan tillade sig det i disse år, hvor den risikerer at gå glip af Champions League for anden gang på tre år. Der er ingen tvivl om, at Giggs for mange fans symboliserer Manchester Uniteds identitet og ville genaktivere de komponenter, som klubben forstår sig selv gennem – angrebsfodbolden med vægt på det hurtige fløjspil og satsningen på ungdom, men måske faktisk også en mere udpræget britisk identitet end den, vi har set under Van Gaal (der ud af 13 indkøb kun har købt en englænder) – men waliseren har ingen nævneværdig erfaring med at stå i spidsen for en klub. Hvis Manchester United står ved en korsvej, så gør Giggs det vel egentlig også. Kan hans ambitioner tilfredsstilles ved at være assistent for endnu en megaloman? Eller skal han, ligesom tidligere holdkammerater som Bruce, Keane, Robson og Solskjær, prøve kræfter med at træne en mindre klub med fare for, at det i forhold til Old Trafford er point of no return?

Er argentinske Pochettino værd at satse på, for også han vil være et sats? Det ville være en god historie, hvis han blev udpeget og lykkedes med at tage skridtet op, men ligesom med Moyes har han ingen titler på cv’et. Det havde Ferguson fra Aberdeen, og ligesom skotten har også Van Gaal en titelsucces med en mindre klub, AZ i Holland, hvilket skiller de to trænere ud fra mange andre trænere, som enten kun har succes fra store klubber eller slet ingen titelsucces fra mindre klubber.

Undertegnede skal ikke gøre sig klog på, hvilken vej klubben bør vælge. Jeg var både velvilligt indstillet over for valget af Moyes og Van Gaal, men begge fejlede.

Det vigtige er for mig at se at gøre sig sine prioriteter fuldstændigt klare. Hvordan skal klubben vægte titler og point, forpligtelsen på at underholde og udviklingen af og satsningen på ungdom? Svaret på dette spørgsmål peger indirekte på, hvilken manager, der skal stå i spidsen for Manchester United i næste sæson.

Én ting er dog nok ved at gå op for de fleste fans: Manchester United er ved at være en klub som alle de andre.

 

Forrige artikel

FCM-boss: Kunne have vundet større

Næste artikel

United-spiller: Så ikke kampen.. alt for travl med at spille FIFA

ANNONCE