Blog: Lad os give Cavani en chance

Manchester United offentliggjorde mandag aften købet af Edinson Cavani. Et køb, der i mine øjne skriger af desperation, da det ikke virker som en transfer, United ville have foretaget for bare en uge siden, og som mest af alt lugter langt væk af tiderne under Louis van Gaal.

Selvom vi som fans ikke har siddet med en konkret liste eller plan, så har vi alligevel kunne danne os et nogenlunde billede af Ole Gunnar Solskjærs transferstrategi, der umiddelbart har været at hente en blanding af unge og prøvede spillere, der har sulten og hjertet til at repræsentere en klub som United, og som ikke lokkes til Manchester på grund af en stor løncheck. En strategi, der kan sammenlignes med den, klubben havde under Sir Alex Ferguson. Derfor virker en signing af uruguayanske Edinson Cavani, der senere på sæsonen fylder 34 år, som et overilet panikkøb fra Woodwards side.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg tog mig selv til hovedet, da jeg læste, at vi var tæt på at hente Cavani. For hvad skal vi med en 33-årig angriber, der i sidste sæson tilbragte mere tid på en behandlingsbriks end på en fodboldbane, og som vi angiveligt kommer til at betale omkring £200.000 om ugen? Der er vel en grund til, at både Atlético Madrid og Benfica bakkede ud fra en handel på trods af, at uruguayaneren kunne hentes på en fri transfer.

Lad ‘El Matador’ imponere dig
Men når det er sagt, så synes jeg alligevel, at vi bør forholde os optimistiske og give Cavani en chance for at bevise sig. For selvom han måske er ovre sine bedste dage som fodboldspiller, så er han fortsat en klasseangriber. Med 341 mål i europæisk klubfodbold herunder både Ligue 1, Serie A og Champions League får vi en spiller, der ved, hvor målet står og som både kan sparke og heade boldene i mål.

Foruden sit fine målsnit i både Frankrig, Italien og på landsholdet, så skal hans store arbejdsomhed ikke gå ubemærket hen. Cavani er en fighter, en sand arbejdshest, der knokler og giver sig 100% for sit hold. Han er billedet på, hvad uruguayanere, for mig, står for som fodboldspillere, nemlig en fodboldpassioneret kriger, der yder sit maksimale for holdets skyld.

Derudover kommer han til Manchester med en sand vindermentalitet, som virkelig kan gavne holdet i tider som disse, hvor alt ikke går som forventet. Nogen vil fristes til at sige, at handlen minder om dengang Zlatan Ibrahimović blev hentet til klubben, og at Cavani kan få samme indflydelse. Det tror jeg dog ikke, idet Zlatan er en anden personlighed med en særlig udstråling og karisma, som ikke mange spillere besidder.

Cavani bringer dog rutine med sig, og selvom han angiveligt ikke taler engelsk, så besidder han sproglige kundskaber i både spansk, italiensk og fransk. Herudover er han netop den type angriber, vi har manglet siden Romelu Lukaku forlod klubben. Ja, vi har godt nok Odion Ighalo. Men lad os indrømme det, så er ’the Nigerian player of the year’ bare ikke god nok til United på trods af, at der løber djævlerødt blod i årene på ham.

Med alt det ovennævnte i mente, så mener jeg, at vi bør lægge vores frustration og pessimisme til side og give Cavani en chance for at bevise sig som den klasseangriber, som vi har set ham være i både Napoli, Paris Saint-Germain og på det uruguayanske landshold.    

Forrige artikel

Officielt: Pellistri sidste nye United-spiller

Næste artikel

Overblik: Sådan handlede og solgte United denne sommer

ANNONCE